GASA: »Det værste er, at vi også skal åbne gravene og flytte de døde.«

Det gør tydeligvis ondt langt ind i sjælen, da Galit Itzhaki peger over i retning af begravelsespladsen her i bosættelsen Ganney Tal.

»Vi kan jo ikke bare forlade dem. Ligesom vi ikke bare kan efterlade vore huse, vores synagoge og alt det, vi har skabt, til terroristerne. Det hele skal jævnes med jorden,« siger den 30-årige kvinde fuldt ud overbevist om, at Gaza vil blive overtaget af Hamas og andre væbnede palæstinensiske grupper, når Israel i de kommende uger opgiver den 38 år lange besættelse af Gaza-striben.

Galit Itzhaki har boet i bosættelsen Ganney Tal, siden hun var fem år. Det er herfra, hendes verden går, og hun vil ikke herfra. Ligesom alle de andre knap 350 bosættere i Ganney Tal og de ialt godt 8.000 israelske bosættere i hele Gaza-området beder hun til Gud i håb om, at han i sidste øjeblik vil sætte den israelske regering med premierminister Ariel Sharon i spidsen på plads, så beslutningen om at rømme de ialt 21 bosættelser bliver omgjort.

Men der er ikke meget, der tyder på, at Galit Itzhakis bønner vil blive hørt. I morgen mandag indledes operation Gaza som Sharon-regeringen med et mere neutralt udtryk kalder »Israels Disengagement Plan«. De godt og vel 50.000 soldater og politifolk, der er sat på opgaven, har fået ordre på at evakuere bosættere. Med magt, hvis det bliver nødvendigt, og det gør det efter alt dømme.

Ganske vist har over halvdelen af bosætterne tilkendegivet, at de flytter frivilligt. Det fremgår af tal, som regeringen fremlagde torsdag i den forløbne uge, og opgørelsen baserer sig på antallet af bosættere, der har søgt om den økonomiske kompensation, de er berettiget til, hvis de flytter inden midnat tirsdag.

Myndighederne frygter alligevel, at mange af de, der nægter at flytte, ikke bare skal bæres ud, men at de ligefrem vil forsvare sig med voldelige metoder - ikke mindst de allermest religiøse og nationalistiske af bosætterne. Vil de frivilligt aflevere deres våben, som der er så rigeligt af i bosættelserne? Og hvordan vil alle de tilrejsende sympatisører, der i de seneste uger er taget til Gaza fra Jerusalem og andre israelske byer for at støtte bosættere, opføre sig over for ordensmagten? Mange af disse sympatisører er ekstremister, og i et forsøg på at undgå, at stemningen piskes mere op end den i forvejen er, har de israelske myndigheder understreget, at de soldater og betjente, der skal flytte bosætterne, hverken vil bære skydevåben eller knipler.

Generalprøven
I det hele taget er evakueringen af bosættelserne planlagt og øvet ned til den mindste detalje. Over 10.000 israelske soldater og politibetjente har trænet tvangsflytningen i en kunstigt opført landsby på militærbasen Zeelim. Under øvelsen fik nogle af soldaterne og betjentene til opgave at spille bosættere, der sætter sig til modværge, og selv i det tilfælde, at de rigtige bosættere i Gaza flygter op på tagene, er ordensmagten parat med et særligt metalbur, der i en stor kran kan hejses hen over tagene.

Der er helt præcist afsat en 17 mand stor specialstyrke for hver bosætterfamilie, der skal flyttes. Regeringen har bygget nye huse og midlertidige boliger, som bosætttere kan flytte ind i forskellige steder i Israel, og lægger man dertil udgifterne til økonomisk kompensation til de ca. 1.700 familier, løber regningen tilsammen op i 3,8 milliarder israelske shekel eller 884 millioner dollar.

Allerede i juli lukkede det israelske militær bosættelserne for fremmede i et forsøg på at undgå tilrejsende demonstranter og ballademagere, og på det seneste har 18.000 soldater og betjente kontrolleret adgangsvejene, men ifølge de israelske myndigheders egen vurdering, har henved 2.000 israelere fra andre egne af landet i de seneste uger taget ophold i bosættelserne.

Den orange inspiration
En af dem er den 22-årige Ari Eichler. Ligesom alle de andre tilrejsende sympatisører er han klædt i en orange-farvet T-shirt.Den orange farve er bevidst en kopi af den farve, der blev symbolet på den fredelige revolution i Ukraine for knap et år siden, forklarer Ari Eichler, mens han deltager i en demonstration mod den forestående rømning langs den særlige bosættervej.

Det er en ganske almindelig tosporet asfaltvej, der snor sig rundt i landskabet og forbinder de 21 israelske bosættelser i Gaza. På begge sider af vejen er der højt pigtrådshegn og militærstillinger, hvor soldaterne har våbnene rettet mod de palæstinensiske bebyggelser på den anden side af hegnet. Når bosættelserne er rømmet og jævnet med jorden, vil militæret gå i gang med at rydde op efter sig. Planen er, at de sidste israelske soldater skal være ude af Gaza i løbet af efteråret.

Men et er planlægning, noget andet at føre den ud i livet. Og her vil Ari Eichler gøre, hvad han kan for at kaste grus i maskineriet.

»Men vi vil ikke bruge vold. Vi vil bede soldaterne om ikke at adlyde ordren om at fjerne bosætterne. Vi vil - jøde til jøde - tale til deres hjerter,« siger Ari Eichler, der selv har været i hæren og ved, »at rigtigt mange af soldater har det skidt med den forestående opgave«.

Demonstrationen og den tætte trafik betyder, at bilerne snegler sig forbi Ari Eichler og de andre bosætter-sympatisører. De kan binde orangefarvede bånd på de forbipasserende biler og de mange militærkøretøjer. Soldaterne gør ikke noget for at forhindre det, og mange af dem kan ikke skjule deres sympati for demonstranterne, der bevidst forsøger at få soldaterne over på deres side i stedet for at lægge sig ud med dem inden tvangsflytningen.

»Hvem er modig nok til at redde os,« lyder teksten på et langt banner, som to kvinder holder mellem sig.

»Vi tog ikke noget fra nogen«
Som det gælder for de andre demonstranter, spiller det ingen rolle for Ari Eichler, at de 21 jødiske bosættelser faktisk er opført på palæstinensisk jord, som Israel besatte i forbindelse med seksdages-krigen tilbage i 1967. Og den glødende unge jødiske nationalist har heller ikke forståelse for, at Israels premierminister Ariel Sharon, med tilbagetrækningen fra Gaza, satser på at kunne bane vejen for en fredsløsning med palæstinenserne.

»Tager palæstinenserne måske skade af, at vi også bor her? For det andet tror jeg ikke på, at vi kommer tættere på en fredsløsning, fordi vi opgiver bosættelserne. Palæstinenserne vil jo helt af med os. De vil smide os ud af Jerusalem, ud af Tel Aviv - ud af hele Israel,« siger Ari Eichler med en overbevisning, som det synes næsten håbløst at ændre på.

Inde i bosættelsen er folk ligeså afvisende, når man siger til dem, at de jo faktisk lige fra begyndelsen har været klar over, at de har bosat sig på besat territorium. De er heller ikke lydhøre over for det faktum, at 70 procent af israelerne ifølge flere meningsmålinger støtter rømningen af Gaza.

»Da de første bosættere kom hertil for næsten 30 år siden, var her ingenting - kun sand,« siger den 30-årige Galit Yizhaki og peger ud mod landskabet uden for bosættelsen. Der er tørre sandklitter så langt øjet rækker.

»Der boede ingen mennesker her, heller ikke palæstinensere. Vi tog ikke noget fra nogen, og se så, hvad vi har skabt: En lille velfungerende, grøn by med skole, børnehave, købmand og det hele,« forklarer hun.

Himmelråbende forskel
Den 30-årige bosætter har ret i, at bosættelserne ligger som små oaser i et ellers trøstesløst landskab med grimme, halvfærdige betonhuse, veje, der ikke bliver vedligeholdt og affald, der bare dumpes, hvor der nu er plads. Det er her, palæstinenserne bor. Det er Gaza på den anden siden af de israelske hegn og kontrolposter. Det er dyb fattigdom med det store flertal af befolkningen, der må klare sig for mindre end 13 kroner om dagen. Det er arbejdsløshed på næsten 30 procent, grådige politikere, udbredt korruption, og den afgrundsdybe kontrast mellem bosætternes og palæstinensernes levevilkår kan ikke - som bosætterne gerne vil - forklares med, at jøderne simpelthen er mere arbejdsomme og velorganiserede end palæstinenserne. Besættelsen, som bosætterne fortrænger, er umulig at komme udenom som en væsentlig del af forklaringen på, at Gaza ofte beskrives som en åben kloak.

Men der er også andre grunde til, at Galit Yizhakis og de andre bosætteres påstand om, at de ikke har taget noget fra nogen er en sandhed med modifikationer. Eksempelvis i den lille bosættelse Shirat Hayam, der blev opført for kun fire et halvt år siden og vel at mærke på stranden lige op og ned ad en palæstinensisk landsby. Klods op ad palæstinensernes huse er der rejst en højt metalhegn, så palæstinenserne ikke længere har adgang til stranden. Det, der før var en fri og flot udsigt over Middelhavet, er nu afløst af en række barakker, som bosætterne bankede op, da de okkuperede stranden.

Det skete, efter en bosætter blev dræbt af palæstinensere længere nede af kysten, forklarer en kvinde, der bor med sin familie i Shirat Hayam. »Det er til ære for den dræbte, at vi har slået os ned her,« forklarer hun.

Israelske soldater kontrollerer indgangen, hvilket er en påmindelse om, hvorfor den forestående rømning er så kontroversiel og pinefuld for det israelske samfund. Det israelske militær har i årenes løb brugt enorme ressoucer på at beskytte bosættelserne. Og ikke nok med det: de er også blevet opført med statens godkendelse og med rundhåndet økonomisk støtte fra regeringen. For bosætterne er det et særligt tungt argument, at manden, der nu vil nedlægge bosættelserne - Israels premierminister Ariel Sharon - selv har været en varm fortaler for bosættelsespolitikken og en ledende kraft i at få den gennemført.

»Hvorfor svigter Sharon os nu,« spørger den 30-årige kvindelige bosætter, Galit.

Den politiske strategi
Svaret på hendes spørgsmål er ligesom som mange andre aspekter ved den årelange konflikt mellem israelere og palæstinensere ikke ligetil. Men et af de mere oplagte motiver for at opgive besættelsen af Gaza er, at det ganske enkelt er for dyrt - både økonomisk og politisk.

Økonomisk, fordi det koster den israelske statskasse rigtig mange penge at opretholde den massive militære tilstedeværelse i Gaza og at beskytte de 8.000 bosættere. Læg dertil, at hele Gaza ikke er større end Langeland, og de israelske bosættelser sammenlagt ikke engang fylder ti procent af landområdet. Og at Gaza samtidig ikke har den store historiske eller religiøse betydning for israelerne. På den baggrund har den israelske regeringschef vel konkluderet, at det bedre kan svare sig at indkassere den internationale goodwill, som en israelsk rømning af Gaza i et eller andet omfang vil udløse.

Samtidig er det håbet, at tilbagetrækningen vil puste nyt liv i fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne. Det er måske en kende optimistisk - al den stund, at Israel jo opretholder besættelsen af Vestbredden, hvor der ikke bor 8.000 jødiske bosættere på palæstinensisk jord - men 200.000.

Endelig ses tilbagetrækningen fra Gaza som et træk, der både kan bruges over for de arabiske regimer og de islamiske fundamentalister og terrorister. Mellemøstens despotiske ledere bruger jo netop Israels besættelse af arabisk jord som en undskyldning for, at deres egne lande stagnerer og ikke kommer i gang med de demokratiske reformer. Og for de islamiske fanatikere virker besættelsen af Gaza som en rød klud foran en tyr. En israelsk tilbagetrækning vil ikke få tyren til at holde op med at angribe, men det er et skridt på vejen i retning af at fratage terroristerne de argumenter, som de rekrutterer nye bombemænd på.

Så i græshøjde handler den forestående israelske rømning af Gaza nok om den 30-årige Galit Yizhaki og 8.000 andre menneskeskæbner, der må forlade hus og hjem, og som bliver nødt til at grave deres døde op for at få dem med sig. Men i fugleperspektiv handler det om meget, meget mere.