Operahuset med de ni liv

Traditionen tynger ikke den over 300 år gamle Semperopera i Dresden. Hverken brand, bombning eller overgang til markedsøkonomi har knækket optimismen. Fra næste sæson ansættes Semyon Bychkov som chefdirigent.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DRESDEN

Semperoperaen ligger hvor den altid har ligget. Og den ligner sig selv. En smuk, gammel barokbygning med buet facade og et storladent indgangsparti båret af stræbsomme søjler. Kronen på værket er en triumferende skulpturgruppe øverst oppe med sachsiske løver i front. Parat til angreb.

Det ser helt ægte ud. Også når man kommer ind og ser de fine dekorative malerier i loftet. Det er ikke til at se det, men bygningen blev faktisk indviet i 1985. Bygget op efter det unødvendige bombardement af Dresden i februar 1945. Det var i DDR-tiden, bygningen blev genopført sådan som arkitekten Semper havde tegnet den. Det sjette hus siden den første hofopera blev bygget i Dresden i 1667. Arkitekten Gottfried Semper måtte endda tegne sit operahus to gange. Det første brændte nemlig i 1869 og et nyt blev bygget ti år senere.

Semperoperaen har altså kendt til modgang, men løverne på toppen er stadig klar til kamp, sådan som husets fighter-egenskaber heller ikke fejler noget. Efter DDR-tidens massive statsstøtte til operaen, har Semperoperaen haft ti år til at vænne sig til markedsøkonomiske forhold. Og med en belægningsprocent på 98 ser det ud til at gå godt. Så godt, at huset langt om længe har fået ansat en egentlig chefdirigent i den russisk-fødte Semyon Bychkov - en af de store kanoner på den internationale klassiske musikscene. Han har bl.a. været chefdirigent for Orchestre Nationale de Paris, og deler i dag sit dirigentliv mellem Kölns Radiosymfoniorkester og Semperoperaen. Han demonstrerede sit format ved at dirigere Richard Strauss' opera "Elektra" så lydhørt og detaljeret, som man ikke troede dette hævn- og hadfulde partitur kunne lyde. Men herved blev der lagt en flot dimension ind i afdøde Ruth Barghaus' iscenesættelse. Hun har nemlig placeret handlingen på udspringstårnet i en svømmehal. Elektra på ti-meter vippen i spændetrøje sunget af en højdramatisk Gabriele Schnaut. Den vokale førstepræmie gik dog til Hanna Schwarz som moderen Klytemnestra: stor, mørk, farlig stemme, der ikke behøver at blive presset for at finde udtryk. Eva Johansson sang sig smukt gennem partiet som søsteren Chrysotemis.

Semyon Bychkov skal dirigere et førsteklasses orkester. Og han er klar over det. Ved et pressemøde dagen efter "Elektra" understregede han den særlige tradition, som kendetegner Staatskapelle Dresden, som operaens orkester hedder. Den tradition kender han hjemme fra fødebyen Skt. Petersborgs orkestre, hvor han oplevede samme kontinuitet: fra måden at musicere på og skabe klang til måden at rekruttere nye musikere på - de kommer nemlig for det meste fra byen og omegnen. Bychkov sætter stor pris på denne tradition i en operaverden, der bliver mere og mere internationaliseret. Spørgsmålet er blot, om man kan holde kvaliteten i hævd. Fra sit arbejde med Kölns Radiosymfoniorkester kender han en musikalitet båret af energi, ungdommelighed og åbenhed. Her spiller man den nyeste musik med største selvfølgelighed. Det kræver større arbejde i Dresden. Men som Bychkov understreger, så var Wagner og Richard Strauss også hel ny musik, da deres operaer blev uropført i Semperoperaen.

Til Berlingske Tidende fortæller Bychkov mere om sit forhold til den tradition, han nu går ind i. Han bruger Richard Strauss som eksempel. "Hvis man med Strauss-tradition mener, at den kommer fra en dyb kærlighed til komponistens musik, så går jeg stærkt ind for traditionen. For så begynder man at undersøge, hvorfra denne kærlighed kommer. Og når man undersøger det, finder man nye ting, som er værd at trække frem," fortæller han. "Det er forgængerne, vi kan takke for, at denne tradition er levende. Og nu er det vores forpligtelse at fortsætte denne opfattelse baseret på kærlighed til musikken."

Semyon Bychkov har dog ikke tænkt sig kun at dyrke traditionen. I næste sæson ska