Om flidspræmier til de dygtigste på ordfabrikken

»Ordener hænger man som bekendt på idioter, og der kan i sandhed være noget grinagtigt over det rygklapperi, og den hyldest til det allerede etablerede, priser i værste fald understøtter.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Seriøst, jeg vil skide på Augustprisen«.

Med den svada modtog den svenske digter Athena Farrokhzad forleden en nominering til den svenske litteraturpris, som blandt andre Per Olov Enquist, Kerstin Ekman, Carl-Henning Wijkmark og Tomas Tranströmer tidligere har modtaget.

Mens vi herhjemme taler om Yahya Hassan, har den iransk fødte 30-årige forfatter og litteraturkritiker tiltrukket sig en del opmærksomhed i Sverige for sin digtsamling »Vitsvit«, som også behandler integrationsspørgsmålet.

Men hvor Yahya Hassan i hvert fald sagde, at han var glad for at modtage Debutantprisen tidligere på måneden, ser Athena Farrokhzad altså helt anderledes på priser og i særdeleshed på Augustprisen, som hun kaldte den svenske forlæggerforenings Employee of the year-pris i et interview til Svenska Dagbladet. Her fik hun også lige nævnt, at alt for mange forfattere skriver for meget og har for lidt at sige.

Det sidste gælder givetvis også herhjemme. Men hvad med priserne, er de også lige til at skide på, som Athena Farrokhzad hævder? Er det ikke bare flidspræmier til årets dygtige medarbejdere i ordfabrikken? Jo, det er priserne også. Ordener hænger man som bekendt på idioter, og der kan i sandhed være noget grinagtigt over det rygklapperi, og den hyldest til det allerede etablerede, priser i værste fald understøtter. Med det væld af priser, der også herhjemme bliver uddelt, er en pris da heller ikke en garanti for, at en bog er den tid værd, det tager at læse den.

I det lys er det forfriskende, at en ung forfatter som Athena Farrokhzad sætter spørgsmålstegn ved noget, der ellers ses som indiskutabelt godt.

Men med fare for at falde i den kategori, som Jeppe Krogsgaard Christensen i sin humoristiske karakteristik af de forskellige læsertyper har døbt »Nobeldisciplen« (dem, der altid pejler efter priserne), vil jeg hævde, at der alligevel er en vis mening med litterære priser. Noget, der gør, at man også som almindelig læser kan sætte pris på dem.

For litteraturpriser fungerer også som et spotlys, der får os til at se – og læse – forfattere, vi ellers aldrig havde fået øje på.

Vi havde helt sikkert opdaget Yahya Hassan, selv om han ikke havde fået en pris. Men den blåstempling, der ligger i en pris, har formentlig været med til at banke salgstallet på hans digtsamling op i det astronomiske leje; foreløbig 57.000 eksemplarer.

Det samme gælder de helt store. Mon ikke de færreste herhjemme havde læst canadiske Alice Munro, før hun i sidste måned modtog Nobelprisen i litteratur? Nu ligger en af hendes novellesamlinger sikkert under træet i en del hjem til jul. Måske ved siden af sidste års Nobelvinder Mo Yans »Hvidløgsballaderne«.

Den lavmælte islandske forfatter Gyrðir Elíasson formulerede ganske godt, hvad priser kan, da han for et par år siden modtog Nordisk Råds Litteraturpris: »Jeg havde ellers vænnet mig til ikke at blive lagt mærke til,« sagde han.

Og Athena Farrokhzad? Hun slap i denne omgang. Augustprisen fik hun ikke. Men den vil hun jo også skide på.