Operahuset fylder ti år: I lyst og nød med skibsrederens operahus

Forventningerne var tårnhøje, men de kritiske røster næsten lige så højlydte, da skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers gave til danskerne blev pakket ud 15. januar 2005. En række aktører fortæller, hvad Operaen har betydet for dem selv, for operakunsten, for Det Kongelige Teater og for København.

Operaen set fra den modsatte side af Københavns Havn. Arkivfoto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere

Operaen mangler folkeliv
Martin Keiding, ansvarshavende redaktør på tidsskriftet Arkitekten

Martin Keiding har fulgt Operaen helt fra projektfasen. Vi spurgte ham, hvad Operaen har betydet for København:

»Det er et kæmpe problem, at der efter ti år stadig ikke er noget folkeliv omkring Operaen. Den ligger øde og ensom på et kæmpestort område, hvor der ikke kommer en levende sjæl og giver – i modsætning til f.eks. Skuespilhuset – intet tilbage til byen og til almindelige mennesker i deres hverdag.

De færreste ved, at det var arkitekt Henning Larsens oprindelige plan, at Operaen skulle flankeres af to store bygninger med boliger og kontorer. Det ville have skabt liv og samtidig fået Operaen til at fremstå på en helt anden måde end i dag. Men han var oppe mod en stærk og krævende bygherre (skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, red.), der ville noget andet, og i dag ligger der bare to store åbne felter.

Det ville være oplagt at udnytte områderne ved siden af Operaen til at bygge noget, der kan skabe liv. Selv om der på et tidspunkt kommer en bro, tiltrækker bygningen alligevel ingen, som den fremstår i dag, tillukket, elitær og eksklusiv. Man burde lukke bygningen mere op og gøre den brugbar, også når der ikke er forestilling på scenen.

Papirøen lige ved siden af er et godt eksempel på, hvordan man har kunnet gøre en helt død og forladt bygning attraktiv for almindelige borgere. Der er jo heller ingen bro til Papirøen, men folk finder alligevel derhen ad mystiske veje.

Det, vi kan lære af Operaen og dens historie, er, at man altid skal udskrive en åben konkurrence, som man gjorde med Skuespilhuset, inden man bygger i store formater på prominente byggegrunde.«

Lys, luft og vand
Hanne Fischer, mezzosopran

Hanne Fischer har sunget som solist på Det Kongelige Teater siden 1992. Hun var den første, der skulle synge ved Operaens åbning i 2005.

»Jeg elsker at komme ud på Operaen. Her er frisk luft og vand, og hver dag har sit helt specielle lys. Det er faktisk lidt som at komme på ferie – hver dag. Selv om man ikke er på cykel, er det med metro og linje 9 blevet nemt at komme hertil. Det var det ikke for ti år siden – der gik vist ikke engang en bus herud!

Åbningen af huset var for mig personligt helt speciel, idet jeg fik æren af at være den første, der skulle synge – en til mig nykomponeret Shakespeare-sonet af Poul Ruders.På Operaen har vi helt fantastiske faciliteter, bl.a. muligheden for at prøve på store dele af scenografien i prøvesal. Det kan man ikke mange steder i verden. Det er en stor hjælp og gør overgangen fra prøvesal til scene meget nemmere.

Jeg savner til tider intimiteten fra Gamle Scene og det, at vi alle var meget mere tæt på hinanden – opera, ballet og skuespil – også at vi rent fysisk var tættere på ledelsen. Men jeg ville ikke bytte tilbage.

I starten var dét at komme på scenen på Operaen lidt som at flytte ind i en ny bolig. Der går nogen tid, inden man føler sig hjemme, men nu er huset blevet vores, og der er kommet denne helt specielle lugt, som et teater har.

De muligheder, scenen teknisk byder på, gør, at vi kan lave forestillinger af helt speciel visuel karakter, og det tiltrækker heldigvis – sammen med vores fantastiske kor, orkester og ensemble og ikke mindst vores tekniske værksteder – teaterfolk fra udlandet, skabende såvel som publikum.

Og det er jo ikke mindst det sidste, Operaen er skabt til: vores publikum!«

Man mærker besparelsen
Sanne Caft, formand for Operaens venner

43-årige Sanne Caft har gået til opera i Det Kongelige Teater, siden hun var 15 år og betragter sig selv som »hardcore« operafan:

»Der var store forventninger, da Operaen åbnede i 2005, og faktisk synes jeg, at vi har fået rigtigt mange af dem opfyldt. Det er et flot hus med et godt repertoire og spændende internationale kunstnere.

Men man kan godt mærke, at der har været nedskæringer. Der var mere flyvehøjde i starten. Der er stadig perler imellem, men sæsonerne er blevet kortere, og man kan mærke, at Operakoret er blevet beskåret.

Beliggenheden er noget af det, der stadig vækker bekymring. Selv synes jeg, at bygningen visuelt fremstår meget flot, og fra foyeren har man et skønt vue ud over havnen. Men transportmæssigt er det mindre genialt.

Foyeren er utroligt smuk, og når der er fuldt hus, får man en fantastisk fornemmelse af liv. Men når der er halvtomt, og det er der indimellem, kommer den hurtigt til at virke mindre festlig.

Lige i begyndelsen oplevede jeg salen som meget mørk. Men faktisk synes jeg, at de mørke vægge og mørkeblå sæder er med til at skabe en intim stemning, der fint understøtter det, der sker på scenen. Man hører og ser rigtigt godt mange steder i salen, men der er også nogle pladser, hvor jeg ikke vil anbefale, at man køber billet til.

Ståpladserne er en god mulighed, hvis man – som jeg – gerne vil se meget opera og samtidig skal tænke på økonomien. Især hører man utroligt godt deroppe, man skal bare huske at tage sko på, som man kan smide undervejs.«

Ikke en klods om benet
Marianne Petersen, økonomidirektør på Det Kongelige Teater

Marianne Petersen har som økonomidirektør siden 2008 oplevet både opgangs- og nedgangstider. Hun mener ikke, at man kan give Operaen skylden for den økonomiske krise på teatret for få år siden:

»Operaen var en gave, som vi overtog på helt fornuftige vilkår med en ekstrabevilling fra staten på 100 mio. kroner årligt og fra Københavns Kommune på 40 mio. Vores økonomiske problemer hænger mere sammen med de generelle statslige besparelser, som har gjort, at vi i dag er på et bevillingsniveau, der ligner det, der var, før vi overtog Operaen.

Operaen giver os nogle muligheder, bl.a. at vi med fuldt hus kan sælge 1.700 billetter pr. forestilling. Men det er også et dyrt hus at drive. Alene ejendomsskatter og almindelige driftsomkostninger løber op i 40 mio. kroner årligt.

Med så meget større kapacitet var der en naturlig forventning om, at vores aktivitetsniveau ville stige tilsvarende. Men vi har ikke råd til at spille så meget, som vi gerne ville – og kunne.

Fordi vi måtte gennemføre besparelser, har vi f.eks. valgt kun at bruge vores eget orkester, Det Kongelige Kapel, til alle forestillinger, både opera og ballet. Det betyder, at selv om vi har to scener til formålet, kan vi kun have enten en opera eller en ballet på scenen. Det er selvfølgelig en dårlig udnyttelse af kapaciteten.

I 2012 var vores aktivitetsniveau så lavt, at det ikke engang svarede til niveauet fra før, vi fik Operaen. Heldigvis er det takket være interne effektiviseringer og nogle fine donationer lykkedes at få flere forestillinger på scenen i 2013 og 2014, og vi arbejder hårdt for at få aktivitetsniveauet yderligere op.

Operaen er ingen klods om benet, men vi er blevet klemt af finanskrise og nedgang i bevillinger, og vi er stadig langt fra at udnytte det potentiale maksimalt, som vi fik, da vi overtog huset i 2005.«

Få gang i Takkelloftet
Stig Jarl, lektor på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

»Store kulturbyggerier trækker altid publikum til i sig selv. Jeg har endda været i Operaen og set folk gå i pausen. De var vel ikke så interesseret i opera – de ville bare se huset og gå op og ned på etagerne. Omvisninger er af samme årsag blevet en betragtelig indtægtskilde for Operaen.

Huset står samtidig i et dilemma: Vi har fået et fantastisk byggeri, men også en reduktion af operakoret med videre. Så hvad skal man gøre nu? Man kan ikke bare spille mainstream og konkurrere på det populære repertoire. Man skal omvendt heller ikke holde fingrene fra det repertoire.

Løsningen er nok en nyskabende tilgang til de gamle og populære værker. En anden nøgle til succes ligger slet ikke i produktudviklingen, men i udviklingen af publikum. Man skal tænke ud af »kastanjen« og ud til mennesket. Hvis man vil have fat i nye grupper, kan man ikke bruge traditionel markedsføring. Man skal gøre folk forelskede i varen.

Det er derfor heller ikke godt, at man satser så lidt på eksempelvis Takkelloftet. Skuespillet er jo lykkedes så flot med inddragelsen af flere rum. Operaen bruger ikke sin intimscene til ret meget.

Ejerne skal i det hele taget ikke se Operaen som en indtægtsgivende virksomhed. Politikerne og bestyrelsen skal i langt højere grad turde tage risici. Operaen er ikke sat i verden for at konkurrere med private institutioner som Det Ny Teater. Man kan godt lave satsninger som »Flagermusen« og »My Fair Lady« – men man skal også formidle sværere og nyere værker.«

Det sociale er væk
Adam Erik Simonsen, klarinettist i Det Kongelige Kapel

Adam Erik Simonsen har været klarinettist i Det Kongelige Kapel siden 1999 og har derfor prøvet arbejdslivet på både Gamle Scene og i det nye hus:

»Det gode ved Operaen er stadig godt. Det dårlige volder stadig problemer. Orkestergraven er dejlig, og husets samlede volumen er næsten dobbelt så stor som i det gamle hus. Så spillemæssigt og akustisk fungerer det nye hus langt bedre. Byggeriet har også givet Det Kongelige Kapel et gevaldigt løft – orkestret spiller simpelthen bedre nu. Men balletten kommer jo stort set aldrig derud og bruger derfor ikke lokalerne ret meget.

Jeg ville personligt godt kunne øve mere i balletprøvesalen. Når vi øver, er det som regel i orkestrets egen prøvesal under vandet og i kunstigt lys, og når vi har pause, er det næsten altid 30 minutter sharp. Vi bruger syv-otte af de minutter hver vej til kantinen. Dét stresser os.

Hvad jeg mest savner, er stemningen og følelsen fra det gamle hus. Teatret er forsvundet. Ole Ernst sad og drak bajere. De små ballerinaer vimsede rundt. Hvor Skuespilhuset ejer en anden varme, så bærer Operaen præg af skibsrederens mange lappeløsninger og lange, hvide gange. Vi har forsøgsvis taget nogle af de gamle billeder med ud og endda fået et billedudvalg!

Men der findes alt i alt nogle kardinalfejl, som man ikke rigtigt kan lave om på. At prøvesalen har mange ton vand ovenover. At folk bliver trætte i hovederne. Vi musikere er jo meget sociale væsener – men når en prøve eller en forestilling er forbi, tager folk hjem med det samme.«

En fantastisk gave – men ...
Kasper Holten, operachef på Royal Opera House i London

Kasper Holten var operachef på det Det Kongelige Teater, da Operaen åbnede i 2005:

»Huset i sig selv var en fantastisk gave. Det gav Den Kongelige Opera en mulighed for at realisere kompagniets store kunstneriske potentiale.

Byggeriet gav rige udfoldelsesmuligheder for operakunsten i København, medvirkede til at sætte København højt på den internationale operadagsorden og muliggjorde samproduktioner med store operahuse – f.eks. Verdis »Siciliansk vesper«, der kommer til foråret og er en ko–produktion med Royal Opera House.

Men det er også blevet meget tydeligt, at det er et problem, at det er så svært at komme ud til Operaen. Det er i mine øjne en skandale, at man i så mange år undlod at leve op til løftet om at sikre en let adgang med cykelbroen, så jeg håber virkeligt, at broen snart kan åbne og integrere Operaen bedre i det københavnske byliv.

Derudover er det klart, at et operahus i sig selv kun er et potentiale. En ramme for det væsentligste: den kunstneriske udfoldelse. At man i dag har færre penge til at producere opera for i to huse, end dengang man kun havde ét mindre operahus, gør, at gaven de facto er blevet alvorligt undermineret.

Det Kongelige Teater lægger et fantastisk arbejde i at udnytte ressourcerne. Men samfundet har over tid ikke levet op til det løft af ressourcerne, som blev lovet. Et løft som vi dengang stillede som en betingelse for at acceptere gaven, og som er en forudsætning for at kunne bruge huset fuldt ud.

Det, synes jeg, er et udtryk for utaknemmelighed over for Mærsk: Siger man ja tak, må man også selv leve op til de aftaler, man indgår.«