Om at tale som en kødpølse

... og fastholde pølsens vilde dans i sætningen

Susanne Staun Fold sammen
Læs mere

Salig Ludvig Holberg elskede pølsesnak: »Udi Fruentimmer-Selskab derimod faaer jeg Thee, Café og jævn Pølse-Snak hvilket accommoderer mig best udi mine ledige Timer.«

At tale som en kødpølse er i dag nærmest synonymt med vrøvl og sludder og kan til overflod kan være årsag til en klassisk konflikt af den art, som H.C. Andersen præcist målsøgte, da hans lille dreng udpegede den nøgne kejser.

Du kender det godt. En person siger noget, du overhovedet ikke forstår, og du tænker: Er det ham eller mig – der er dum? Er du normal, lader du som ingenting, thi du vil nødig opfattes som dum. Men er du modig, forsøger du at opklare sagen: »Hvad mener du?« Svaret vil ofte afsløre, om vedkommende har begået pølsesnak, eller om du bare sad dér og var ukvik i skallen. Bevares, enhver kan jo komme til at sige noget dumt eller lytte dumt, fraværende eller direkte uinteresseret.

På Deadline 8. marts forsøgte Louise Kjølsen, fjerdebølge-feminismens twerkdronning, her kaldet Twerky, at forklare bevægelsens teoretiske grundpiller for en måbende Mette Fugl. Twerky ville have lov til at være et subjekt, der har ejerskab over egen krop: »I definitionen af et objekt taler vi om en genstand, som der bliver gjort noget ved. Hvordan kan jeg så aktivt vælge at gøre mig til noget, der bliver gjort noget ved? Når det er en aktiv intention, jeg selv har som person.«

Til dette svarede Mette Fugl: »Jeg forstår ikke et ord.« Jeg er sikker på, at Fugl her talte på vegne af nationen, og blev personligt momentant opløftet, da jeg efterfølgende øjnede muligheden for en oversættelse i et debatindlæg af tidligere Kvinfo-direktør Elisabeth Møller Jensen i en konkurrerende avis. Her forklarede denne ikke, hvad Twerky mente, men påstod i stedet, at Mette Fugls dumhed var påtaget og et udtryk for arrogance. Selvfølgelig forstod Mette Fugl, mente Møller Jensen, som gjorde en dyd ud af ikke at indrømme, at hun ikke selv fattede hat, som det hedder. For hvad skulle der være svært i det?

Det er umuligt at forklare, hvad der skulle være svært at forstå ved noget, man ikke forstår. Hvad med: »Fordi det drejer sig om en masse ord, der er sat sammen i en rækkefølge og på en måde, der ikke er meningsgivende og muligvis for at narre fjenden i Aalborg?«

Så i stedet for at følge Twerkys T-shirt-påtrykte opfordring om at »tage dem på patriarkatet« (hvad jeg i øvrigt heller ikke forstår, hvordan man lige gør), vil jeg hellere tage Twerky på ordet.

Altså: Hvis jeg giver dig en pølse, så er pølse objekt i sætningen. Pølsen har her – i lighed med Twerky – ikke mulighed for at vælge subjektets rolle. Den stakkels pølse kan påstå, lige så lang den er, at den er subjekt i sætningen, og den kan af al magt true med at spise subjektet, men desværre, pølseven: Det kan ikke lade sig gøre. Du er objekt i sætningen.

Når »Twerky twerker« er Twerky subjekt. Men når »Manden iagttager Twerky«, er der ingen hverken grammatisk eller seksualpolitisk mulighed for, at Twerky ikke uhjælpeligt sidder fast som objekt i sætningen – og uden for.

Så Twerky er dømt til til evig tid at være på én gang subjekt og objekt, subjekt i sit eget univers, objekt for alle andre. Og indgår dermed i et skæbnefællesskab med resten af menneskeheden.