Om kunsten at tegne et får i en norsk provins

Bøger: »Fåresyge« Ina Merete Schmidt er en forfatter, man skal holde øje med. Hendes anden roman skuffer ikke de forventninger, som debutbogen affødte.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hele hovedet blæst op til en øm, svullen ballon, jo tak, vi er nogen, der husker, hvordan det var at have fåresyge. En af de fem børnesygdomme. Når Ina Merete Schmidt, der debuterede i 2005, med den sprælske roman »Fra dag ét«, kalder sin nye roman »Fåresyge«, handler det dybest set ikke om en børnesygdom men om et barns død, men på overfladen også en hel del om besværet med at tegne det perfekte får. Løsningen viser sig at være næsten lige så god som den med kassen til den lille prins, men det må man selv læse sig til. Og vil man læse en god roman af en yngre forfatter, så er »Fåresyge« hermed anbefalet.

Romanen handler kort fortalt om parret: læge Lars og illustrator Miriam, der er flyttet til en norsk provins, hvor Lars har fået et vikariat, mens Miriam altså skal tegne får. Grunden til at de har taget dette skridt i tilværelsen, er, at de for ét år siden mistede deres lille datter. Nu skal de videre. Men naturligvis er alt det ubearbejdede flyttet med. Den lille norske idyl ændrer sig hurtigt til en kvælende fælde for den hjemmetegnende Miriam, som ikke kan fange det dér får, men i stedet tegner alle de grufulde ulykker, Lars kommer hjem og fortæller om. En fælde, hvor naboer ser, registrerer og sladrer om hvert eneste skridt, man tager, graver mærkelige fælder i haven og tager livet af sig, eller overfalder én med spørgsmålet: »Kender du Jesus?«, og hvor de borgerlige svigerforældre pludselig kommer for at blive længe.

Noget helt særligt
Som romanen skrider frem, bliver det hele mere og mere rablende for stakkels Miriam, ikke mindst fordi hendes mand er en tavs fætter. Hun begynder at gå på fjeldvandringer (og lidt mere) med den gæve gletsjerfører Terje.

Selve historien er triviel nok: Fortrængt sorg og ungt par i krise, men det, Ina Merete Schmidt kan, er helt særligt. Hun kan skrive så underspillet pokerfacemanerligt, at man skiftevis klukker af grin, føler sig følelsesmæssigt ramt og krummer tæer. Det er Miriam, der er hovedpersonen, og det er hendes stigende desperation over får og mand, som forfatteren formår at skildre med på én gang kærlig og vanvittig slingren i teksten. Ikke mindst parrets forsoningsrejse, som de ender med at foretage i selskab med en svært spastisk personage, er helt ude på det overdrev, som kun opstår af reel frustration, og som set i det skrivende bakspejl er ustyrlig tragikomisk. Ina Merete Schmidt har alvoren med sig, Miriam er ikke en papfigur, der kun skal være sjov, og det er netop fordi, der er en solid baggrund at spille op af, at den rastløse humoristiske energi kan folde sig ud, som den gør.