Det politiske indhold af årets Golden Globe var begrænset. Normalt er der et væld af politisk satire og kommentarer i den slags prisuddelinger, men der var få i år, sandsynligvis fordi de mange sager om seksuelle krænkelser i filmbranchen lagde en dæmper på de politiske gemytter. Men der var alligevel et signal fra Golden Globe i år fra filmfolkene, og det var, at TV-stjernen Oprah Winfrey bør være USAs næste præsident.

Oprah Winfrey blev tildelt en fin pris for sin indsats for underholdningsindustrien og holdt en flammende tale om kvinders forhold. Mediernes venligsindede kommentatorer kvitterede med at udnævne hende til Donald Trumps naturlige efterfølger. Nyhedsbureauet NBC tweetede simpelthen: »Total respekt for vores fremtidige præsident.«

Meryl Streep blev på de sociale medier citeret for at sige om Oprah Winfrey: »Hun fik affyret en raket i aften. Jeg håber, hun stiller op som præsident. Jeg tror ikke, at hun havde intention om at gøre det, men nu har hun ikke et valg.«

I hipster-netmagasinet Daily Beast skrev Kevin Fallon: »Oprah Winfrey gav lige den mest flammende, inspirerende og muligvis livgivende tale i Golden Globes historie. Og hun har sat en trykkoger over ilden for spekulationer om sin potentielle opstilling som præsident. Oprah Winfrey var der for at modtage Cecil B. DeMille-prisen for sin karrieres bidrag til underholdningsindustrien, men som hun har gjort gang efter gang, brugte hun platformen til at inspirere os. Vi ved ikke, om Oprah Winfrey er seriøs i sine planer om at stille op som præsidentkandidat, men det her var en helvedes god introduktionstale, hvis hun beslutter sig for at stille op. Det var en tale, som måske sikrer, at #MeToo, som har domineret medierne de seneste måneder, ikke ebber ud, men i stedet giver stafetten videre til et langt og frugtbart løb.«

Kommentator Linda Holmes skrev på nyhedsbureauet NPRs hjemmeside: »Lige som aftenen begyndte at miste fokus, blev Oprah Winfrey den første sorte kvinde, der vandt Cecil B. DeMille-prisen, og hun brugte al sin taletid på at tale om kvinders lange kamp for retfærdighed. Hun talte om, at tiden nu er inde til at gøre noget, og hun gav håb.«

Der var også kritik af aftenens indhold. Maureen Callahan skrev i det borgerlige New York Post: »Ingen af de optrædende nævnte Rose McGowan, der startede hele denne #MeToo-bevægelse, da hun sagde, at hun blev voldtaget af Harvey Weinstein. I første række sad Ashley Judd og Salma Hayek, som begge gik ud til offentligheden med de krænkelser, som Weinsten havde udsat dem for. Hayek skrev i The New York Times, at Weinsten havde truet med at dræbe hende. Disse kvinder er helte. Ingen af deres kollegaer nævnte dem eller takkede dem eller sagde noget anerkendende om deres mod. Aftenens måske mest absurde øjeblik kom, da den 101 år gamle Kirk Douglas blev æret med et stående bifald og en speciel pris. Det tog ikke lang tid, før Twitter var fuldt af henvisninger til de gamle rygter om Douglas' voldtægt af Natalie Wood, da hun kun var 16 år gammel.«

På den anden side var kommentator Maureen Shaw på nyhedsbureauet NBC overvejende positiv i sin kommentar: »For en gangs skyld dominerede kvinders stemmer og erfaringer fortællingen og tvang underholdningsmedierne til at snakke om seriøse emner som ligeløn, mangfoldighed, seksuelle krænkelser og lige repræsentation – hvad de ellers ikke har gjort. Disse emner og kvinders erfaringer, som normalt blev underprioriteret og aldrig var i fokus i disse prisuddelinger, er nu højt oppe på dagsordenen i vor kollekive bevidsthed. Der er ikke mulighed for at bakke nu.«