Opinion: Den nye mccarthyisme

· SAK II

Jeg blev selvsagt ked af at læse Vincent McCarthys bemærkninger om mig i fredagens udgave af Berlingske Tidende. Det er sandt, at jeg ikke har gennemført et »omhyggeligt studium« eller i hvert tilfælde ikke så omhyggeligt et studium, som Peter Tudvad har gennemført af alt det materiale, der har relevans for kontroversen. Det er imidlertid forkert af ham at postulere, at den artikel, jeg offentliggjorde i The Philosopher's Magazine, var et videnskabeligt arbejde. Jeg rapporterede blot, som det er blevet gentaget til ulidelighed i den danske presse, om den mediekontrovers, der var brudt ud i Danmark om SAK, og informerede læsere af den engelske oversættelse om, at de problemer i bogen, Tudvad har afsløret, også var til stede i oversættelsen. I den henseende mener jeg imidlertid, at jeg har været særdeles pligtopfyldende i min research. Jeg indsamlede flere end 50 artikler om kontroversen fra danske aviser og læste hver eneste af dem. Jeg skaffede mig eksemplarer af såvel den originale danske udgave af SAK som den engelske oversættelse og gennemsøgte de to tekster for at finde de »fejl«, som Peter Tudvad har identificeret. Jeg gik så hen på University of Pennsylvanias bibliotek, hvor det lykkedes mig at skaffe adskillige af de biografier, Garff har lånt materiale fra. Jeg synes, der er tale om en ganske pligtopfyldende research for en lille reportage.
McCarthy hævder, at jeg ikke har bidraget til den videnskabelige litteratur om brugen af kilder. Jeg er bange for, jeg kommer til at korrigere ham på dette punkt. Jeg har offentliggjort en artikel om plagiat i 2002, som siden er blevet citeret af andre videnskabsfolk i arbejder om samme emne. Han hævder, at jeg ikke har bidraget til »vor forståelse af Kierkegaard-materiale«.
Denne påstand synes dog ikke at hænge sammen med hans modstræbende indrømmelse af, at jeg har »udøvet et beskedent videnskabeligt arbejde om Kierkegaard«. Mit bidrag til Kierkegaard-forskningen er muligvis beskedent indtil videre. Det har imidlertid haft tilstrækkelig stor indflydelse til, at jeg er blevet indstillet til præsidentvalget for Søren Kierkegaard Society i USA.
Forsvaret af Garffs manglende korrektioner af fejlene i den engelske oversættelse af SAK som værende et resultat af, at manuskriptet allerede var blevet afleveret hos trykkeren, er slet ikke noget forsvar overhovedet. Det er, som McCarthy burde vide, det, filosoffer kalder en »forklaring«, snarere end en »retfærdiggørelse«. Garff burde have insisteret på, at udgivelsen blev holdt tilbage, indtil korrektionerne var foretaget.
Det mest skuffende aspekt af McCarthys bemærkninger er imidlertid, at de synes at underkende min påstand om, at det danske system for de videregående uddannelser er ringere end det amerikanske system. Jeg gik i rette med Cappelørn i Jyllands-Posten, fordi han tyede til ad hominem-argumenter og argumenter hentet fra øvrighedspersoner mod mig. Og nu har McCarthy så gjort akkurat det samme. Så det ser ud, som om vi er værre stillet i USA, end jeg havde forestillet mig. Det positive aspekt ved dette er imidlertid, at jeg måske snart vil avancere til mere end »assistant professor«. Det ser i hvert fald ud til, at konkurrencen ikke er så hård, som jeg havde troet.