Orkestret der ikke vil lyde som de andre

Chicago er mafiabyen, der blev hovedstad inden for arkitektur og musik. Byens berømte symfoniorkester giver to koncerter i Danmark inden længe.

Chicagos højhuse spejler sig i byens varetegn, den kæmpestore bønneformede Cloud Gate-skulptur. Foto: Jim Young/Reuters Fold sammen
Læs mere

Chicago, Illinois. Byen med et af verdens bedste orkestre i den klassiske liga. Og med kunstneren Anish Kapoors legendariske Cloud Gate som mest fotogene attraktion.

Den kæmpestore bønne i rustfrit stål ligger ved Lake Michigans bred og spejler skyskraberne i et kalejdoskopisk kaos.

Husene med kurs mod himlen forvandles fra snorlige luksus til et virvar af runde former. Storkapitalens tænkning i kasser forvandles til noget skævt og kreativt.

Mange turister lægger også vejen forbi den største af alle skyskraberne. Især da i den seneste tid. Endda i stort tal.

Bygningen i glas og stål spejler resten af millionbyen og knejser hele 423 meter over søens overflade. Dens navn i mandshøje bogstaver hænger nærmest frit svævende mod Chicagos frostblå himmel – næsten som om jordforbindelse ikke var bygherrens helt stærke side.

Trump Tower skulle have været verdens højeste. I hvert fald hvis politikeren og forretningsmanden Donald Trump selv kunne bestemme.

USAs kommende præsident havde aftalt det på et møde med arkitekterne 11. september 2001 om morgenen.

Da han kom ud fra mødet, var verden en anden. Terror havde ramt World Trade Center på Manhattan og anrettet ubodelig død og ødelæggelse.

Så man skiftede for en sikkerheds skyld taktik og endte med noget knap så indbydende for folk med ondt i sinde, om end byens varetegn stadig ligger i top ti på verdensplan.

Chicago klinger i manges øre stadig af mafia og Al Capone i særdeleshed. Af forbudstid og tilfældig bandevold. Af mellemkrigstidig kulde.

Men nationens tredjestørste by er meget anderledes i dag. Samtlige borgmestre har været fra det Demokratiske parti siden 1923. Byen fremstår renskuret og fuld af spændende initiativer inden for alle dele af kulturen.

Vel særligt musikken med det berømte orkester. Chicago Symphony indspillede Mendelssohns velkendte »Bryllupsmarch« så tidligt som i 1916 og har siden vundet hele 62 grammyer. Når man ser »Fantasia 2000« fra Walt Disney Pictures og »Lincoln« af Steven Spielberg, leveres musikken af det hæderkronede symfoniorkester.

Og på det seneste sporten med den rundboldlignende gren ved navn baseball: Chicago Cubs har vundet turneringen World Series for første gang i 108 år. Sejren satte byen på den anden ende og førte til mere eller mindre skøre tiltag.

Bronzeløverne foran det forfinede Art Institute of Chicago er for eksempel kronet med hjemmeholdets blå kasketter i gigantisk størrelse.

De klassiske musikere i bygningen lige overfor taler næsten ikke om andet. Man måtte give koncerter midt under holdets afgørende kampe og udveksle resultater i pauserne!

Chicago Symphony Orchestra har siden 1904 holdt til i Orchestra Hall. En diskret bygning, hvis brune sten står i skarp kontrast til de baseballklædte vilddyr på den anden side af gaden.

Inden døre prydet med plakater og buster af manden bag det lokale byorkesters verdenssucces, Fritz Reiner.

Amerikansk musikliv var længe domineret af »The big three«. Det var orkestrene i Boston, New York og Philadelphia. Grundlagt i årene mellem 1842 og 1900.

Men to herrer skulle snart bringe de oversete orkestre i henholdsvis Cleveland og Chicago op på samme niveau og udvide de tre til »The big five«.

De to dirigenter var begge ungarere af fødsel og lige ambitiøse:

George Szell med det ugleagtige ydre overtog Cleveland Orchestra i 1946 og gjorde det hurtigt til hovednavn i den hastigt voksende pladeindustri. Alle lyttere med en ordentlig samling havde Szell og hans clevelændere i reolen.

Orkestret i Chicago fem timers kørsel længere vestpå hentede så den lidt ældre Fritz Reiner til i 1953.

Den firskårne orkesterdomptør fik vel aldrig en karriere af George Szells format. Ikke alle musikelskere vil forbinde Reiners navn med noget særligt.

Cleveland havde bare ikke en økonomi af Chicagos størrelse og har det stadig ikke. Så da George Szell døde i 1970, mistede byens symfonikere lidt pusten igen.

Kollegerne i Chicago virkede ikke nær så påvirkede af Fritz Reiners tidlige død af hjerteanfald i 1963 og blev kun bedre under de tre næste kendisser på podiet: Sir Georg Solti, Daniel Barenboim og italienske Riccardo Muti.

Når orkestret tager på europæisk turné til januar og undervejs vil optræde to gange i Aalborg, er det med Riccardo Muti på dirigentpodiet. Det bliver Chicago Symphony Orchestras første besøg på dansk jord i godt et kvart århundrede. Og et af de første visitter af dirigentstjernen på vore breddegrader overhovedet.

Gruppens i alt 108 musikere gennemfører et program med omkring 150 optrædener hver sæson.

Forreste mand i førsteviolinerne kaldes koncertmesteren og tjener lige godt halvanden million kroner årligt.

Robert Chen fra Taiwan har haft posten siden 2000 og optræder flittigt som violinsolist ved siden af. Men han glæder sig synligt ved tanken om dagene i det danske. For han har været her som ung, fortæller han.

Hvad er det, jeres orkester kan?

»Ikke så få musikere i et orkester tænker meget på at følge dirigenten,« siger han. »Det er bestemt også vigtigt. Men hvis man kan spille sammen, bliver alt bare meget bedre.«

Koncertmesterens ord handler om kvalitet indefra. Du kan sagtens lade dig dirigere og få din musik nogenlunde præcis. Men hvis du ikke fokuserer på dine kolleger, kan det være lidt ligegyldigt – for der kommer ikke meget musik ud af det.

Chicago Symphony har også en relativt høj gennemsnitsalder. En legende som basunisten Jay Friedman begyndte allerede i Fritz Reiners regeringstid! Lige præcis holdet af messingblæsere hører til orkestrets helt store varemærker og er højt besunget for det bløde spil.

Hvor mange af eksempelvis New York Philharmonics musikere er ganske unge, da satser Chicago altså stort på erfaring. Orkestret sammenligner sommetider sig selv med Wienerfilharmonikerne og dyrker på samme måde den personlige og dermed let genkendelige spillestil.

Selv om orkestret i dag er verdenskendt, har ledelsen egentlig ikke haft ambitioner om det. Ikke hvis man skal tro Deborah Rutter – dets legendariske administrationschef frem til forrige år.

»Chicago Symphonys personlighed bygger helt og holdent på Chicagos personlighed«, har hun sagt.

»Hvis vi fokuserede på vores placering i »The big five« i stedet for hjemmemarkedet, ville vi ikke få succes. Vi har absolut ingen ønsker om at være fantastiske i Tokyo. Eller mindre end fantastiske i Chicago.«

Personlighed har ikke desto mindre vist sig som en nøgle til præcis den internationale succes.

For mange orkestre ligner hinanden til forveksling i dag. Selv kendere kan knap nok høre forskel.

Økonomisk afmatning og den voksende konkurrence om lytterne har gjort klassisk musik glattere. Man tager færre chancer og ansætter flere medarbejdere med effektivitet i højsædet. Man tænker safety first.

Chicago Symphony har satset stort på det særprægede og kun vundet tilhørere på det.

Vær dig selv – og verden kommer rendende efter dig.