Opgør fra skrivekammeret

Hendes bagage indeholder vold, død og prostitution. I dag oplever Asta Olivia Nordenhof priser og succes for sin digtsamling, der synes at være et langt opgør med hendes nærmeste og med egen fortid. Og en opskrift på at gøre sig umage i favntaget med livet.

Asta Olivia Nordenhof, 25 år, prisbelønnet digter. Hun har kun haft Èt rigtigt job i sit liv. Det var som prostitueret på Frederiksberg. Bordellet var et oplagt valg, siger hun, for der var ingen faste mødetider, og hun var god til sex uden følelser. For få år siden døde begge hendes forældre. Det var først her, hun gjorde op med en barndom, der bød på sex, vold, svigt og scener, intet barn bør opleve Fold sammen
Læs mere

Han lægger sig oven på hende. Pruster og stønner, kræver. En bleg familiefar. Han vil ikke have noget forspil. Vil ikke nusse eller sludre. Det er en god ting, for kunder der opsøger den form for intimitet, egner hun sig slet ikke til.

Da han går, sætter hun sig ud i baglokalet, hvor bordellets piger kan opholde sig imellem kunder. Hun fugter et stykke rullepapir med tungespidsen, lukker det om tobakken og får ild i endnu en smøg. Hun ved ikke, hvor mange hun har røget i dag. Det er mange. Hun har heller ingen idé om, hvor mange kunder hun har haft, siden hun mødte ind. Hun kan knap nok huske, hvem den seneste var. Men her er rart at være. Og det er det eneste rigtige job, Asta Olivia Nordenhof nogensinde har haft.

gid jeg hed torben og havde et

lettere liv

så ville jeg stå fuldstændig

gennemkneppet nede i seveneleven

og undre mig over at jeg hed

torben og det ikke betød noget

hvad jeg hed alligevel

I sidste måned vandt Asta Olivia Nordenhof Montanas Litteraturpris på 100.000 kroner. En fornem hæder til den unge, nyslåede forfatter, der med sin digtsamling »det nemme og det ensomme« har høstet femstjernede anmeldelser og spådomme om en stor fremtid. Råt og udramatisk, nøgternt, skriver hun om vold, misbrug, sindssyge, svigt, død og prostitution, som var det det mest normale i verden. Det var det også. En del af hendes hverdag.

Digtsamlingen er solgt i 2.400 eksemplarer, og Asta Olivia Nordenhof var yderligere nomineret til både Weekendavisens og Politikens litteraturpriser. Der er endnu langt fra 2.400 til de over 100.000 eksemplarer, som kollegaen og konkurrenten Yahya Hassan har solgt. Rampelyset på den ungdomskriminelle andengenerationsindvandrer levner ikke meget plads, men alligevel har »det nemme og det ensomme« solgt væsentligt mere end den gennemsnitlige danske digtsamling. Begge er de produkter af en opvækst i et underdanmark. Rå, brutale og voldsomme. Yahya Hassan i en sådan grad, at han formåede at slå hul på muren og nå ud til dem, der aldrig har læst et digt. Asta Olivia Nordenhof er endnu på den anden side af muren. Men som Politikens anmelder skrev: »Hvis ikke alt kæntrer, tænker jeg, at Nordenhof med tiden kan blive en stor, stor litteraturfigur herhjemme.«

De, der kendte hende, havde ellers ikke spået det spinkle, lyshårede pigebarn fra Nyhavn store chancer i livet. Ingen ville have løftet et øjenbryn, hvis hun var endt på de samme værtshuse, hvor hun som barn ledte efter sin far. Havde fundet en mand, der ville tæske hende med samme voldsomhed, som slog værdigheden ud af hendes mor. Fået børn, som hun ikke magtede at tage sig af.

Men sommetider slår kurven for den negative sociale arv et knæk. Det her er historien om at forsøge at lykkes på sin egen krøllede facon, selv om man aldrig fik en manual til et normalt liv. Om at tage livtag med det liv, man fik foræret, og bygge et nyt op af resterne. Men det er også historien om en kvinde, der skulle miste begge sine forældre, før hun opdagede, at hendes barndom har været så katastrofal, at hun aldrig selv vil sætte et barn i verden.

Og som - paradoksalt nok - netop på grund af det liv, hun fik foræret, er blevet spået en fremtid som en »stor, stor litteraturfigur«.

når man er vokset op med vold

og sex, det pis, så skal man sone

hele tiden

man skal forsage djævlen og

forsøge at blive god igen

men det gider jeg ikke, uddrive

djævlen

jeg har bedre ting at tage mig til

end at forsøge at blive pæn

Asta Olivia Nordenhof bruger ikke versaler i sine digte. Ingen forudsigelig rytme eller overskrifter, intet oplagt system. Sådan er det også, når hun taler. Hun er umiddelbar, konstaterer mere end hun fortæller, og hun ændrer ikke toneleje, når hun skifter emne fra de dejlige eftermiddage hos farmor til den kattekilling, hun som 11-årig dræbte i raseri, fordi den ikke ville ammes ved hendes bryst.

Det kan være voldsomt. Læsere har sagt til hende, at det er lidt som at sidde og iagttage et trafikuheld. Det har hun dog aldrig tænkt over, og det er først, efter at hun er begyndt at skrive til offentligheden, at hun er blevet klar over, at hendes ord og digte overskrider grænser. Overskrider normen for, hvad man deler, og hvad man holder for sig selv.

»Hvis man gennem sin opvækst altid er omgivet af ustabilitet og ufred, er det ikke en mulighed at gå ind i sit eget rum. Man skal altid have et blik på, hvad der sker. Er alle okay? Når man vokser op med den form for vagtsomhed, bliver det fjernt for en, at man kan gå et sted hen med sine følelser og lukke døren. Jeg skal gøre mig vildt umage for at tænke over, hvad der er passende,« siger hun.

Hendes hjem var af den slags, hvor grænserne var udvisket fra begyndelsen. Forældrene mødte hinanden kort efter moderens konfirmation. Hun var 14. Han var dobbelt så gammel, næsten 30 år. De rodede rundt med stoffer, drak for meget, sloges og fik et barn. Asta Olivia. Kort efter gik de fra hinanden. Moderen fik tæsk, og det gjorde hun også selv, men hun har fortrængt det og kan kun huske det, hvis hun tvinger det frem. Hendes far var jo selv blevet banket som lille, så det hele gav vel mening.

hver dag ventede man på volden

og så blev der stille

farmor kunne ligge i køkkenet

som lå i direkte forbindelse af

gangen og var lige så smalt

eller hun kunne ligge i garagen

æklest hvis det blødte fra hende,

hvis man sku tørre op

Asta Olivia Nordenhof smiler lidt, når hun taler om sin far. Lige dele kærlighed og medlidenhed. Intet had. Sin lidenskab for ord har hun fra ham, og hun vælger dem med omhu. De lange spidse negle fingerer ved pakken med rulletobak, mens hun leder efter ordene, og huden på fingrene røber, at de har holdt om mange hjemmerullede smøger. Hendes øjne er ældre end de 25 år. Livet har mærket hende, selv om hun kun er i begyndelsen af sit voksenliv.

Faderen kom aldrig hjem, som han havde lovet. Han drak. Slog. Kunne sprænge i luften, hvornår det skulle være, selv når han minuttet inden kærligt havde strøget sin datter over kinden og sagt, at hun var dygtig. Men Asta Olivia Nordenhof vendte allige­vel altid tilbage til ham. Hun beundrede ham og vendte den anden kind til og bad til, at det næste ville blive et kærtegn frem for en lussing.

»Jeg holdt usandsynligt meget af ham. Han var ustabil og aggressiv og grundlæggende bare komplet uforudsigelig. Jeg skulle altid gå på listefødder. Men det var også spændende og dragende. Hvis jeg ikke præsterede mit allerypperste, var der ingen tolerance,« siger hun om den far, hun beskriver som »sit største forbillede«:

»Det menneske, der slår en, det menneske der bringer én den største smerte, er det menneske med den største magt. For når han så fjerner smerten, føles det som en sensation. Det føles som en gave fra gud, når et menneske, der er vildt modbydeligt, lige beslutter sig for at være kærlig et lille øjeblik.«

Når Asta Olivia Nordenhof sidder i sin i kvistlejligheden i Nyhavn og ruller de lange, tynde cigaretter, den samme slags som hun kæderøg på bordellet, sidder hun midt i sin fars dødsbo. Hun overtog lejligheden, da han døde kort efter hendes 18-års fødselsdag. Hun ved ikke, hvad han døde af, for han blev aldrig obduceret, som hun selv formulerer det. Men det var sandsynligvis det hårde liv, han førte, der kostede ham en tidlig død.

Under gulvbrædderne ligger hendes egentlige barndomshjem. En lejlighed to etager længere nede i trappeopgangen i Nyhavn i det indre København, og det var her, hun voksede op med sin far. Faderen rykkede op i kvistlejligheden, lige inden han døde, og det er herfra, midt i ruinerne af »et liv, hun ikke selv vil have«, at hun skriver.

Gennem hele sin opvækst har Asta Olivia Nordenhof brugt alle de kræfter, den tynde barnekrop kunne mønstre, på at skjule, hvad der foregik bag hoveddøren ind til lejligheden. Hun »har fejet ting ind under gulvtæppet«, som hun siger, og skjult de katastrofer, der blev ved med at komme. Det var først, da også hendes mor døde for to år siden, at hun stoppede med at rydde op.

»Når jeg kigger tilbage, var jeg altid ekstremt bekymret og meget optaget af at forsvare mine forældres ære. Og rydde op efter dem. Jeg var meget bekymret for, at det skulle blive afsløret, at der var noget helt galt hjemme hos os. Jeg havde ikke en klar idé om, hvad der var galt. Det var bare en diffus angst for, at nogen skulle banke på,« siger hun.

ville ønske menstruationen

gik væk

ville ønske man ikke skulle høre

for at være arrogant når man siger

man ikke vil have børn

jeg vil ikke have børn så fat det

flere liv at martre

jeg har dræbt en killing engang

kastet den ind imod en væg fordi

den ik ville ta imod mit barnebryst

Hun var 11 år den sommer, kattekillingen blev kylet mod muren og fik knust sit kranie. Det var på en bondegårdsferie i Jylland, og kattemoderen ville ikke vedkende sig det lille kræ. Asta Olivia ville tage den til sig som sin egen. Være dens mor og give den mælk fra sit eget bryst, men den blinde killing forstod det ikke. Og så blev hun vred.

Hun trækker på skuldrene, når hun taler om kattekillingen. Der skete så meget den sommer, at et kattedrab var en bagatel, der ikke blev talt nævneværdigt om. Hun fik ikke skældud. De voksne ignorerede det. I dag er hun selv voksen og ville kunne få børn og stifte en familie, men intet ligger hende fjernere.

»Det er i anerkendelse af, at jeg på nogle måder minder meget om min far. Jeg er impulsiv på samme måde, og jeg har brug for at være det. Og så handler det om at bringe sig selv i nogle situationer, hvor man kan tillade sig at være impulsiv uden at såre andre mennesker samtidig. Jeg tænker heller ikke på familier med glæde. Det er ikke et drømmebillede for mig. Det er primært bare frygtindgydende,« siger hun.

jeg ved at min far som fjortenårig

stak af hjemmefra

i nogle år junkede han og levede

på gaden

jeg er for nylig blevet klar over

hvordan han senere i livet omtaler

min mor i breve

henvendt til andre kvinder

den lille gris tog aborten pænt

skriver han

Hun stak selv af hjemmefra som 14-årig. Fra parcelhuset i provinsbyen på Vestsjælland, hvor hendes mor lod sig kue af sin nye mand og havde slæbt sine to unger med. Hun skred. Tilbage til Nyhavn og faderens lejlighed, fordi stedfaderen var rigid og havde en mening om, hvordan hun snørede sine støvler. I lejligheden i Nyhavn var der ikke den slags regler, men senere stak hun også af derfra. Levede lidt på må og få. På herberg og den slags.

Knap ti år senere, og bare fem år efter faderens død, døde hendes mor. Af kræft. Hun blev 43 år gammel, og paradoksalt nok var det først på hendes dødsleje, at det gik op for Asta Olivia Nordenhof, at hendes far, hendes forbillede, var et usselt menneske. Først da han døde, kunne moderen ånde frit. Og inden hun åndede ud, fortalte hun sin datter, hvor meget hun havde frygtet ham.

»Min mor var selv 14 år, da hun blev kæreste med min far, vel bare et barn egentlig. Og når man ser spejlingen af sig selv som 14-årig flytte til København med den samme mand, må det være virkelig ubehageligt. Jeg tror, hun har brugt rigtig meget af sit liv på at komme væk fra det, hun bragte sig selv ind i, og at jeg så bare gik i hendes fodspor, ødelagde hende,« siger hun.

Det kom til at gøre ondt. Arene fra barndommen skulle rippes op, og ting, som hun havde ignoreret, boblede op til overfladen. Grimme og ækle. Idealiseringen af den far, hvis kærlighed hun havde higet efter hele livet, krakelerede som et vandskadet fotografi.

»Man bruger vildt meget tid på at opnå sine forældres kærlighed, så i min barndom har det vel været nødvendigt at skubbe alt det negative væk. I erkendelsen af, hvem min far i virkeligheden var, hobede der sig en helt masse ting op, som jeg simpelthen ikke havde tilladt mig selv at beskæftige mig med. Ting som var sket, men fortrængt. Det var overraskende, hvor let jeg kunne idealisere en mand, der havde opført sig så dårligt. Det var noget af et arbejde, fordi jeg har beundret ham så meget. Og det er stadig noget, jeg må tage mig selv i at gøre,« siger hun.

det startede stille og roligt, nu

skal hver film overgå den forrige

i triviel horror

onanerer stadig sjældnere og

mere pligtskyldigt mens han kigger

selv skal jeg snart starte på

bordellet igen for vi har ingen

penge

Hun arbejdede omkring et halvt år på bordellet på Frederiksberg. Det er fem år siden, og hun regner ikke med, at hun skal tilbage. Kunderne var hvem som helst. Nogle var ubehagelige, men hun har glemt hver og en. Så blev hun syg med en dyb depression og indlagt på psykiatrisk afdeling. Det har hun været et par gange siden, og hun ved, at hun muligvis på et tidspunkt skal en tur derind igen.

Tiden som prostitueret er ikke noget, der fylder meget i hendes bevidsthed, der var bare rart at være, og det var et oplagt job for poeten fra Nyhavn, der aldrig før havde haft et job. Nu lever hun af nogle legater, hun fik i foråret. Og tjener lidt på at læse op af sine digte.

»At være prostitueret var simpelthen bare et arbejde, hvor jeg kunne være der relativt lidt og tjene relativt mange penge. Og så var det let for mig. Jeg har aldrig været interesseret i sex. Det var det, der gjorde prostitution til et oplagt valg. Jeg var alligevel ikke i stand til at have sex med nogen, jeg holdt af. På den måde var det en befrielse, for der var intet ønske om, at jeg skulle holde om dem samtidig,« siger hun og fortæller, at det i dag er anderledes.

I dag er der forbindelse mellem sex og følelser, og hun har kæresteforhold som alle andre.

Med moderens død blev hele fundamentet revet væk under hende. Forældreløs og med erkendelsen af, at hendes forbillede var et nul, blev hun så syg af en depression, at hun måtte mades. Hun ville tage sit eget liv, fordi der alligevel ingen mening i livet var tilbage.

Det var der, helt nede på bunden, at hun rejste sig op. Da hun som 23-årig for anden gang ryddede op i en forælders dødsbo og så fortiden smuldre mellem sine fingre. Midt i ruinerne begyndte hun at skrive sin bog. Skrev fortiden ned og tog livtag med barndommen.

»Processen med bogen var en meget heftig overvejelse om, hvorvidt jeg skulle leve eller ej. Det, der gjorde tricket for mig, var at tage selvmordstrangen helt alvorligt. Hvad vil det sige at dø, og hvad vil det sige at leve. Jeg har valgt livet på en helt anden måde nu. Det er ikke bare en træls sweater, man har fået i julegave. Det er et helt aktivt valg, som jeg er herre over. Så får det fandeme en anden status at vågne op,« siger hun.

Allerede som 13-årig ville hun søge ind på Forfatterskolen. Det var hendes far, der havde opmuntret hende til det, men en folkeskolelærer mente, at det var bedre at vente. Hun var 20 år, da hun som en af få procent kom igennem nåleøjet og blev optaget på skolen. Hun har udgivet to bøger. Hvad der nu skal ske, ved hun ikke.

»Hele mit liv har jeg prøvet på at være artig uden at kunne finde ud af det. Jeg har levet i en evig dualisme mellem helt vildt gerne at ville være artig og så alligevel have et sind, hvor det ikke kunne lade sig gøre. Man bliver væsentligt lykkeligere af at prøve at finde ud, hvad man er, og hvad man så kan gøre med det, i stedet for at prøve at opnå en borgerlig tilværelse, som ligner et godt liv.«

jeg har bedre ting at tage mig til

end at forsøge at blive pæn

det interesserer mig ikke længere

fordi

1) det er så udmattende og

kedeligt

2) det er umuligt

»Jeg er fuldstændig bevidst om, at i og med at min historie nu er i en bog, er det ikke længere min egen. Men jeg ser det som en del af skønheden. At alle kan låne mit jeg og kanalisere deres egne overvejelser ind i det.