Ordet til forskel

Foto: Sophia Juliane Lydolph. Søren Kassebeer, litteraturredaktør.
Læs mere
Fold sammen

Ord gør en forskel. Hvis nogen skulle være i tvivl. Ord gør også - og i høj grad - en forskel i musikken. I den del af musikken, selvfølgelig, der også bruger ord. I sange for eksempel.

I denne uge døde Beatles-produceren George Martin i en alder af 90 år, og hvis man spørger mig, kan han næsten ikke prises nok, den britiske gentleman, men det var stadigvæk sangene, der var omdrejningspunktet i the Beatles, og først og fremmest var det Lennons og McCartneys sange.

Det var dem, der var det revolutionerende ved verdens bedste band, og de var næsten aldrig mindre end gode, disse sange, og de var ofte sublime. Tillad mig i anledning af dødsfaldet for en stund at flytte tankerne fra bogbjerget og hen til pladereolen. For at sige nogle ord om de ord, der gør en forskel. I musikken.

Hvilken forskel? En stor forskel. Nok er melodien det egentligste, det væsentligste, i enhver sang, men hvis ordene ikke klæder melodien, hvis de ikke understøtter den, løfter den, farver den med de rigtige farver, så risikere alt at falde sammen. Lad os, apropos George Martin, tage et eksempel fra Beatles-kataloget, »She Loves You«.

Megahittet fra 1963 er en af bandets bedste sange. Melodien er medrivende, nærmest euforisk, og den meget enkle tekst er nok meget enkel, men enkelheden rammer præcist, for det lykkes Lennon/McCartney med få ord at fortælle en hel lille historie om en fyr, der fortæller en ven, at hans, vennens, kæreste stadig elsker ham, vennen, for det har hun selv fortalt ham, fyren, at hun skal fortælle ham, vennen.

Det fungerer bare SÅ godt, men tænk nu, hvis sangen havde heddet »I Love You«? Så havde den været ulideligt enfoldig, alle dens andre kvaliteter til trods. Så havde den ikke været en fortælling, men et banalt statement. »I love you, yeah, yeah, yeah ...« Bvadrr. Duer ikke.

Så ord gør en kæmpeforskel, også i sange, og det har altid undret mig, at den store rumænske dirigent Sergiu Celibidache stædigt fastholdt, at ord og musik intet har med hinanden at gøre, og at man lige så godt kan erstatte ord med meningsløse lyde, når man opfører klassiske korværker. Måske havde geniet en eller anden filosofisk pointe. Måske. I virkelighedens verden holder påstanden indlysende nok ikke.

At pop- og rocktekster i øvrigt skal tages for det, de er, hverken mere eller mindre, forekommer mig lige så indlysende, og derfor er jeg ikke enig med de professorer og andre gode mennesker, der mener, at Bob Dylan har fortjent Nobelprisen i litteratur. Nok hører han til de største inden for sit felt, men han er ikke en af vor tids største digtere. Han er en af vor tids største sangskrivere. Det er noget andet. Yeah, yeah, yeah.