Oops, she did it again: Kunstmaleren Britney Spears er klar med en soloudstilling

Den 38-årige sangerinde, danser og iværksætter Britney Spears kan nu også skrive kunstmaler på sit CV. Om få dage kan hendes første soloudstilling opleves på et galleri i Sydfrankrig.

Britney Spears' maleri, der i 2017 blev solgt på en auktion i Las Vegas til støtte for skudofre, for, hvad der svarer til 67.000 danske kroner . Fold sammen
Læs mere
Foto: Gabe Ginsberg/Getty Images

Det måtte jo ske. For to år siden postede Britney Spears en video på Twitter, hvor hun malede et maleri til tonerne af Mozart på en idyllisk, solbeskinnet terrasse. Internettet – og især Britney Spearsfans – gik i selvsving.

I 2017 blev et af hendes malerier, der forestiller blomster og er holdt i naivistisk stil, solgt for, hvad der svarer til 67.000 danske kroner på en auktion i Las Vegas til støtte for skudofre.

Britney Spears

»Blomsterne i mine malerier repræsenterer en ny begyndelse, og det er i den ånd, at vi rykker fremad.«


Nu vises Britney Spears´ første soloudstilling på Galerie Sympa i den franske by Figeac. Udstillingen hedder dog hverken »Oops... I Did It Again« eller andre referencer til hendes sangtitler, men derimod »Sometimes you just gotta play!!!!!!«.

Kører til verden ender

På Instagram skriver galleriet:

»Vi er glade for at kunne meddele, at vi åbner Britney Spears' første soloshow på et kunstgalleri lørdag 18. januar 2020 fra klokken 18-21.«

Ifølge galleriet kører udstillingen »Till the World Ends« - en reference til en Britney-sang. Galleriet oplyser intet om, hvilke af sangerindens værker der bliver vist på udstillingen, eller om hun vil være til stede ved ferniseringen.

Sidste år lod Britney Spears sig indlægge på et psykiatrisk hospital på grund af udmattelse. Derefter holdt hun lav profil i et par måneder. I en Instagram-video sagde hun til bekymrede fans:

»Alt er godt. Min familie har oplevet en masse stress og angst på det seneste, så jeg havde brug for noget tid til at håndtere det. Men bare rolig: Jeg er tilbage meget snart.«

Nu kan Britney ud over sangerinde, danser, iværksætter og fitnessguru altså skrive kunstmaler på sit CV. Dermed skriver hun sig ind i en lang række musikere, der også er udøvende malere. Den tæller blandt andre David Bowie, Kanye West, Joni Mitchell, Johnny Cash, Paul McCartney og Bob Dylan.

»Blomsterne i mine malerier repræsenterer en ny begyndelse, og det er i den ånd, vi rykker fremad,« sagde sangerinden i 2017 om sin nye kunstneriske hobby.