Op og ned ad Bjerg’et

Han er kendt for sit brede smil og komiske figurer – deriblandt som cirkusdirektør Kaj i »Cirkus Summarum«, der starter sin turné om 14 dage. Men Rasmus Bjerg griner ikke hele tiden.

Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg lægger en liste med fem ord foran Rasmus Bjerg. Han kigger væk – lader øjnene vandre ud over den lille have, der strækker sig uden for familiens parcelhus på villavejen i Vangede. Han smiler lumsk. »Jeg vil ikke se ordene. Det er sjovere, hvis jeg ikke reflekterer alt for meget over mine svar,« siger han så. De er nedfældet lemfældigt med udgangspunkt i den research, jeg har lavet på ham op til interviewet.

Han er 34 år, uddannet skuespiller og gjorde sig landskendt som komiker i satireserien »P.I.S.« på TV Zulu. Har siden optrådt som den sjove, runde jyde med det brede smil i komedieserier som »Mr. Poxycat & Co.« og senest »Anstalten«. Det er også ham, der rumsterer inden i den næsvise DR-bamse, Bruno, og agerer cirkusdirektør Kaj med det snoede overskæg, når »Cirkus Summarum« 30. juni tager hul på dette års cirkus-turné rundt i landet.

På en helt anden scene, nemlig Det Kongelige Teaters, er han også del af det nyskabende teaterensemble, Det Røde Rum, hvor han lige nu hver aften spiller halv mand/halv hund i stykket »Kabaret Royal«. Og så var der den der sag sidste år, hvor en kvindelig bartender påstod, at Rasmus Bjerg havde overfaldet hende. En sag, der over et par dage gjorde hans ansigt kendt på landets tabloidforsider for noget ganske andet end det brede smil. Men tilbage til listen, som han altså ikke vil se. Vi tager dem fra en ende.

Læs også: Sjov og spas i sommerlandet

Curling
»Rasmus Bjerg spillede også curling professionelt en overgang i Canada, hvor han tog et år fri for at udforske sit talent. Han blev medlem af Canadian Curling Association. Det gik godt i starten, men efter et par måneder begyndte hans præstationer at blive dårligere.« Rasmus Bjerg griner højt over citatet fra Wikipedia.

»Det med curling er en joke, som nogen har lavet med mig på Wikipedia. Men jeg gør ikke noget ved den, for den er jo meget sjov. På den anden side er det endnu et eksempel på, at man ikke kan gøre noget ved de usandheder, der spredes om én. Det er jo det, der er satans ved medierne, de er kun et klik væk, alting går så hurtigt og er usandheder først derude, vil de altid være der. Det er noget, jeg har måttet erkende,« siger han med en slet skjult ærgrelse, der nærmest virker overrumplende hos den »jordbundne jyde«, som han flere gange er blevet kaldt.

Keramik
»Ja, ler har fyldt ret meget i mit liv. Jeg er opvokset i Vester Nebel ved Kolding og begge mine forældre var keramikere. Det var et rigtigt hippiehjem ude på landet på et nedlagt landsted med hønsestrik, gedeost og bønnepostej. Om sommeren var vi på ø-lejr, og på et tidspunkt boede min mor og jeg også i kollektiv, mens min far var på højskole. Det var hele pakken, og vi var meget anderledes end de andre familier i byen. Selv om der var højt til loftet, og jeg blev forgudet af mine forældre, var jeg enebarn og havde ikke rigtig nogen at dele det der med, at jeg var anderledes.

Måske derfor har jeg selv fået fire børn. Når man er alene og føler sig anderledes, opfinder man nogle usynlige venner, og man fantaserer om, hvordan tingene kunne være. Jeg kan huske, at jeg elskede at besøge min ven Jesper, fordi de havde duftroser hængende, hæklede dukker over toiletpapiret, og man måtte få slik og hvidt toastbrød med salami. Det var sådan et pænt hjem, og jeg tænkte, at de måtte være meget rige – og meget lykkelige.

Læs også: Interview med Julie Zangenberg

Hos os var der malede ølkasser som reoler, Stig Møller og Bifrost på anlægget og masser af folk, der gik ind og ud. Der var frisind og masser af fantasi i mit hjem, og i dag er jeg vildt glad for det, fordi det har gjort, at jeg laver det, jeg gør. Min sti blev lagt for mig, fordi jeg tidligt blev introduceret for kunst, kultur- oplevelser og en masse originaler, som jeg trækker på til mine karakterer i dag. Men dengang var det ikke altid så nemt.«

Klassens klovn
»Jeg blev nok en underholder, da jeg gik i skole. Når man føler sig anderledes, skal man ligesom retfærdiggøre det og finde sin egen plads. Jeg opdagede, at folk grinede ad mig, og det blev så min rolle. Jeg kan huske, at jeg altid spurgte som en vanvittig i timerne, og at jeg fik rigtig meget skældud. Jeg var ikke særlig god til at få skældud, har altid været meget autoritetstro og meget bange for at gøre noget forkert. Måske var jeg bare følsom, men jeg ville virkelig ikke gøre nogen ked af det – og så har og havde jeg en sygelig retfærdighedssans. Ofte følte jeg mig også misforstået, fordi mange af lærerne ikke kunne rumme min humor, og så kommer man jo hurtigt til at føle sig forkert. At det ikke var okay at være den, jeg var.

Engang skulle vi i formning lave et cirkus publikum i pap, og læreren havde talt om, at cirkus kan rumme alle slags mennesker. Min figur blev en rocker – med hagekors om armen. Ikke fordi jeg ville være sjov, men fordi jeg tænkte, at det burde vi så også kunne rumme. Men det kunne læreren ikke. Hun rev min figur i stykker. Jeg følte det nærmest som et overgreb.

Derfor var det også fantastisk for mig, da jeg som 11-årig blev introduceret for teatret. Min mor meldte mig ind i en amatørteaterforening i Kolding, og jeg kunne straks mærke, at jeg der kunne slappe af ved at spille de roller, jeg havde kæmpet hårdt for at blive accepteret i. Her kunne jeg tage en maske på og føle mig rolig med det. Jeg glædede mig meget til dramatimerne, fordi de gav mig en fornemmelse af, at det sgu var okay at have kræfter inde i mig, som alle ikke kunne spejle sig i. Det var også der, jeg mødte min kone, Helle. Vi blev senere kærester og har nu været sammen i 17 år.«

»Voldspsykopat«
Velkommen på forsiden lød det i januar sidste år fra Ekstra-Bladet til Rasmus Bjerg, da de bragte en historie om, at han angiveligt havde slået en kvindelig bartender ned under en druktur på Café Grotten på Vesterbro. I flere dage kørte historien, der hængte ham ud for at være noget nær en »voldspsykopat«, der ikke kunne styre hverken sine næver eller de våde varer.

»Den sag har sat store spor i mig, og jeg har faktisk ikke talt om den siden. Den skulle ikke blive mit kors. Det viste sig jo, at jeg ikke havde overfaldet nogen – tværtimod var det mig, der havde fået en på snotten.« Alligevel taler han om det nu. »Men den ramte ned i flere ting i mig, og jeg har været igennem mange følelser omkring det. Først følelsen af, at jeg havde gjort noget forkert. Det troede jeg jo de første par dage, at jeg havde.«

Han havde været i byen og kom plørefuld hjem. Dagen efter ringede Ekstra-Bladet og bad ham om en kommentar til voldsepisoden på Café Grotten. Journalisten sagde, at han havde overfaldt en kvindelig bartender, og at en overvågningsvideo bekræftede det. Han kunne intet huske. »Alting styrtede i grus for mig. Havde jeg virkelig overfaldet en kvinde – mere usselt bliver det vel egentlig ikke? Tænkte, at min familie og alle mine venner, der kender mig, måtte tro, at jeg måtte være helt ude i tovene, siden jeg kunne finde på sådan noget. Havde det slået klik for mig? Hele mit selvbillede blev rystet.

Læs også: Færre forestillinger på Det Kongelige Teater

Og så kom forsiderne, hvor jeg blev udråbt til at være en voldspsykopat. Det var meget voldsomt. Andre avisers netmedier kastede sig frådende og ukritisk over historien, og snart var den spredt ud over det hele. Jeg udviklede lynhurtigt en social angst, ville ikke gå ud, og var nødt til at spise nogle psykofarmaka den første tid, fordi jeg ikke kunne hænge sammen. Jeg så også i en vis grad mit professionelle liv smuldre.

Spar, som jeg lavede reklame for, satte midlertidigt min kontrakt på stand-by, og jeg var i dialog med DR om Bruno. Det var jo klart, at de ikke kunne have mig rendende inde i den, hvis jeg var en voldspsykopat. Heldigvis ringede Københavns Politi til mig allerede et par dage senere. De ville vise mig overvågningsvideoen, fordi den fortalte en helt anden historie, end den, der kørte i medierne. Jeg sad så der på stationen helt ulykkelig og knust. Indtil jeg så videoen, der viste, at det var mig, der blev overfaldet af en mand fra baren. Sigtelsen mod mig blev droppet, og først blev jeg bare meget lettet. For mig handlede det mest om at overleve det, at kunne holde mig selv ud og se min familie i øjnene.

Derefter blev jeg vred. Følte mig ramt på min retfærdighedsfølelse. Det er det, jeg mener med, at man ikke kan stille noget op, når medierne går i gang. Nu ligger de usandheder derude, og hver gang folk googler mig, er det den historie, der først popper op. Men jeg har intet gjort for at ændre det. Jeg valgte kun at udtale mig om sagen efterfølgende et par steder. Det var nok for mig at kende sandheden. Jeg smed mine psykofarmaka i skraldespanden og satte mig bogstaveligt ind i nogle lokale busser i Aalborg for at komme af med min sociale fobi. Jeg vidste, at jeg måtte rejse mig hurtigt igen, ellers kunne det blive farligt for mig.«

Han reflekterer et øjeblik over de næste sætninger i sit svar. »Det har taget lang tid at bearbejde det hele, men nu er jeg i stand til at sige, at den rejse, som den oplevelse har ført mig på, også har givet mig positive ting. Jeg har ikke i så høj grad som tidligere behov for at blive elsket af alle, og jeg føler, at det er endnu mere okay at være den, jeg er. Måske fordi jeg har oplevet en sorg, der har gjort mig til et mere interessant menneske, fordi jeg nu har mærket, hvad livet også kan give én. Jeg har – heldigvis – været forskånet for sådanne ting i min opvækst og ungdom. Alting er jo gået godt, jeg kom ind på Teaterskolen som 19-årig i første forsøg, har siden haft masser af roller, jeg har en dejlig kone og fire velskabte børn. Jeg har været pisseforkælet, og det er nok sundt at få sådan en sviner, der rusker én helt rundt.«

Lalandia
Lasse Rimmer har på et tidspunkt på Twitter skoset Rasmus Bjerg for at stille op i alskens reklamer, hvor han »sælger« agurker for Spar det ene øjeblik og familieunderholdning som bademester for Lalandia det næste. Bestem dig nu for, om du er skuespiller eller reklamesøjle, lyder kritikken. »Det er bare varer, jeg har på hylden. Jeg har ingen fine fornemmelser på mit fags vegne og har heller intet imod at tjene penge.

Selv om jeg sansynligvis aldrig bliver multimillionær, sådan som jeg drømte om som barn, giver en vis økonomisk frihed mig mulighed for at vælge de roller, jeg har lyst til at lave. Frigør overskud til, at jeg kan have et stort spænd. Om kort tid er jeg cirkusdirektør i Cirkus Summarum om dagen – og spiller Dostojevskij på Det Kongelige om aftenen.« Han griner ad sig selv. »Det er sgu da lidt af et spænd, ikke?«

Læs også: Nu prøver Det Kongelige noget helt nyt