Opture, nedture - og byture

Venstres levemand står på spring til Statsministeriet. Spørgsmålet er, om han har det, der skal til for at bestride landets øverste post. Han har alle de folkelige kvaliteter, som Fogh ikke har. Men den onde ånd er ude af flasken: Hos de Konservative har man ikke den store tillid til ham.

November 2007. Den nyudnævnte finans­minister ankommer med bil til Amalienborg efter endnu en borgerlig valgsejr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

»Men som statsminister? Bum, bum, bum. Er det ikke sådan, man siger?« spørger en ledende konservativ med udsigten til Lars Løkke Rasmussen (V) som landets førstemand.

Løkke kan meget vel blive manden, der skal holde næste nytårstale, da nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) måske er på vej til en international toppost i EU eller NATO. At Lars Løkke Rasmussen synes tæt på Statsministeriet har de seneste uger fået venner og fjender til at åbne skuffer og skabe med indhold fra fortiden.

Indtil videre er der faldet bilag og drukture ud af skabene i en sådan grad, at statsministeren torsdag i den kommende uge i et åbent samråd i Folketinget skal give en forklaring på sin mulige efterfølgers livsførelse.

Men Løkkes problem er ikke kun hans umiddelbare glæde ved livets lette sider. Der er også politiske problemer.

Mens Fogh under den seneste valgkamp slog Socialdemokraternes statsministerkandidat, Helle Thorning-Schmidt, med flere længder, når det gjaldt vælgernes vurdering af deres egnethed som landsleder, viser en dugfrisk Gallup-måling for Berlingske Tidende, at flere vælgere, 40 procent, anser Thorning for en egnet statsministerkandidat end Løkke, der kun får det blå stempel af 37 procent.

Og med udsigten til Løkke som statsminister begynder selv regeringspartneren de Konservative at blive nervøs. Her er stemningen alt andet end begejstret over Lars Løkke Rasmussen.

De Konservative mener direkte, at han har snydt dem ved flere lejligheder. De vil ikke direkte forhindre, at Løkke får landets øverste post. Men han kommer til at betale for fortidens synder:

»Venstre og de Konservative skal kunne samarbejde, og det skal han indse, hvis han skal være etter. Der er et mistillidsforhold, der ikke er rettet op på efter udligningsreformen og andre episoder, og det er klart, at det ikke længere går, at han aftaler ting på forhånd med Dansk Folkeparti. Det har skabt meget forbeholdne meninger om Løkke i den konservative top. Hvis han bliver formand, vil han lære, at vi vil tage os betalt,« lyder det fra en helt central konservativ kilde.

Hvem er manden, der i den grad har skabt røre? Lars Løkke Rasmussen bliver fra flere sider beskrevet som en i særklasse dygtig politiker. Som kun 43-årig har han allerede indgået flere store forlig, som skriver sig ind i danmarkshistorien. Ikke mindst den store kommunalreform styrede Løkke i land.

Men derfra bliver beskrivelsen noget mere broget. Til tider lidet flatterende.

Han bliver beskrevet som festlig, jovial, sjov og intelligent, men også som temperamentsfuld og arrogant. Hele hans politiske karriere har været en cocktail af disse egenskaber, men hos de Konservative har de sjældent oplevet Løkkes positive evner til at samle og knytte et politisk flertal. Dermed kan Løkkes eventuelle indtog i Statsministeriet samtidig blive en tilbagevenden til »normaltilstanden« mellem V og K. Historisk har de to partier nemlig altid bekriget hinanden – endda i en sådan grad, at socialdemokraten Svend Auken tidligere har betegnet det som et had/kærlighedsforhold. Uden kærlighed.

Sådan har det altid været. Bortset lige fra den nuværende periode, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen – belært af fortiden – har forstået, at de to partier må holde sammen, hvis de borgerlige skal holde på magten.

Da VK-forholdet gyngede i sensommeren sidste år på grund af krigen om skattelettelser, forklarede Fogh på et gruppemøde, hvorfor han valgte at imødekomme de Konservatives krav:

»Hvis de Konservative træder ud af regeringen, så slipper alle onde ånder i dansk politik ud af flasken.«

Det er netop de onde ånder, Lars Løkke Rasmussen ikke har styr på. Hans forhold til de Konservative er en lang lidelseshistorie af kontroverser. For eksempel valgte de Konservative i forbindelse med sagen om kunstig befrugtning af enlige og lesbiske, der kørte i 2006, at sende gruppeformand Helge Adam Møller med til de forhandlinger, som sundhedsordfører Helle Sjelle førte hos sundhedsminister Løkke. Normalt ville sundhedsordføreren tage mødet alene, men de Konservative stolede ikke på Løkke.

Det dårlige forhold har sit oprindelige udspring i den såkaldte udligningsreform, hvor konservative kommuner i særlig grad kom til at betale. Her oplevede K-forhandlerne, hvordan Lars Løkke lænede sig tilbage i ministerstolen med besked til de Konservative og Dansk Folkeparti om, at »nu måtte de forlige sig«. I stedet satte Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl sig frem i stolen og førte ordet.

De Konservative var rystede – regeringen plejer jo at optræde samlet.

»Der var en meget negativ stemning i folketingsgruppen på det tidspunkt. Der var ikke stor tillid til ham som regeringens forhandler,« husker Pia Christmas-Møller, som på det tidspunkt var politisk ordfører for de Konservative.

Selv over for den konservative formand, Bendt Bendtsen, opfører Lars Løkke Rasmussen sig »respektløst og nedladende«, beskriver kilder. På møder i regeringens magtfulde økonomiske udvalg, hvor kun en række topministre og departementschefer har sæde, har han ofte haft en »arrogant facon«.

En deltager beskriver en situation, hvor finansministerens mobiltelefon ringer midt under mødet. Selvom det er kutyme, at telefonerne holdes i ro – bortset fra i akutte situationer – vælger Lars Løkke Rasmussen at svare, og flere kigger forbløffet på hinanden, da han forlader lokalet. Efter flere minutter og lidt akavet tavshed bliver Finansministeriets departementschef sendt ud efter sin minister. Lettere pinligt berørt vender han tilbage uden ministeren. Lars Løkke Rasmussen træder først ind ad døren igen efter et kvarters tid.

Stemningen er selvsagt dårlig. Men så er det heldigt, at Løkke er manden med »den gyldne arm«, som vennen og partifællen Søren Pind beskriver det. Løkke er mester i at få skabt og genskabt den gode stemning ved at lægge sin arm om skulderen på folk.

Et andet væsentligt karaktertræk, som har præget karrieren, er temperamentet; Løkke kan blive hidsig.

Politikere har oplevet at komme ind til en forhandling og blive smidt ud igen, fordi ministeren fandt deres forslag helt ude i skoven. Men de samme politikere fortæller, at han så ringer et kvarter senere og får glattet ud og ryddet op.

Løkkes problem i øjeblikket er, at der er temmelig meget oprydningsarbejde foran ham lige nu. For eksempel har han i forbindelse med bilagsballaden verbalt overfaldet en DR-journalist, som han så efterfølgende har måttet invitere på kaffe i Finansministeriet.

Den famøse udglattende »gyldne arm« har bare aldrig lagt sig rundt om de Konservative. Selvom Løkke er kendt for at drikke øl, så sidder ingen af de Konservative med til bords. Derimod mødes de Konservatives formand, Bendt Bendtsen, gerne med forsvarsminister Søren Gade (V).

Kigger man tilbage på Løkkes karriere, er de fleste enige om, at her har man at gøre med et enestående politisk talent. Efter kun et år i landsstyrelsen i Venstres Ungdom blev Løkke i 1986 landsformand. Det var uhørt hurtigt. Men også dengang bød karrieren på nedture. Byture, arrogance og temperament fik skylden – nøjagtig som det er tilfældet i dag. Den jævnaldrende Carl Holst (V), i dag amtsborgmester i Region Syddanmark, beskriver Løkke som en mand, »der har Svend Aukens evner til at være overordnet og Lykketofts evne til at kunne detaljerne.«

»Hans type kommer kun én gang hvert 25. år. Allerede, da han blev VU-formand, talte man om hans retoriske evner og politiske tæft. Lars besidder en fantastisk kombination af at bevare overblikket og samtidig kende detaljerne. For eksempel var hans retorik ved kommunalreformen ekstremt overordnet, mens han samtidig kunne matche dem, der angreb ham med detaljerede lokalsager,« siger Carl Holst, der senere blev tilskrevet en stor del af æren for, at Lars Løkke blev næstformand i Venstre i 1998, da Holst kørte Løkkes kampagne.

1986 blev også året, hvor Lars Løkke Rasmussen for alvor trådte ind på den politiske scene, da han blev valgt til kommunalbestyrelsen i Græsted-Gilleleje, hvor han sad frem til 1997. Han var en arbejdshest og nåede også at være formand for erhvervsudvalget, kulturudvalget og blive første viceborgmester, inden han blev amtsborgmester i Frederiksborg Amt i 1998.

I amtet blev Lars Løkke Rasmussen kendt som en mand, der blandede sig i en hidtil uhørt detaljeringsgrad. Her deltog han ofte selv i de enkelte udvalgsmøder, hvilket man ikke var vant til i det nordsjællandske.

Man mærkede også, at Løkke Rasmussen ikke accepterede middelmådighed. Selvom han vidste, at et gruppemedlem i Venstre ikke var den største økonomiske begavelse, kunne han finde på at hænge medlemmet til tørre i fuld offentlighed ved at bede vedkommende om at gennemgå økonomien i et udvalg.

Tidligere formand for Venstres gruppe i amtsrådet Arne Blom husker også Løkkes temperament:

»Lars gik 100 procent op i tingene, og derfor kunne han godt komme med udtalelser, der virkede stødende på andre. Han kunne godt virke åbenlyst irriteret.«

Om det var, fordi Lars Løkke Rasmussen kedede sig som amtsborgmester og ikke følte sig blandt ligesindede politiske begavelser, kan man kun gisne om. Faktum er, at han – i bogstaveligste forstand – kunne gå på druk den halve eller hele nat, stå op næste morgen og holde en blændende, velargumenteret tale. Og sådan blev han kendt. Som en mand der gik forrest både i de politiske diskussioner om dagen, men også som leder af drengerøvsklubben om natten. Hvis man var frisk på en druktur, om man var embedsmand eller politisk ven eller fjende, skulle man bare holde sig tæt på borgmesteren, der bl.a. kan en stor del af den socialdemokratiske sangbog udenad.

»Lars gik sent i seng, og jeg var bekymret for, om mine partifæller snakkede over sig, når de sad og hyggede sig med ham,« konstaterer et tidligere socialdemokratisk amtsrådsmedlem.

En af nedturene var Lars Løkkes forsøg på at komme i EU-Parlamentet i 1989. Flere Venstrefolk spåede ham en færdig mand i partiet efter hans opførsel under valgkampen.

Løkke var opstillet som nummer tre på Venstres liste og besluttede sig for at føre en »ekstraordinær« valgkamp. I flere dage turnerede han rundt i en valgbus, og aftenerne blev som regel afsluttet med masser af øl og fest. I sig selv ikke noget problem, men Løkke overskred i stort omfang partiets budget og betalte aldrig regningen.

Samtidig trådte han et par Venstre-legender over tæerne. En af dagene var bussen nået til Djursland, hvor tidligere finansminister Anders Andersen stod klar med frokost og opmuntrende ord. Men Løkke brændte den respekterede veteran af, fordi den havde fået lidt for meget gas aftenen før.

Men som altid fik Løkke optur igen, og gennembruddet kom for alvor i 1998, da han – udover at blive næstformand i Venstre – erobrede amtsborgmesterposten i Frederiksborg Amt. På trods af at det var åbenlyst for enhver, at han nu kunne ende som Venstres formand, fortsatte Lars Løkke Rasmussen med at gøre sig selv sårbar.

I maj 2000 skulle amtets sundhedsudvalg eksempelvis på studie­tur til en række hospitaler i omegnen af Rom. Det faglige arrangement begyndte mandag, men flybilletterne blev gjort fleksible uden merudgift for amtet, så politikerne kunne tage af sted allerede fredag, hvis de havde lyst til en weekendferie i Rom. Vel at mærke hvis de selv betalte hotelregningen i weekenden.

Selvom han ikke sad med i udvalget, tog borgmester Løkke med på turen, der i løbet af weekenden udviklede sig til lidt af en druktur. Forargelsen blandt flere medlemmer i sundhedsudvalget var til at tage og føle på om mandagen, da den faglige del af turen skulle begynde mandag formiddag. Da var Lars Løkke Rasmussen nemlig allerede på vej hjem til Danmark med et fly. På amtets regning, forstås.

Episoden i Italien var hverken første eller sidste gang, at politikerne i amtet kom til at opleve, at Lars Løkke Rasmussen er en levemand. Således var en omgang bøf og hvide kartofler med sovs alt for kedeligt i kølvandet på de politiske møder i amtsrådet, mente han. Derfor blev amtets kantinedrift sendt i udbud, hvilket også fint lå i tråd med Løkke Rasmussens politiske ideologi.

Noget overrasket blev borgmesteren dog, da kantinen selv vandt udbuddet – og han derfor kunne se frem til flere år med sovs og kartofler på menuen. Problemet blev dog løst: Køkkenassistenten blev sendt på kokkeskole i Schweiz, og madens kvalitet blev betydeligt forbedret.

De to anekdoter fra tiden i amtet er aldrig blevet skrevet. De politiske modstandere udnyttede kun i begrænset omfang de muligheder, de havde for at udstille borgmesteren. Heller ikke historien om Løkkes drøm om en privatchauffør fandt dengang vej til spalterne. Han lobbyede således kraftigt for en chauffør og bil, hvilket der dog ikke var politisk flertal for. Et af Løkkes argumenter var angiveligt, at amtet ville spare penge, da han så slap for at køre så meget i taxa.

Løkke kørte da også meget i taxa. I 2000 brugte han 70.992 kroner på kørsel for amtets penge. I alt brugte han 122.000 kroner på mad, transport og telefon det år.

Beløbet kom frem, da Socialdemokraterne krævede indsigt i, hvor meget Løkke brugte på mad, telefon og kørsel. Som i den aktuelle sag med bilagsrodet i Indenrigs- og Sundhedsministeriet kom Lars Løkke Rasmussen dengang modstanderne i forkøbet og fremlagde selv tallene.

De 122.000 kr. fik Ekstra Bladet til at konkludere, at Lars Løkke Rasmussen i 2000 var en af landets »absolut dyreste politikere«. Historierne om øl, cigaretter og byture har således altid forfulgt Lars Løkke Rasmussen, men kilder tæt på ministeren beskriver i dag, at det de senere år er begyndt at gå ham mere på. Ikke mindst fordi det er gået op for ham, at hans »egnethed« er kommet til debat.

Tidligere forstod han det ikke, og han følte sig bl.a. dybt uretfærdigt behandlet efter en kongelig barnedåb. Da ceremonien var overstået, noterede Løkke sig, at hele den royale familie stod og pulsede. Så sundhedsministeren tænkte: »Nå, her kan man sgu godt tage sig en cigaret.« Men dagen efter blev Løkke hængt ud i flere medier.

Løkke blev rost for at sætte et markant idelogisk spor som borgmester i Frederiksborg Amt, og dermed var han stadig den naturlige nummer to i Venstre, da han i 2001 blev udnævnt til indenrigs- og sundhedsminister. Respekten for ham var så stor, at historien om, at amtets kassebeholdning viste et minus på 155 mio. kr., da han forlod det, ikke tog de store overskrifter. Ikke desto mindre udløste hullet faktisk en næse fra Justitsministeriet i 2004 til amtsrådet – og dermed til Lars Løkke Rasmussen som øverst ansvarlige.

Det er tiden som minister, der i Venstre har gjort Løkke selvskreven til posten som Venstres næste førstemand. Især kommunalreformen var en triumf, selvom perioden også bød på nederlag. Sagerne om den manglende kræftbehandling, som socialdemokraten Jens Peter Vernersen kørte, var ét af dem. Men Vernersen, der er kendt som en af Folketingets skarpeste oppositionspolitikere, beskriver Løkke som en minister, der er inde i sagerne og som heller ikke bærer nag.

Nag bærer de Konservative til gengæld. På trods af alle hans talenter så har han altså ikke formået det mest fundamentale for en borgerlig politiker: At holde ånden i flasken; knytte de Konservative til sig.

Og så er der selvfølgelig den – måske lidt for – festlige side af Løkke. Ifølge Fogh kan Løkke håbe på, at tiderne skifter:

»Hvad blev der ikke skrevet om mig i sin tid? Jeg var så kedelig, at det var helt forfærdeligt, og man kunne da ikke betro sådan en person posten som statsminister. Det var nærmest odiøst, at jeg hverken røg eller drak!«

lød det fra statsministeren tirsdag, før han tog sin kronprins i forsvar:

»Nu er det så galt, hvis man om ikke gør det decideret modsatte så i hvert fald har en anden holdning til det. Sådan skifter tiderne.«