Jeg når kun lige at konstatere, at pulsen hamrer i halsen på mig.
DOK-DOK-DOK-DOK-DOK-DOK!
Hurtigere end tempoet fra trommeslagerens dobbeltpedaler på stortrommen oppe på scenen, blot ti meter fremme.
Så tager jeg en dyb indånding af det ophvirvlede støv og kaster mig direkte ind i kaos.
Når vi sætter sjælen på spil
Lad os lige skrue ned for tempoet et øjeblik og sætte scenen.
Jeg befinder mig – som jeg gør hvert eneste år – på Copenhell på Refshaleøen i København. Jeg er til koncert med det hårde, smukke og teknisk set fabelagtige Gojira. Et fransk band, jeg har glædet mig i årevis til at se.
Selvsagt er mine venner og jeg helt fremme i frontlinjen. Der, hvor man ikke blot står og nikker høfligt i takt til musikken, men hvor man sætter hele kroppen og selve sjælen i spil.
For når vores puls banker derudad på pladsen, er koncentration af metal i vores vener højere end hos de fleste. Sådan har det været, siden vi var teenagere og blev introduceret til Pantera eller Metallica af »en fra de større klasser«.
Vi elsker lyden af guitar, der fylder hele himmelrummet, men lyder som ind i helvede.
Vi lever for bassen, der går dybere, end noget instrument kan måle.
Vi går i ekstase over trommer, der vugger og gynger konstant.
Og vi kræver af forsangerne, at de skriger hjertet ud og aldrig – og jeg mener aldrig – benytter sig af autotune og andre af den slags unoder.
Kun kærlighed
Knap er jeg tromlet råbende ind i cirklen af tumult – moshpitten med en radius på syv-otte meter – før hjernen sætter ud, og instinkterne tager over.
Jeg ramler sammen med mange mænd og enkelte kvinder i vores fælles kamp efter at blive stående på benene, fejre rytmen og suge al energien. Det er som et tidløst ritual lige midt i nutidens København. Og det føles som den ultimative frihed. Hvorfor? Fordi hele ritualet drejer sig om kærlighed.
Til musikken. Til hinanden. Til livet.
En bredskuldret fyr ved min side mister balancen, ryger ned. Sekundet efter giver alle plads, så han ikke kommer til skade, og tre af os har ham straks på benene igen. Highfive … kram … metalskrig!
Og det kærlige kaos fortsætter.
Og bandet? De sluger moshpittens energi med øjnene.
De nyder helt tydeligt, at deres kunst kan skabe denne gnist af livskraft og samhørighed blandt deres fans, og de betaler os tilbage med netop samme valuta: vildskab.
Gang på gang under koncerten beder musikerne med cirkelfagter fra scenen om en ny moshpit.
Jeg river og flår og falder og står. Men jeg har kun denne ene i mig til denne koncert, ved jeg.
For hvis man vil lege vildt, skal man respektere sin grænse.
Endeløs respekt
Netop med hensyn til grænser er noget af det smukkeste på Copenhell, at alle respekterer hinandens.
Jeg har gennem årtier som både musikfan og kulturjournalist dyrket og nydt dem alle. Men ingen steder står sammenholdet stærkere end på Copenhell. Aldrig har jeg oplevet et slagsmål. Aldrig har jeg oplevet, at folk bliver sure, hvis man vil bevæge sig frem eller tilbage eller ud under koncerten.
Jeg tror, at grunden skal findes i, at gruppen er særdeles homogen. Vi er ikke medløbere, som min megakoncertforskrækkede kollega Kristian Lindberg tidligere skrev i en klumme, men individer, der ønsker at få individuelle og ekstreme oplevelser i fuld tryghed båret frem af kollektiv kærlighed, gensidig respekt og dyb, tung metal.
Og de mange djævlehorn og dystre symboler skal man heller ikke lade sig skræmme af. Jeg tager til tider mig selv i at tro på Gud, men få steder føler mig tættere på de højere magter end til denne helvedes fede festival.
Jeg er tilbage ved mine venner, da moshpitten er kulmineret i en hvirvelstrøm af støv og store følelser.
Mine ben føles som gummi, og jeg pruster og griner fjoget og highfiver … og krammer … og viser horntegnet til kunstnerne på scenen, da en stor gut bag ved mig prikker mig på skulderen.
»Hey! Du gav den god gas derinde,« siger han. »Skal du ikke også oppe og surfe et smut på publikum? Jeg kan sagtens løfte dig op.«
Jeg ser på ham og mærker min puls hamre i halsen på mig.
DOK-DOK-DOK-DOK-DOK-DOK …
Jeg takker pænt nej. Men skal vide, hvor ens grænse går, og at det gør ondt at blive tabt på beton.