Om køer og kastesystem

Du kender din plads på skiltet om halsen i Cannes.

People line up outside the Festival palace before being checked by security on the opening day of the 69th Cannes Film Festival in Cannes, France, May 11, 2016. REUTERS/Eric Gaillard Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIC GAILLARD

Der står en ordentlig bunke folk mast sammen i en større bås i nærheden af et stort hotel på Croisetten i Cannes - hovedstrøget langs stranden. De fleste er pænt klædt på, men klokken er også lidt i ti om aftenen, og da jeg spørger en, hvad de egentlig står der for, svarer han som det naturligste i verden, den sene filmforevisning kl. 22.30.

Ok, jeg er ny her, og er først lige begyndt at vænne mig til køerne. De er ellers overalt, hvor man kan se film - og det er sådan set overalt. Specielt foran festivalpalæet står folk fast linet op - med en tålmodig forventning, som stod de i kø til den nyeste forlystelse i Tivoli på en god sommerdag.

Nu kan jeg jo sagtens se på dem med en vis overbærenhed - jeg har nemlig et pink skilt med gul prik hængende om halsen, så med ubekymret mine trasker jeg uden om diverse køer og båse gennem de talstærke kontroller i ikke alt for god tid før filmen.

Skiltet - eller badgen - er adgangstegnet til min plads i hierarkiet ved pressepladserne i Cannes-festivalen - og det er et hierarki, der ikke er til at spøge med. Faktisk et slags klassesystem - eller måske nærmere endda et kastesystem.

Der er i hvertfald fem forskellige systemer - og det passer jo egentlig meget godt med en anerkendt opdeling af socialklasser i samfundet.

For at starte nedefra, så er der de gule badges - her er tale om systemets underklasse. Lige over dem kommer de blå - arbejderklassen. Hos de gule finder man f.x. filmbloggerne, der ikke har  så meget andet end deres renomme at komme med.

De gule og blå må møde tidligt om morgenen, og som flygtninge ved grænsen kan de stå og skæve misundeligt over på de privilegerede med pink badges. Så er vi oppe i middelklassen. De dukker typisk op i anstændig tid efter at have fået deres morgenkaffe, og begynder værdigt at sludre om dagens filmoplevelser med den naturlige selvfølelse, der jo hører de privilegerede til.

Det er en del avis-journalister, der optræder her - det forlyder, at Cannes-festivalen stadig rangerer de trykte over online-medierne.

Og så er der dem med et pink badge med gul prik - så er vi nået til den øvre middelklasse - som har første-adgang til pressemøderne med skuespillere og instruktører, og som kan daske uden om køen - eller komme lige før filmen og alligevel komme ind.

Man er dog ikke sikret en siddeplads - så skal man nemlig have et hvidt badge. Her taler vi overklasse - den ene procent med de helt særlige privilegier. Det er de toneangivende skribenter fra store internationale tidsskrifter og dagblade, Screen, The Hollywood Reporter og den slags.

I alt er der vel omkring 5000 pressebadge i omløb, og der er bestemt ingen offentlighed om, hvilke kriterier, der ligger til grund for uddelingen af de eftertragtede skilte hos festival-arrangørerne.  Men sammenligningen med et kastesystem er nok ikke helt af vejen. Ingen er i hvert fald i tvivl om, at traditioner vejer tungt - det tager år at få hævet sin status - til gengæld kan et medie også nogenlunde regne med at beholde den, hvis man ellers er nogenlunde flittigt producerende.

Således har jeg hørt, at det jo er Ebbe Iversens badge, jeg har - Berlingskes legendariske tidligere filmanmelder, der luftede sin safarivest hernede i over 20 år. Der har været flere journalister efter ham, men her lå altså optjeningen.

Så tak Ebbe - jeg sender dig en venlig tanke, når jeg vandrer udenom køen.