Operastjerne aflyser

Den internationalt anerkendte mezzosopran Anne Sofie von Otter har meldt fra til at synge titelrollen i Det Kongelige Teaters opsætning af Debussys opera Pelléas og Mélisande.

Hun har fået en knæskade, som hun skal opereres for og kan derfor ikke gå på scenen. Rollen som Mélisande bliver overtaget af en unge svenske mezzosopran Elisabeth Jansson, som synger partiet ved alle opførelser af operaen. Den har premiere 25 februar.

»Verdens bedste« tegneserie

Firkant med Indr.:årets første store tegneserienyhed er at Steffen P. Maarups forlag Aben Maler udgiver den amerikanske graphic novel »Jimmy Corrigan« »The smartest kid on earth« af Chris Ware. Tegneserien er af talrige kritikere blevet kaldt verdens bedste tegneserie, og det første helstøbte værk inden for genren graphic novel. Den udkom i 2000, og året efter vandt den Bedste graphic novel på Angouleme-festivalen, til the Harvey Awards, the Eisner Awards og ACBDs Prix de la Critique, samt The American Book Awards og The Guardian First Book Award. Chris Ware er den første tegneserietegner, der har udstillet på the Whitney Museum of american Art (2002), og sidste år udstillede han på the Museum of Contemporary Art i Chicago. Jimmy Corrigan lægger sig i traditionen af great American novels, der strækker sig over flere generationer. Læseren følger Jimmy Corrigan, en nervøs og følelsesmæssigt handicappet ung mand, og hans hans farfar, som vokser op i 1880ernes Chicago. Det er bevægende historie, og selvom serien faktisk har kørt som stribe i adskillige aviser, er indholdet milevidt fra avisernes sjove serier. Historien er en tungsindig og lettere misantropisk tegneserie. Udgivelsen af Jimmy Corrigan støttes af Kunststyrelsen, og udkommer senere på året.

Dødssynder året rundt

Hvem interesserer sig ikke for de syv dødssynder? Man har nu mulighed for at opleve dem som et spændende foredrag af syv spændende kendte personer syv torsdage de næste syv måneder. Her vil blandt andre miljøminister Connie Hedegaard fortælle om »frådseri«, biskop Jan Lindhardt om »gerrighed« og atomfysiker Holger Bech Nielsen om »hovmod«. Nu på torsdag 18. januar er det dog teologen og musikmennesket Jørgen I. Jensen, der indleder foredragsrækken med at tale om »dovenskab« (hvis han altså gider). Man kan købe billetter hos Chester's Bogcafé til 50 kr. pr. foredrag eller 200 kr. for alle syv. Foredragene foregår i Christianskirken kl. 19.30. Der vil være Nachspiel efter hvert foredrag med mulighed for køb af vin, kaffe, sandwich og kage. Mere information på www.chester.dk

I forbindelse med en artikel i Berlingske Tidende den 12. januar fremgik det, at det er kommet frem, at komikerne Casper Christensen og Frank Hvam har lånt rammekonceptet, en del konkrete storylines og kendingsmelodien til komedieserien »Klovn« fra den amerikanske serie »Curb Your Enthusiasm« af Larry David. Der er, som det også fremgår af artiklen, tale om en påstand, som dagbladet Politiken har fremført i en artikel og siden gentaget. Casper Christensen og Frank Hvam bestrider imidlertid påstanden fuldstændig, hvilket beklageligvis ikke fremgik af Berlingskes artikel. Hvam og Christensen har aldrig lagt skjul på, at de har været inspireret af »Curb Your Enthusiasm« og en anden komedieserie, »The Office«, til »Klovn«. Men de afviser pure, at rammekonceptet er lånt fra »Curb Your Enthusiasm«. De mener, at det er usandt, når Politiken har hævdet, at de har lånt konkrete storylines fra »Curb Your Enthusiasm«. Endelig understreger de, at kendingsmelodien til »Klovn« er en anden end kendingsmelodien til »Curb Your Enthusiasm« - der er altså ikke tale om at »Klovn« har lånt kendingmelodien fra »Curb Your Enthusiasm«.