Om engle og lidenskab

En blind mand spiller en blind mand, der vil paraglide ud fra et bjerg i Sydafrika, i en film om en film. Jon Bang Carlsens nye »Blinded Angels« er et temmelig hasarderet projekt, men det lykkes.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Lige siden Jon Bang Carlsen og hans far samlede en havareret, død pilot iført blafrende faldskærm op fra farens mark, har den danske instruktør sværmet for tanken om at kunne flyve. Det er i hvert fald præmissen i Carlsens nyeste film, »Blinded Angels«, der som mange af hans tidligere værker udspiller sig i et overlap mellem fakta og fiktion.

I filmen giver instruktøren sig i kast med at skildre sin fascination af emnet, men konstaterer, at han har brug for et alter ego, for at han på bedst mulig vis kan fortælle sin historie. Det skal være en blind mand som »en fuldfed metafor« for at prøve at kigge ind gennem sprækkerne til et - i hvert fald i åndelig forstand - guddommeligt univers.

Til det vælger han multikunstneren Rune T. Kidde, som vi følger fra ankomsten til lufthavnen i Cape Town, hvor han briefes om denne sin første filmrolle. Han skal spille en mand, der har excelleret i at paraglide fra en elsket bjergtop i det sydafrikanske, men som er blevet blind, og nu ti år efter vender tilbage for at foretage et - i værste fald - sidste spring. Men snart opstår problemerne. Hvordan kommer en blind mand for eksempel ind i en ferielejlighed?

Mens han samler mod til at tage springet fra toppen af bjerget, hyrer Rune Kiddes hovedperson sin stuepige til at være hans øjne. Det fører til en forelskelse og ikke uden omkostninger, for hun er gift, og volden er en befærdet genvej til mellemægteskabelig kommunikation i Sydafrikas townships, forstår vi.

Hvordan knække koden?

»Blinded Angels« udspiller sig som en dokumentarfilm om en spillefilm, og i den forstand følger vi udfordringerne, som Carlsen og hans crew møder undervejs. Samtidig kommenterer instruktøren filmen og filosoferer over, hvordan han knækker koden og flyver som englene, salig og lykkelig.

At sætte en blind mand til at spille en blind mand i en dokumentarfilm, der handler om en fiktiv spillefilm, er et prætentiøst projekt, men vi har også at gøre med store ambitioner.

Filmen lykkes dog især i kraft af Jon Bang Carlsens drømmende causerier over menneskets længsel efter at lure gennem porten til et guddommeligt åndeligt rige - og fordi hans svar på den søgen er så umådeligt poetisk, at man føler det, som om man forlader biografen med nøglen i lommen. Og så selvfølgelig fordi Rune T. Kiddes porøse og alligevel jættestærke hovedperson er den på en gang mærkeligste og mest genkendelige hovedperson, man længe har set på film.

»Blinded Angels« forlanger meget af sit publikum, og de indledende passager med instruktørens monologer gør den til en langsom starter trods de kun 85 minutter, den varer. Men for den intellektuelt sultne biografgænger er der en dejlig oplevelse i vente.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse