Om dengang Blågårdsgades butikker var fornemme

Hverdagstravlhed i Blågårdsgade i 1904 med Nørrebrogade i baggrunden og den nyanlagte Blågårds Plads til venstre i billedet. Fra Louise Skak-Nielsen: Alle kender Blågårdsgade Fold sammen
Læs mere

Blågård var navnet på et landsted en fjerdingvej uden for Nørreport. Herude på den anden side af Peblingesøen opførte Frederik IVs bror, prins Carl, en hoved­bygning i begyndelsen af 1700-tallet, således at herskaberne kunne ligge på landet og fra den vidtstrakte have nyde udsigten over søen. Farven på det glaserede tegltag gav inspiration til ejendommens navn, og selv om den kongelige lystgård efter en broget historie brændte ned til grunden i 1833, fortsatte navnet med at have tilknytning til stedet. En skyggefuld lindeallé, der var anlagt fra landevejen hen over grunden og ned til Ladegårdsåen, blev nemlig i forbindelse med en udstykning i 1820erne navngivet Blågårdsvej, og 100 år senere var det plat umuligt at finde en indfødt københavner, der ikke kendte Blågårdsgade.

Gennem et par generationer var Blågård med andre ord et fritidshus, hvor medlemmerne af den kongelige familie kunne være lidt alene, og da Christian VII i sine ungdomsår havde trang til at afholde selskaber med damerne fra kvarteret omkring Vandkunsten, viste stedet sig at være et en velegnet ramme. Men også borgerlige familiefædre med andre interesser og penge på kistebunden benyttede de landlige omgivelser på begge sider af den senere Nørrebrogade som rekreativt område. Herom vidner navne som Ravnsborg og Solitude, der begge var lystgårde opført på et tidspunkt, hvor det ikke var enhver beskåret at kunne trække sig tilbage og nyde den sparsomme fritid i landensomheden på Nørrebro. Et sted almindelige mennesker kun kunne finde på at besøge på en søndagsudflugt, eller når en pårørende skulle stedes til hvile.

Uden for byens volde opererede myndighederne med en demarkationslinje, inden for hvilken der kun måtte opføres mindre træhuse, som hurtigt kunne fjernes eller nedbrændes i tilfælde af krig, og efter det engelske bombardement i 1807 blev linjen af sikkerhedshensyn lagt helt ude ved Jagtvej og Falkoner Allé. Det indebar, at Nørrebro i første halvdel af 1800-tallet vedblev at være en tyndt befolket forstad, hvor flokke af kvæg drev omkring på de endeløse græsarealer, og hvor hovedstadens tvivlsomme eksistenser havde frit spil.

Det ændrede sig imidlertid gradvist hen imod midten af århundredet, og med større hast efter at fæstningen blev opgivet og byportene revet ned i 1850erne. For nu blev det tilladt at opføre egentlig bymæssig bebyggelse i de såkaldte brokvarterer, og næppe var frigivelsen sat i værk, før Smedegade, Tømrergade og Murergade blev anlagt på de jorder ved Peblingesøen og Ladegårdsåen, der engang havde været kongeligt landsted. I 1859 fik Blågårdsgade sit navn, og selv om bebyggelsen i det nye forstadskvarter set med eftertidens øjne var af ringe kvalitet, var der som hovedregel for datidens udflyttere fra den indre by tale om en klar forbedring af boligstandarden.

De udmærkede forhold lokkede flere til, og i løbet af en generation opstod der et ud­præget arbejderkvarter omkring Blågårdsgade. God plads til grønne oaser mellem husene var der til at begynde med rigeligt af, men som årene gik, blev pladsen mere trang, og i 1880erne begyndte de egentlige karrébebyggelser at skyde op i et rasende tempo. Undertiden i form af korridor­huse, hvor man sparede på de kostbare trappeopgange og i stedet placerede lejlighederne på hver sin side af en korridor i hele husets længde. Små, mørke og brandfarlige boliger, men til gengæld var huslejen til at betale. Især når der var tale om baghuse med adresse »over gården«, som man sagde, når man skulle gennem en eller flere porte for at komme hjem.

Men så ringe var forholdene kun undtagelsesvis i Blågårdsgade, som var den fineste gade i kvarteret, og hvor der omkring århundredskiftet oven i købet blev opført huse med herskabslejligheder i tidens palæagtige stil. Et agtet sted at bo, men det var forretningslivet, der gjorde Blågårdsgade kendt i hele Storkøbenhavn, for i hele gadens længde lå den ene butik lå ved siden af den anden. De fornemste oppe mod Nørrebrogade og de mere ydmyge på strækningen nede ved Ladegårdsåen, før den blev overdækket i 1897. Overalt var der et bugnende udbud af varer for enhver smag og enhver pengepung. »Vil man sælge hatte, må man bo i Blågårdsgade« hedder et 100 år gammelt bonmot, og ikke uden grund. Damer med blåt hår kom langvejs fra for at frekventere gadens eksklusive modemagasiner, og da der i 1901 kom strøm i ledningen, begyndte linje 3 at køre gennem gaden i fast rutefart mellem Østerbro og Vesterbro via Frederiksberg. Det trak endnu flere til fra fjerne bydele. Nogle for at bruge penge og andre for at tjene en dagløn. For trods den rivende omsætning i de mange attraktive butikker var og blev Blågårdsgade hovedpulsåren i et udpræget arbejderkvarter med et væld af værksteder i side- og baghuse og med en indfødt befolkning, hvor hjertet politisk set sad længere til venstre end noget andet sted i byen.