One Direction-fans tager til genmæle: Anmelderne er sure og for gamle

Når landets anmelderskare er ud med riven efter One Directions koncert i Parken, skyldes det, at det er sure, ældre mænd og kvinder, der ikke passer ind i målgruppen, som skriver anmeldelserne, mener fans.

Det udskældte irsk-britiske boyband One Direction på scenen i Parken mandag 16. juni 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det irsk-britiske boyband One Direction blev efter deres koncert i Parken mandag aften hængt godt og grundigt til tørre af den danske anmelderstand.

Mens Ekstra Bladets Thomas Treo i sin et-stjernede anmeldelse klandrede de fem unge mænd i One Direction for at være talentløse »mangemillionærer«, der »vælter sig i unge damer overalt, hvor de kommer frem« og som en gruppe, der ikke kan »noget særligt«, kvitterede Politikens Pernille Jensen med to ud af seks hjerter, Berlingskes Lars Rix og Jyllands-Postens Anders Houmøller med hver især tre stjerner, mens Jan Eriksen fra BT - som den eneste af sin kolleger - gav koncerten hele fire stjerner.

Det vækker nu harme hos super-fanen Narin Korkmaz, som sammen med veninderne Fie Friis Kristensen og Faidao Chitphumisak står bag One Directions danske fanside på Facebook, som har flere end tre millioner følgere.

»Lige hvad angår Thomas Treo må jeg være ærlig og sige, at jeg tager hans anmeldelser med et gran salt. Det eneste, han og Ekstra Bladet producerer, er provokerende anmeldelser, der kun har én ting til formål, og det er efter bedste nyhedskriterium at opfylde sensationskravet for at genere kliks til Eb.dk,« siger Narin Korkmaz, der var blandt de 45.000 ellevilde fans i Parken mandag.

»Hvornår har han i øvrigt nogensinde skrevet en hæderlig anmeldelse? Sidste år svinede han også One Direction til, da de gæstede Danmark. Han er ligesom mange af de øvrige anmeldere nogle gamle, sure mænd og kvinder, der måske burde genoverveje, om de er de rette personer til at tage ind og se og høre koncerter som One Direction, for Treo og co. er tydeligvis ikke målgruppen,« konstaterer den 18-årige unge kvinde.

Ifølge Narin Korkmaz er den slags stærkt holdningsprægede anmeldelser ikke journaliststanden værdig. Det gør anmelderne mindre troværdige, »når de ikke forholder sig til substansen i koncerterne, men usagligt lufter deres private holdninger,« siger hun.

»Med al respekt for anmelderne, så får de også os fans til at tage os ud som nogle små sjæleløse marionetdukker, der drager til One Direction-koncerter uden den mindste smule kritiske sans, men som nogen, der bare labber musikken i os,« siger Narin Korkmaz, der ikke selv vil rode sig ud i en bedømmelse af koncerten.

»I og med at jeg er medstifter af gruppens danske fanside på Facebook og stor fan selv, vil jeg helst afholde mig fra at give koncerten stjerner, som anmelderne gør, men jeg synes, det var en superfin koncert, som lige meget hvor jeg kiggede bragte smil på de øvrige koncertgængeres læber.«

I aften går det løs igen, når One Direction går på scenen i Parken klokken 20.00. Portene åbner klokken 16.30.