Opdragelsesanstalt og militærhospital

Det gamle København

<br>Søkvæsthuset på Christianshavn med en mere end 250 år lang og meget broget historie. (Foto: København før og nu, bd. IV, 1932).
Læs mere
Fold sammen

Helt fra den gang da Christianshavn endnu var en selvstændig købstad, bestod området af to adskilte bydele: Nederbyen, der strakte sig mellem Knippelsbro og kanalen, og Overbyen, der lå mellem kanalen og volden. Det er forklaringen på de besynderlige gadenavne Overgaden neden Vandet og Overgaden oven Vandet. Vandet, der hentydes til, er med andre ord Christianshavns Kanal.

Her finder vi langs kajen i Overgaden oven Vandet den statelige bygning Søkvæsthuset, der har en 250 år lang og meget broget historie.

Huset blev opført på grænsen mellem land og by midt i 1700-tallet som opdragelsesanstalt for fattige drenge. Initiativet kom fra landets magtfulde udenrigsminister J.H.E. Bernsdorff, der også var ansvarlig for økonomi og erhverv, og som var en fremsynet mand. Hvis forældreløse drenge fra hele riget blev bragt sammen og ved hjælp af tugt i en tidlig alder lærte glæden ved hårdt fysisk slid, ville de udvikle sig til at blive en nyttig arbejdsstyrke i de fabriksanlæg, der skulle være kernen i fremtidens nationale industri.

Kong Frederik V så perspektivet. Han skænkede et stykke jord ved kanalen til det gode formål, og i 1754 blev der foranstaltet en pengeindsamling rundt om i landets kirker. De nødvendige midler blev skaffet til veje, og året efter var der igen indsamling. Denne gang af hittebørn. Biskopper og amtmænd blev bedt om at tælle hvor mange mindreårige drenge, de mente at være i stand til at levere fra deres egn, men det var i begyndelsen et skuffende lavt tal.

Så snart børnene var kommet op i femårsalderen, ville plejefamilierne nemlig nødigt aflevere dem til opfostringsanstalten, fordi især drengene nu kunne begynde at gøre nytte i landbruget. Og bortløbne sigøjnerbørn, som der ellers var rigeligt af, ville direktionen ikke modtage, for de kunne virke skræmmende med deres aparte udseende og adfærd.

Men i gang kom man, og efter nogle år fik opfostringshuset på Christianshavn et tiltrængt økonomisk tilskud, da institutionen fik lov til at drive lotteri. Det var der penge i, for spillelidenskaben havde grebet københavnerne, og det blev skik og brug, at de drenge, der trak lodderne, af de heldige vindere blev belønnet med en passende dusør.

Til hverdag var der ikke meget at glæde sig over. Livet var trist, men man kunne altid stille sig tilfreds med at være heldigere stillet end negerdrengen Jackki, der var født som slave i Vestindien, og som blev sendt tilbage til de varme lande, da hans danske ejer med det fromme navn Kingo begyndte at savne ham.

Efter en snes år flyttede opfostringshuset til Store Kongensgade, og ejendommen i Overgaden oven Vandet blev indrettet til hospital for kvæstede søfolk. Dem var der mange af, for ustandseligt kom mandskabet ud for ulykker på marinens store sejlskibe, og det var ikke kun fordi de havde været i krig eller deltaget i kamp med sørøvere. Lægerne kunne sjældent reparere skaderne, og Søkvæsthuset fik gradvist mere karakter af fattiganstalt end egentligt hospital. Men det var helt almindeligt i perioden omkring 1800, hvor det var vanskeligt at holde de to begreber adskilt fra hinanden. Og endnu mens ejendommen husede mængder af syge, nedslidte og kvæstede arbejdere og altså fungerede som hospital, blev den også indrettet som tvangsarbejdsanstalt for fattige og gamle med tilknytning til Holmen.

I sommeren 1817 udbrød der fangeoprør i tugthuset på Christianshavns Torv. Oprøret blev slået ned med hård hånd af militæret og de ledende dømt til døden. Tugthuset, der havde været landets mest overfyldte fængsel, var imidlertid brændt i forbindelse med bataljen, og derfor blev fangerne overført til Søkvæsthuset, der hermed fik endnu en ny funktion.

Men nu havde fængselsvæsenet lært, at der var grænser for hvor tæt, man kunne sammenstuve fangerne, og især at mænd og kvinder måtte holdes adskilt i separate afdelinger. I Søkvæsthuset blev kvinderne anbragt i hovedbygningen ud mod kanalen og mændene i to sidebygninger. Endnu mens ejendommen var ejet af fængselsvæsenet, flyttede landets mest prominente ægtepar, Det Kongelige Teaters primadonna Johanne Luise og teatrets direktør og tidens førende kritiker Johan Ludvig Heiberg, ind i en nyopført anneksbygning. Det var i 1844, og på den tid var et muligt at indrette sig så nogenlunde landligt på Christianshavn. Fru Heiberg anlagde en stor have, og for at skabe den rigtige illusion såede hun både rug og havre.

Den slags var der ikke plads til, da hele komplekset senere hen blev indrettet til kaserne og officersskole, til hjemsted for Orlogsmuseet og Marinens Bibliotek og til tjenestebolig for søværnets øverste ledelse. Og der voksede næppe heller korn i haven, da den øverstkommanderende for NATOs nordregion flyttede ind i familien Heibergs herskabelige gemakker i 1950erne.