Om at være nøgen i havet

Gertrud Højlund, journalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Så blev det endelig efterår, åh fryd. Mørket sniger sig ind gennem byens gader inden klokken 18, regnen slår de gulbrune blade af træerne, snart kommer vinden og tager resten. Man tænder stearinlys for at holde varmen uden radiatorens hjælp lidt endnu. Farvel sommer, du var et køligt og lunefuldt bekendtskab. Men du mindede mig alligevel om:

Det er tidlig morgen i august, stille hav og bølgekluk under broen på Amager Strand. Vi går ud for enden, hvor der sidder en mand med ryggen til os og ansigtet mod solen, som langsomt tørrer havet af hans nøgne krop. Han sidder i sine egne tanker og for sin egen skyld. Og vi lægger tøjet i en lille bunke på broen og glider ned i vores lokale hjørne af verdenshavene. Nøgne. Og så kommer jeg i tanker om, at jeg er nødt til at skrive om vigtigheden af at være nøgen i havet. Så jeg ikke glemmer det. Og så andre ikke glemmer det.

For hvis man aldrig gør den slags, så finder man ikke ud af, at det er vigtigt. Det er først, når man svæver med tangplanter omkring fødderne, universet i en kuppel over sig og hele den nøgne krop vægtløs i køligt blågrønt, at man husker det. For kroppens mange dele bliver til en homogen helhed, når den er nøgen i havet. Kulturbetingede uligheder, visse kropsdeles urimelige særstatus udviskes. Når brysterne uden bikiniens omklamren får samme gavn af vægtløsheden som fødder og arme. Når kønnet mærker havet uden særbehandling, så integreres det i kroppen på lige fod med hånd og skuldre. Således samler havet min nøgne krop til en helhed, som fortjener samme nydelse, samme status, samme frihed. En nøgen krop i havet er en krop, som er ligestillet med sig selv.

Og det er en krop, som ikke skal præstere over for andre. Den skal bare være til og registrere, at den nu svæver rundt i et køligt verdenshav, som smyger sig om lårene, klukker i armhulen, laver hvirvelstrømme ved tåspidserne, omslutter bryster. Hvordan den ser ud er så underordnet, at det bliver latterligt. Den skal sanse, ikke sanses. Den skal opleve, ikke opleves. Være et aktivt subjekt, ikke et passivt objekt. Jeg er heldigvis blevet gammel nok til at sige fra over for samfundets forsøg på at instrumentalisere min krop, så jeg holder på en god dag effekten på afstand, men den findes jo endnu. Tanken om, at kroppen – og dermed også min krop – skal være tæmmet på en særlig måde, før den lever op til sit potentiale. Tanken om, at min krop skal præstere en visuel tilfredsstillelse – ikke bare hos min partner, men selv hos mennesker, som ingen rolle spiller i mit liv – før end den kan siges at være god nok. Men ikke, når den er nøgen i havet.

Og det fik jeg med fra denne sommer, som nu er et efterår: Husk at være nøgen i havet. Det er frigørende, det er frisættende, det er ikke en kvindekamp, men en menneskekamp at slippe fri for præstationspres. At være nøgen i havet er at hele og genvinde sin egen krop.