Ord, der virker

Foto: Søren Bidstrup. Søren Kassebeer, litteraturredaktør på Berlingske.
Læs mere
Fold sammen

Prøv at læse det her:

»Krist stod op af døde

i påske-morgenrøde,

thi synger lydt og sjæleglad

hans menighed i allen stad

Ære være Gud i det høje!«

Eller det her:

»Påskeblomst! hvad vil du her?

Bondeblomst fra landsbyhave

uden duft og pragt og skær!

hvem er du velkommen gave?

Hvem mon, tænker du, har lyst

dig at trykke ømt til bryst?

Mener du, en fugl tør vove

sang om dig i Danmarks skove?«

Meget skønnere linjer end disse af Grundtvig er ikke skrevet på dansk. Men hvad er det egentlig, de betyder/gør/foranlediger, den slags gode ord? Hvad er det, de siger os? Og hvorfor?

Lad os i anledning af påsken se lidt nærmere på sagen.

Det citerede viser for det første, tænker jeg, noget om, i hvor høj grad troen kan forføre selv ikke-troende som undertegnede, når den iklæder sig æstetiske gevander. Når den bliver til dyrkelse af det skønne, det sprogligt skønne. Når den bliver omsat til ord, der alene i kraft af deres styrke er i stand til at gør noget ved os alle sammen. Når den i bedste/værste forstand bliver i stand til at få den, der bevæges, til at bevæges så meget, at han eller hun helt eller delvist opgiver fornuften og hengiver sig til det irrationelle.

Det citerede siger for det andet noget om den kraft, der i det hele taget kan ligge i ord, når de står så stærkt og smukt som hos Grundtvig som bedst eller som hos så mange andre af vores bedste salmedigtere. Man kan være enig eller uenig i budskaberne. Man kan - som denne klummeskribent - være fuldstændig religiøst tonedøv. Men har man bare lidt sans for ord, kan man ikke forblive ubevæget og uberørt.

Ord kan forlise, og ord kan forløse, man kan forlæse sig på dem eller forelske sig i dem. Ord er sjældent ligegyldige. Nogle gange farlige.

Én af de særligt ordsensitive, digteren Dan Turèll, har fortalt, at han engang som dreng besvimede i fællessalen på Bakkegaardsskolen i Vangede under den fælles afsyngelse af B.S. Ingemanns »Lysets engel går med glans«. Så voldsomme virkede salmedigterens ord på digteren in spe. Så uimodståelige.

Det er en skøn barndomserindring, synes jeg, og dertil en påmindelse om, at stærke ord - de være sig religiøse eller ej - kan få os til både at miste bevidstheden og at udvide den. Eventuelt begge dele.

Ord virker. På godt og ondt. Det behøver man ikke være spor religiøs for at forstå.

Tro mig.