Operachef ked af stormvejr: »Selvfølgelig ønsker jeg ikke sultende sangere«

Philipp Kochheim, Den Jyske Operas tyske operachef, er havnet i et veritabelt stormvejr efter udtalelser om, at det danske socialsystem gør, at »sangerne måske ikke er så sultne som andre steder« og at nogle af dem mangler »ild i øjnene«. Vi har spurgt, hvad han egentlig mener med det.

Der er drama i Den Jyske Opera - ikke kun på scenen som her Francine Vis og Lars Møller i »Carmen«, men også omkring operachef Philipp Kochheim, som er kommet i modvind for udtalelser om, at danske sangere ikke er tilstrækkeligt »sultne« og mangler »ild i øjnene«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Bach, Den Jyske Opera

Bliver en kunstner bedre til sin metier af ikke at vide, hvor huslejen til næste måned skal komme fra? Gør det danske velfærdssamfund med socialt sikkerhedsnet danske kunstnere mere magelige, mindre engagerede og mindre »sultne« end deres udenlandske kolleger. Og får de derfor sværere ved at gøre sig gældende i den internationale konkurrence?

Den tyske operainstruktør, Philipp Kochheim, der siden maj 2017 har været chef for Den Jyske Opera, har fået ørerne gevaldigt i maskinen for - i et interview med Magasinet Sceneliv - at have brugt netop de argumenter for, at kun to ud af fem sangere i det nye ensemble, han ansatte som noget af det første efter sin tiltrædelse, er dansk uddannede.

»Det har noget at gøre med, at det sociale system er så fantastisk her, at sangerne måske ikke er så sultne som andre steder. Jeg mødte mange gode sangere, men nogle af dem manglede ild i øjnene. Ubevidst har de det måske sådan, at får de ikke den ene kontrakt, så får de den anden,« sagde han i interviewet og tilføjede, at »nogle gange (kan) der være noget godt i det der med ikke at vide, hvor man får huslejen fra i næste måned.«

I samme interview forklarede Kochheim forskellen mellem de to nabolande, Danmark og Tyskland, med ordene:

»I Danmark handler det om at sætte familien først, dernæst sin hobby og først derefter kommer arbejdet. I Tyskland handler det om arbejde, dernæst om arbejde og så arbejde igen.«

De bemærkninger har affødt en byge af forargede kommentarer på de sociale medier. Og i Dansk Skuespillerforbund ser man heller ikke med milde øjne på den tyske operachef:

»Philipp Kochheim forstår slet ikke, at det er en presset branche, hvor vi alle knokler hårdt for at få en chance,” siger Philippa Cold, formand for operaudvalget i Dansk Skuespillerforbund til Avisen.dk. Og forbundsformand Benjamin Boe Rasmussen kalder Kochheims synspunkter for »helt i hegnet«:

»Det er problematisk, at han har en magtfuld post med ansvar for at hyre og fyre, når han har så lidt viden om forholdene for danske operasangere,« siger han.

Også tre danske operachefer med både dansk og international erfaring, som Berlingske har talt med, Kasper Holten, Michael Bojesen og Peter Lodahl, afviser myten om, at stor kunst udspringer af fattigdom og lidelse, som - netop - en myte.

Som Michael Bojesen, operachef for Malmö Opera og tidligere direktør for Copenhagen Opera Festival udtrykker det: »Billedet af den forarmede kunstner på kvistværelset er simpelthen nonsens. Der er ikke nogen, der har bedrevet stor kunst, fordi de skal have noget at spise.«

Kriser kan modne

Og det var da heller slet ikke det, han mente, skynder Philipp Kochheim sig som det første at forsikre, da han efter et par dages betænkningstid stiller op til interview.

»Selvfølgelig ønsker jeg ikke sultende sangere. Og det var heller min pointe i interviewet,«  siger han. »Men når jeg ser tilbage på mit eget liv, er det min erfaring, at de hårde perioder i livet, hvor jeg har mødt modgang og måttet kæmpe, har gjort mit kunstneriske »ordforråd« rigere. Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal have den slags kriser, de var forfærdelige og var ved at vippe mig ud over kanten. Men hvis jeg ikke havde haft de kampe, ville jeg ikke være den storyteller, jeg er i dag. Så mit budskab er, at det at gå gennem en svær periode i livet behøver ikke kun være dårligt. Hvis du forstår at udnytte de kriser og reflektere over dem, kan det gøre dig til et mere modent menneske og en bedre performer.«

»Hvis to kulturer støder sammen, som det er sket her, kan det blive starten på en frugtbar debat. Jeg synes, vi skal tale sammen - i stedet for bare at kaste mudder,« siger operachef Philipp Kochheim. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Philipp Kochheim er tydeligvis ked af den storm, han er havnet i, især på det sociale medier, og han virker ivrig efter at forklare sig.

»Når spørgsmålet om »sult« overhovedet kom op, skyldtes det især min frustration over, at de visioner, jeg kom hertil med, har vist sig umulige at gennemføre bl.a. på grund af de danske overenskomster,« siger han.

»Jeg kom med en vision om at skabe et fast ensemble på Den Jyske Opera, noget man ikke har haft de senere år. Og udover at ansætte fem rutinerede sangere ville jeg supplere med fem unge sangere direkte fra konservatoriet, som kunne få deres første job hos os på en slags begynderkontrakt. Sådan gør man i operahuse i hele verden, og det er i den grad med til at udvikle de unge sangere, når de får mulighed for at medvirke i en række forestillinger med forskellige instruktører. Men det har jeg simpelthen ikke råd til, fordi den danske begynderløn er så høj. Jeg havde håbet, at man kunne finde frem til en fleksibel ordning med sangernes fagforening, men det har endnu ikke været muligt.«

Lønnen er et tveægget sværd

Ifølge Kochheim er startlønnen en væsentlig barriere for, at nyuddannede sangere i Danmark kan få de job og den praktiske træning, der er nødvendig for at udvikle dem til fuldbårne operasangere. Og det har konsekvenser for deres muligheder for senere at lande gode kontrakter.

»Jeg anerkender, at det danske socialsystem er det bedste i verden. Og jeg forstår godt, at fagforeningerne kæmper for at holde fast i en anstændig løn for deres sangere, men det er et tveægget sværd,« siger han.

Når Philipp Kochheim taler om, at danske sangere »mangler ild i øjnene«, handler det imidlertid hverken om gode overenskomster eller manglende »sult« efter at få job, men om, at især nyuddannede sangere mangler skuespilerfaring, forklarer han videre:

»Det er en debat, jeg vil elske at have, for der må være et problem i uddannelsen - et problem, jeg også har mødt i Tyskland,« siger han.

»Mange unge sangere er trænet til kun at være sangere, og når de går til audition, ser de det som det vigtigste at synge smukt. Men jeg ønsker mere end det. De skal også have personlighed, de skal gøre mig nysgerrig og give mig en fornemmelse af, at her har vi en Tristan, en Aida, en Scarpia eller Macbeth. Det savner jeg. Og det skyldes formentlig, at de kun har haft få skuespiltimer på konservatoriet, de har ikke lært japansk Noh teater, de har aldrig lært stepdans eller tango - alle de ting, som giver en god kropsforståelse, som giver personlighed og kant.«

Philipp Kochheim, operachef

»At gå gennem en svær periode i livet behøver ikke kun være dårligt. Hvis du forstår at udnytte de kriser og reflektere over dem, kan det gøre dig til et mere modent menneske og en bedre performer«


Også derfor ærgrer det Philipp Kochheim, at det ikke er muligt inden for overenskomstens rammer at ansætte nyuddannede sangere på begynderkontrakt til en lidt lavere løn end den nuværende minimumsløn.

»Min idé med det nye, ensemble var, at det også skulle være en slags fortsat uddannelsessystem for de nyuddannede sangere,« siger han. »Lige nu arbejder  vi sammen med Det Jyske Musikkonservatorium om vores orkester til »Maria de Buenos Aires«, hvor de unge musikere lærer at spille tango-opera. Det vil jeg også gerne gøre mere af, men jeg har ikke råd.«

Philipp Kochheim er blevet angrebet for at udtale sig om danske sangeres vilkår uden at have tilstrækkeligt kendskab til danske forhold. Og han erkender gerne, at han i begyndelsen nok ikke helt havde forstået, hvor meget unge danske sangere må kæmpe for at få foden indenfor i branchen.

»Jeg har også fundet ud af, at min første formodning om, at fordi man har andre prioriteringer (med hensyn til familie og privatliv, red.) end vi har i Tyskland, så kan man ikke udføre arbejdet - den var forkert. For vi kan klare arbejdet. Det beviste vi bl.a. med »Passageren«, denne store, holocaustopera med horrormusik og masser af sceneskift,« siger han.

»Så jeg har lært, at folk her ved, hvad der skal gøres, og selv kan tage ansvar. Vi har i dag et fantastisk arbejdsmiljø, og jeg oplever en meget høj grad af dedikation på Den Jyske Opera. De første måneder havde vi nogle udfordringer, fordi de skulle lære at forstå mig, og jeg skulle lære at forstå dem, men det ler vi af nu. Det har været en proces, hvor vi vokser med hinanden. Og vi har mange danske sangere i den kommende sæson.«

Han håber, at den proces også kan finde sted i forhold til det faglige miljø uden for Den Jyske Opera:

»Hvis to kulturer støder sammen, som det er sket her, kan det blive starten på en frugtbar debat. Jeg synes, vi skal tale sammen - i stedet for bare at kaste mudder.«