Opgør med DDR

Florian Havemann var en del af DDRs røde aristokrati. Hans far var frihedskæmper og systemets mand, indtil han blev dets kritiker. Hans bedste ven var sangeren Wolf Biermann. Nu har han skrevet et rasende – og rasende underholdende – værk om sit liv og kredsen omkring det. Der står røg ud af alle sider.

Wolf Biermann vidste angiveligt, at han ville få frataget sit DDR-statsborgerskab, fordi han havde ytret sig negativt om bondestaten til denne TV-transmitterede koncert i Köln i 1976. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP

En efterårsdag i 1976 får DDRs berømteste visesanger Wolf Biermann fornemt besøg. Landets undervisningsminister Margot Honecker, gift med stats- og partichef Erich Honecker, advarer ham om, at han ikke får lov at vende tilbage, når han næste dag drager til Vesttyskland på koncertturné. Måske er det også bedre for ham, siger ministeren, der har kendt Biermann siden denne var barn. Derefter tilbringer de natten, Biermanns sidste i DDR, sammen.

Det er en saftig historie, og ikke kun på grund af det nære samvær mellem to af det kommunistiske Østtysklands kendteste figurer. Den synes også at bekræfte, at Bier­mann vidste, hvad han gik ind til, da han næste dag forlod arbejder- og bondestaten. Det var ikke en overraskelse, ikke for ham i hvert fald, da DDR kort efter meddelte, at han havde fået frataget statsborgerskabet. Den formelle begrundelse var, at han under en koncert i Köln havde kritiseret DDR. Men det var altså mere eller mindre aftalt spil.

I hvert fald hvis man skal tro Florian Havemann, søn af DDRs kendteste systemkritiker fra 1964 til sin død 1982, Robert Havemann. Junior har netop skrevet en bog på mere end tusind sider om et dramatisk og på mange måder mislykket liv. Det er et litterært fadermord, en afregning med et familieoverhoved, der var både dominerende og fraværende, men det er også en rablende fortælling om et diktatur dømt til undergang, et personligt testamente fyldt med indiskretioner. Det ryger ud af alle sider, og tyske anmeldere aner ikke, hvad de skal mene. Den alternative avis Tageszeitung var så meget i tvivl, at man har bragt to anmeldelser ved siden af hinanden. Den ene kalder det et makværk, den anden er overvejende positiv. Den konservative Frankfurter Allgemeine Zeitung taler om Florian Havemanns »maniske selvspejling«.

Havemann-familien var en del af det røde aristokrati i DDR. Robert Havemann var kemiker og havde været dødsdømt som modstandsmand under nazismen. Han var prorektor ved Humboldt-universitetet i Østberlin og besøgte som en slags videnskabsambassadør store dele af verden, der var lukket land for andre DDR-borgere. Familien boede i en otteværelses lejlighed med tjenestepige, havde sommerhus og stor bil – en ansamling af privilegier, som kun blev højtstående partimedlemmer til del.

Havemanns svoger var Bauhaus-arkitekten Hermann Henselmann, der stod for store dele af bebyggelsen af Østberlin efter krigen og fik ideen til TV-tårnet, i dag byens vartegn. Wolf Biermann var en ven af familien, Havemann var en faderfigur for sangeren, hvis egen jødiske far var omkommet i en koncentrationslejr. Biermanns daværende kone Eva-Maria Hagen var en fremtrædende skuespillerinde, hendes datter Nina Hagen blev en af verdens skrappeste rocksangerinder og Florian Havemanns første kærlighed. Alle kendte alle, og det var, som Havemann junior skriver, temmelig incestuøst. Ude i horisonten svæver Margot Honecker, hadet som minister, en uforbederlig kommunist af strammertypen, men også en smuk kvinde, som ved Biermanns afrejse var 49 år, ni år ældre end sangeren.

Det var en slags storfamilie, med kævl og strid på kryds og tværs, men også med lejlighedsvis ømhed og gennemsyret af den slags kærlighed, der kan føre til had. Florian Havemann lukker op for denne klans angivelige hemmeligheder, så man sidder lænket til værket aftener og nætter igennem, indtil man er færdig, både med bogen og af udmattelse.

Giftgassen
Som med de fleste hemmeligheder forrykkes opfattelsen af bestemte personer eller begivenheder, når man læser Havemanns udgydelser. Historien om faderen er egentlig ikke den mest gruopvækkende, måske fordi man efterhånden er vant til en del. Robert Havemanns far, altså Florians farfar, var medlem af nazistpartiet og skiftede, som mange andre, lydløst til kommunistpartiet i 1946. Roberts vej til hædersmand og modstandsmand var ikke ligetil, hører vi. Et antisemitisk brev, skrevet til faderen i 1933, er aftrykt. Robert opfandt heller ikke kun brystpumpen, der den dag i dag bruges af ammende kvinder, men forskede også i giftgas for værnemagten.

Det var giftgassen, der var med til at redde hans liv, da han i 1943 blev dømt til døden af den berygtede dommer Roland Freisler for oprettelsen af modstandsgruppen Europæisk Union. Havemann overlevede bl.a., fordi hans videnskabelige arbejde blev anset som krigsvigtigt. Efter krigen leverede han oplysninger til den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, senere også til det østtyske Stasi. Også hustruen, Florians mor, var Stasi-meddeler. Helt fordærvet var han ikke. Sidste år blev han posthumt hædret af Israel for, med Europæisk Union, at have reddet jøder fra deportation. Hans interesse for giftgas var blevet undersøgt grundigt, sagde israelerne, men åbenbart fundet mindre betydningsfuldt end hans indsats for forfulgte. I midten af 1960erne lagde han sig ud med DDR-regimet ved at give kritiske interviews til vestlige medier. Han fik forbud mod at arbejde og frataget de fleste, men ikke alle, privilegier. Han blev også skilt, og ifølge sønnen tilbragte han de følgende år med at drikke cognac fra middagstid, jagte purunge piger og ryge cigaretter. Han var et stort navn i Vesten, en slags østtysk Sakharov, men i modsætning til den russiske borgerretsforkæmper var han jævnligt besat af dæmoner, som gjorde det svært for hans omgivelser, herunder hans venner, at holde ham ud.

Forræderen
Det mest skuffende er kapitlerne om Biermann, der optræder bogen igennem. Han var, ud over at være en slags plejesøn for Robert Havemann, også en reservebror for Florian, der var 16 år yngre. Han gik ind og ud af deres hjem. Florian så op til ham og havde et forhold til steddatteren. Wolf Biermann selv har to børn med Florians søster. Tættere kan det vel ikke blive. I Tyskland anses Biermann for en besværlig, men retlinet kunstner, der fra en kommunistisk ungdom (han flyttede frivilligt til DDR fra Hamburg, opmuntret af Margot Honecker) har udviklet sig til en fortaler for borgerlige værdier. Han var blandt de få tyskere, der i 2003 offentligt gik ind for Irak-krigen.

Florian Havemann lader ikke blot fra flere vinkler forstå, at Biermann forlod DDR i bevidsthed om, at han formentlig ikke kunne vende tilbage. Han stempler også sangeren som en forræder. Florian var selv, efter at have protesteret mod Sovjetunionens indmarch i Tjekkoslovakiet 1968, blevet fængslet og tre år senere flygtet til Vesten. Da Biermann holdt sin koncert i Köln forsøgte han, ud over kritikken af Østtyskland, også at stryge regimet med hårene for at kunne tage hjem til DDR. I sangen »Flori Have«, der blev transmitteret over det ganske land, nedgøres Florian for sin flugt af Biermann. Det virkede ikke, fortalte Biermann senere.

København
Biermann er tillige en fantast, fremgår det. Havemann fortæller, hvordan den danske journalist Manfred Spliedt i 1970 interviewede sangeren i dennes lejlighed i Østberlin. Samme dag besøgte den vesttyske forbundskansler Willy Brandt for første gang DDR. Den socialdemokratiske Brandt blev stik mod regimets hensigter hyldet af borgerne i byen Erfurt. Det ophidsede Biermann, som mente, at kansleren var for højreorienteret. Østtyskerne skulle have råbt »Brandt mod væggen«, altså et udtryk for, at han burde henrettes, erklærede han. Nogle år efter, Biermann boede nu i forbundsrepublikken, gav sangeren en koncert i København og blev spurgt om sit forhold til socialdemokraterne. Det var glimrende, lød svaret, også Brandts parti SPD var jo til venstre, der var ingen problemer.

Om aftenen var Biermann hjemme hos Spliedt, som udtrykte glæde over, at han havde ændret mening om den tyske kansler. Biermann virkede forundret, han havde aldrig haft noget imod socialdemokrater, sagde han. Spliedt mindede ham om hans opfordring til at stille Brandt mod en væg, men sangeren erklærede, at det ikke kunne være sandt. Den danske journalist forsvandt derefter ind på sit kontor og kom efter en halv time tilbage med et kassettebånd af samtalen i Østberlin. Han afspillede det, og man kunne høre, hvordan Biermann skældte ud over de dumme østtyskere og sagde, hvad der var blevet hævdet. Efter at sangeren havde lyttet til dokumentationen, skiftede han abrupt emne og begyndte at tale om guitarstrenge.

Således i det mindste ifølge Havemann, hvis søster, siger han, var til stede. Spliedt har også selv fortalt ham om begivenhederne, tilføjer han. Spliedt, der senere arbejdede i Det Berlingske Hus’ billedbureau, døde 1997, så man kan ikke spørge ham. Havemann staver konsekvent hans navn forkert, som en kroatisk havneby. Hvis han er lige så sjusket med resten, er det ikke betryggende.

Bitterheden
Det står imidlertid fast, at Wolf Biermann i sin sang søgte at redde sit eget skind på bekostning af Havemann. Biermann rørte heller ikke en finger for at protestere mod besættelsen af Tjekkoslovakiet; han blev advaret imod det af Margot Honecker, skriver Havemann. Det betyder, at sidstnævnte har al grund til at være bitter på førstnævnte og måske smøre lidt tykt på.

Forfatteren er også bitter på sin far og sin mor, der har givet ham en opvækst, siger han, uden kærlighed. Man fornemmer, at her skriver et miskendt geni, og man forstår ikke altid hans handlinger. Eksempelvis er Havemann medlem af partiet Die Linke, som til dels er udsprunget af det østtyske kommunistparti. Die Linkes vælgere er typisk gamle DDR-borgere, der ikke syntes, at diktaturet var så slemt. Ofte har de været Stasi-stikkere eller officerer ved grænsen, hvor de havde til opgave at skyde på flygtninge. Hvorfor er Havemann havnet her? Ved han ikke, om han skal hade eller elske DDR, som trods alt var hans hjemstavn?

Florian Havemann, der professionelt aldrig har drevet det til noget videre trods et væld af planer, er omsider nedkommet med sit helt eget projekt. Han antyder selv, at ikke alt nødvendigvis er sandt. På den anden side har forlagets advokater vendt og drejet hver sætning for at se, om den er anstødelig, som han skriver. Intet er sket, selv om injuriesøgsmål er en hverdagsbegivenhed i Tyskland. Biermann, der ellers nødig lader muligheden for et slagsmål glide forbi, har ikke meldt sig, heller ikke Margot Honecker, som siden 1990erne har boet i Chile og får tysk tjenestemandspension. Måske er det for lavt for dem. Måske synes de, at Havemann har skrevet en god bog, selv om den til tider er teatralsk og meget selvoptaget. Men det er lystlæsning. Shakespeare i DDR. Læs den, hvis De ikke vil lukke et øje.

Florian Havemann: »Havemann«. Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main. 1.092 sider, 28 euro.