Livet er ligesom filmen og teatret. Til sidst venter den sorte skærm. Tæppet trækkes for. Klappen går ned. Slut. The End. Men inden vi hver især når dertil, er livet også fuld af mindre slutninger, som kan være nok så dramatiske og livsomkalfatrende.

Tænk lige over det: livsfaser, årstider, idealer, venskaber, kærlighed, krige og - i de mest dystopiske scenarier - selve civilisationen. Det er alt sammen fænomener, der har en indbygget udløbsdato. Før eller siden hører de op. Enten med et brag eller i et langsomt skred, man først ænser, når det er for sent.

Slutningerne er ofte forbundet med sorg og ængstelse, krise og fortrydelse. Det er ofte her, vi føler mest. Tilværelsen er for en stund på usikker grund. De faste holdepunkter er væk. Og selvom langt de fleste slutninger blot varsler en ny begyndelse, er der ind imellem en overgangsfase, hvor isen under tilværelsen knager noget så voldsomt.

Måske det er derfor, at der er skrevet så ekstremt mange mindeværdige sange om slutninger. Det er noget, der stimulerer kreativiteten.

Men slutninger er så sandelig også noget, der i sig selv kalder på musik. Det er derfor, vi sætter en særligt rammende break-up-sang på, når et kærlighedsforhold er endt i et brud.

Der er derfor, musikken er så indgroet del af de særlige overgangsriter mellem forskellige livsfaser: Når vi markerer barndommens slutning og ungdommens start ved konformationen. Når vi går ud af gymnasieskolen. Når vi siger farvel til tilværelsen som fri fugl og i stedet sætter en bryllupsring på fingeren. Når vi en dag begraves. Det er alt sammen markeret med disse helt særlige sange.

Så her kommer fem af de store. Fem sange, der på hver deres måde handler om, når noget er forbi.

Frank Sinatra

»My Way« (1969)

Crooneren over dem alle gør regnskabet op efter et langt liv i showbusiness. »And now, the end is near / and so I face the final curtain,« lyder de ikoniske åbningslinjer. Paul Anka skrev sangen specifikt til Sinatra, da han i slut-60erne overvejede at indstille karrieren.

Det var dog først senere - i takt med Sinatras fremskredne alder - at sangen for alvor voksede til hans store signatursang. Budskabet: Det kan godt være, at jeg var et røvhul og har gjort en masse tvivlsomme ting, men jeg gjorde trods alt altid tingene på min måde. Det kan man da kalde et gravskrift.

Dolly Parton

»I Will Always Love You« (1974)

Selvom Dolly Partons »I Will Always Love You« kun rummer ganske få tekstlinjer, rammer den følelsen helt rent og universelt. Det handler om at give slip, fordi ens udkårne ikke elsker en tilbage. Og samtidig ønske den anden alt det bedste på den videre færd i livet.

Fordi man selvfølgelig ønsker det bedste for den, man elsker. Også selvom kærligheden ikke er gengældt. Det gør ondt, og det gør godt. Specielt når den er sunget af så store sangerinder som Dolly Parton og Whitney Houston.

C.V. Jørgensen

»Sæsonen Er Slut« (1980)

Som så mange andre af C.V. Jørgensens tekster, gemmer der sig flere lag i »Sæsonen Er Slut«. På overfladen er det en poetisk flimrende sang om det vemod, man kan føle, når sommeren går på hæld, og man alligevel ikke føler sig helt tilfreds med udbyttet af de lange lyse nætter.

»Endnu en kys endnu et kærtegn / endnu en dans er forbi /du er stadig svimmel men uforløst indeni,« lyder det et sted. Men sæsonen kan også læses som en metafor for selve livet. Fik du det ud af det, som du skulle?

Kim Larsen

»Om Lidt« (1986)

Den bredmundede Larsen har sjældent været så rørende og poetisk koncis som her. »Om lidt bli’r her stille / Om lidt er det forbi / Fik du set det du ville? / Fik du hørt din melodi?«

Det er en af alletiders mest prægnante og rørende danske farvel-til-livet-sange. Hvorfor den naturligvis også er flittigt spillet til begravelser. Sangens lille genistreg er dog, at den samtidig fungerer som en påmindelse til os, der stadig lever om at omfavne livet og få det meste ud af det, mens vi stadig er her.

R.E.M.

»It’s the End of the World« (1987)

En af de mest mindeværdige og sært opløftende sange om jordens undergang. De fleste af os husker nok primært omkvædslinjerne: »It’s the end of the world as we know it, and I feel fine«.

De linjer kan synges til enhver tid. Men lytter man efter Michael Stipes lynende bevidsthedsstrøm i versene forankres den tydeligt i midt-80ernes politiske og kulturelle klima, der var præget af reaganisme, koldkrigsretorik, kynisme og kommercialisering. I dag har kriser og skurke andre navne, men frygten for civilisationens endeligt er i den grad intakt. Det her må stadig være det foretrukne soundtrack, når lortet en dag går ned.

Odense Teaters teaterkoncert »The End« er instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. Spilleperiode: 12. maj-9. juni 2016.