Ord og paraplyer

Debutanten Lars Frost skriver en forførende og blidt forvirrende prosa.

"Og så af sted til Wien" hedder den novellesamling, som Lars Frost, født 1973, debuterer med. En novellesamling, ja, men på en måde kunne det lige så vel kaldes en roman, for det er det samme jeg, der er fortællerstemmen i alle fortællinger. Det er en uregerlig bog, som man kan læse mange gange uden egentlig at føle sig helt sikker på, hvor den vil hen. Men samtidig en bog, en stemme, man forelsker sig i, præcis lige så irrationelt som man i øvrigt forelsker sig.

For man kan ikke lade være med at holde af dette stærkt sansende og lyriske jeg, der vandrer Københavns gader op og ned og ser og sanser, og hele tiden afbryder sig selv og sine uendelige tankestrømme med nye indfald. Det er en skæv, poetisk, drømmende og fabulerende bog, som man ikke så ofte støder på. En bog, hvor skriften strømmer som én lang stream of consciousness, en uafbrudt tankestrøm, som i og for sig kunne blive ved.

"Jeg gik igennem parken i dag, og jeg så, at blishøns virkelig har meget lange ben. Jeg tænkte på alle de hemmeligheder, man kan trække op af vandet i bøgerne. Lig og cykler, alle de mange hemmeligheder en lille smule vand kan holde på i en sø i en park, og som et barn kan afsløre med en pind eller en sten."

Det er Pelle, som jeg'et hedder, og hans tankeverden, der binder fortællingerne sammen. Pelles blik er flaksende som et håndholdt kamera, og lander lige så ofte på et tilfældigt gadehjørne, som på det, der normalt anses for det væsentlige i et menneskes liv. Kun som en spinkel tråd aner man konturerne af hans kærlighedsliv; dels det faste med den søde, fornuftige og lidt hæmmede Lene, og det løse erotiske med Lenes søster Mette. Det er naturligvis ikke helt enkelt, særligt ikke, da søskendeparrets bror, som Pelle er den eneste, der ser, inviterer dem alle tre på en wienerrejse.

Pelle kan lide ord. Paraply, regnfrakke og hus, holder han mest af. Han samler på dem, som han i øvrigt samler på samlinger. Det er klart, at han har James Joyce og hans samling af ordspil med i sin samling, men der er også plads til den amerikanske digter John Ashberys samling af brækposer. Og paraplyer, disse stivbende erotiske fang, har han en særlig kærlighed for, særligt når de overrækkes ham af urovækkende piger.

"Og så af sted til Wien" er en sødmefuld bog. At læse den er som at stå med åben mund i regnen og fange dråberne. Dryp, dryp, det smager af København og våde syrener, det smager af digte om regnen, det smager af regn i mit hjerte. Man skal ikke beskytte sig med paraply mod denne milde regn af ord. "Når vi har spist, går vi hjem, tallerkenerne bliver vasket op, og vi glemmer smagen af maden, den hvirvler bort i smagen af alt det andet, vi tager ind i vores mund: Hinanden og glaskugler og vin, hovedpinepiller."