Om 40 dage går drømmen i opfyldelse

De var så sikre på, at de skulle være stjerner i USA, at de havde et »Million Dollar Record Deal«-skilt på deres væg. Men rockmusikerne fra Scarlet Pleasure måtte blive popdrenge, før de slog igennem. Berlingske har mødt det danske band, der blev booket til at spille på Orange Scene, endnu før de udgav deres debutalbum.

»Vi troede ikke, at man kunne komme til at spille på Orange Scene, før man havde udgivet et album. Det er jo fuldstændig syret,« siger Emil Goll om Scarlet Pleasures koncert på Roskilde Festival 1. juli – og som det ikke var vildt nok, så skal drengenes helt store idoler, Red Hot Chili Peppers, stå på samme scene inden dem. Foto: Sara Gangsted  Fold sammen
Læs mere

»Det er lige før, vi bare kan lægge os til at dø nu«, siger forsanger i Scarlet Pleasure, Emil Goll.

Poptrioen har netop udgivet debutalbummet, »Youth Is Wasted On the Young«, og Berlingske møder de tre medlemmer i den ekstravagante herskabslejlighed i København, som sanger Emil Goll og trommeslager Joachim Dencker netop er flyttet ind i.

Lejligheden, der tidligere har haft kollegaen Topgunn som residerende, fremstår ved første øjekast ren og pæn, men det let klistrede gulv og de stablede papkasser med sprutflasker i hjørnet sladrer om et brag af en indflytterfest. For selvfølgelig fester man, når man er 24 år gammel og er slået igennem i musikbranchen sammen med sine bedste venner.

Godt nok er der gået to år, siden drengene udgav albummets første single, »Windy«, der blev kåret som »Årets Uundgåelige« af P3-lytterne, og ganske vist har de mere en 21 mio. afspilninger på Spotify. Men et egentlig album har trioen ikke haft travlt med at sende på gaden.

Alligevel er bandet til dets egen store overraskelse blevet booket til Orange Scene på årets Roskilde Festival. Scarlet Pleasure har dermed med egne ord allerede nået det helt store mål.

»Vi troede ikke, at man kunne komme til at spille på Orange, før man havde udgivet et album. Det er jo fuldstændig syret,« siger Emil Goll.

»Vi havde hørt, at der var snak om Arena, men vi fik at vide, at vi ikke skulle sætte næsen op efter det overhovedet. På en tur til Barcelona tikkede der pludselig en mail ind om, at vi skulle spille på Orange. Vi gik fuldstændig amok. Det bliver bare ikke fucking større,« siger Joachim Dencker.

Sådan er det gået til, at ringen næsten er sluttet for Scarlet Pleasure, inden trioen har udgivet sit første album. Knap 40 timer før drengenes koncert på Orange Scene 1. juli, spiller det band, der kickstartede deres musikeventyr, fra selv samme ikoniske scene. Nemlig Red Hot Chili Peppers.

Efterskoleagtig funkrock

De tre i Scarlet Pleasure mødte hinanden i 7. klasse på en Rudolf Steiner-skole nord for København. Joachim Dencker var den nye dreng i klassen, der kunne spille trommer. Efter lidt tid fik de to musikinteresserede venner, Alexander Malone, der spillede bas, og Emil Goll, som kunne synge, nosset sig sammen til at spørge ham, om han var frisk på at starte et band.

Navnet fandt de på i en engelsktime. De brugte ordbogen til at finde på et navn, som kunne symbolisere den nyfundne glæde, de oplevede ved at spille musik.

De fandt sammen om en fælles kærlighed til Red Hot Chili Peppers, spillede covernumre af idolernes hits og efterlignede de funky slap-basgange og guitarriffs på de numre, de selv skrev. De beskriver det selv som efterskoleagtig funkrock meget lig det, alle andre jævnaldrende garage bands spillede på det tidspunkt.

Årerne gik med at læse siderne tyndslidte i Red Hot Chili Peppers forsanger, Anthony Kiedies, selvbiografi, »Scar Tissue«, og drømme om de eskapader, der følger med livet som amerikansk rockstjerne. Om dødsensfarlige hovedspring i fremmede swimmingpools fra tilfældige tage i Los Angeles, om LSD-trips og næsten-nøgen-koncerter på stripklubber i Hollywood.

Når en flyvemaskine fløj over himlen, fulgte drengene de hvide kondensstriber med øjnene og sagde til hinanden »Lige om lidt er det der os på vej til L.A.«.

»Vi snakkede hele tiden om, at vi skulle være rockstjerner. Præmissen for hele bandet var, at vi skulle være de største i verden, og LA-drømmen om at flygte fra dagligdagen var ekstrem vigtig. »Scar Tissue« var vores bibel dengang,« siger Alexander Malone.

Efter gymnasiet skrabede de som så mange andre unge sabbattyper penge sammen til den obligatoriske dannelsesrejse. Men mens vennerne glædede sig til selv-lysende full moon parties på Koh Phangan i Thailand, var Scarlet Pleasures ambition at slå igennem i New York.

»Vi havde gejlet os selv op til turen i fem år, og vi var ikke blevet mindre naive. Når vi ikke havde haft succes i Danmark, var vi sikre på, at det var, fordi Danmark var for småt til os,« siger Alexander Malone.

Forventningerne var skruet i vejret, og drengene var sikre på, at de ville få en pladekontrakt i New York. De havde skiftet genrer og stil og spillede nu indierock. Med sig over Atlanten havde de en »rigtig dårlig demo«, som de på det tidspunkt selv syntes var god, og et skilt med ordene »Million Dollar Record Deal«, som de hang op på væggen i værelset, de delte.

Failede rimeligt hårdt

Mens Scarlet Pleasure havde forestillet sig at skulle bo blandt skyskrabere og neonskilte, endte de tre i efteråret 2011 i stedet i Jamaica-kvarteret i Queens – halvanden time fra nærmeste højhus. Til deres første koncert kom kun en enkelt mand. Deres gamle klasselærers ven.

»Vi failede rimelig hårdt i New York. Det var en spand koldt vand i hovedet,« siger Emil Goll, og Joachim Dencker fortsætter:

»Hvis man ikke har lavet noget ordentlig musik, kommer der kun folk, man kender i forvejen, og hører én spille. Den glæde, vi oplevede, første gang vi spillede sammen, var forsvundet, fordi vi havde øvet de samme numre igen og igen. Vi troede jo, at vi havde produktet allerede.«

Efter et halvt år i New York vendte drengene i begyndelsen af 2012 tilbage til Danmark. Deres før så selvsikre drømme var blevet erstattet med en tvivl om, hvorvidt de i virkeligheden hellere skulle skifte spor. De aftalte at holde en pause fra hinanden og mødes igen en måned senere i Emil Golls sommerhus i Sverige.

Turen blev på mange måder skæbnesvanger for Scarlet Pleasure. De tre stod ved en skillevej og skulle overveje, om det virkelig var musikken, de skulle satse på. Det, de gjorde, virkede ikke, og det var gået op for de tre indiedrenge, at de skulle genopfinde sig selv, hvis de skulle slå igennem.

Alexander Malone havde taget nogle keyboard-akkorder med i sommerhuset. Der var noget sexet og soulet Curtis Mayfield over det, syntes han. Pludselig stod de med et nummer, der lød anderledes, mere friskt og nyt, end det, de tidligere havde lavet. På den måde blev »Windy« starten på det nye Scarlet Pleasure.

»Hele indie-tingen var en tilpasning. Det var sådan, man skulle lyde på det tidspunkt – vi var bare ikke særligt gode til det. Jeg skulle altid prøve at lyde, som om jeg var Jeff Buckley eller Tom Yorke fra Radiohead, og det passer min stemme slet ikke til. Jeg har jo en blød flødestemme,« siger Emil Goll.

Alexander Malone tilføjer:

»Vi var begyndt at lytte til andre musikgenrer og havde opdaget Frank Ocean, The Weeknd, Miguel og den bølge, der kom på det tidspunkt. Vi blev inspireret på en ny måde.«

Sådan gik det til, at Scarlet Pleasure igen tilpassede genre og stil efter tidens toner. Men modsat forrige gangs skift fra Red Hot Chili Peppers til indierock, følte drengene sig denne gang hjemme. De var på en måde tilbage til udgangspunktet med det funky, men deres nye lyd var varmere, mere poppet og mere soulet.

Efter »Windy« begyndte tingene for alvor at rulle for bandet. Det fik en aftale med et management, senere en pladekontrakt, og i starten af 2014 blev det »Ugens Uundgåelige« på P3.

Mere end musik

Scarlet Pleasure vil gerne være mere end musik. Derfor har de opbygget et visuelt, nostalgisk 90er-univers omkring bandet, som afspejler sig i alt fra pressefotos med lavalamper og tamagocthi’er til Emil Golls karakteristiske Nick Carter-midterskilning. De er kort sagt gået all in.

»Det dér med at iscenesætte sig selv har været lidt et fyord herhjemme. Alt skal helst være underspillet. Men nogle gange er det fedest at levere et ordentlig show og tage den det stykke længere med vindblæser, sølvjakker og boyband-stil,« siger Alexander Malone.

De er alle tre enige om, at Nik & Jay er de danske kunstnere, »der har taget den længst ud og kørt den mest antijantelov«. De har ikke bare banet vejen for, at danske kunstnere som Scarlet Pleasure siden har haft modet til at skrue op for selviscenesættelsen, de har også været en slags mentorer for poptrioen. Faktisk har Nik & Jay været inde over flere numre på bandets nye plade.

Har I ligesom Nik & Jay måttet tage nogle tæsk for jeres fremtoning?

»Det kan du næsten sige bedst med den midterskilning, du render rundt med,« siger Joachim Dencker og skeler til Emil Golls afblegede lokker.

»Jeg har fået så mange nedern kommentarer a la »hvis du var min hund, var du blevet klippet,« men det har aldrig gået mig på. Det grinern er jo, at jeg nu ser mange ude i byen med den frisure,« siger Emil Goll.

Når Scarlet Pleasure spiller på Orange Scene dagen efter barndomsidolerne fra Red Hot Chili Peppers, er det drengedrømmen, der går i opfyldelse.

Selv L.A.-drømmen er til dels udlevet for drengene, der har besøgt byen flere gange, blandt andet for at arbejde med Frank Ocean-produceren Om’mas Keith. Alligevel er de på ingen måde i mål.

»Det var en joke, da jeg sagde, at vi lige så godt kunne lægge os til at dø. Når vi opnår noget, sætter vi os hele tiden et nyt mål for, hvordan det kan blive endnu vildere. Og så har vi bestemt ikke glemt vores gamle amerikanske drøm,« siger Emil Goll,

»Det er nice, fordi vi hele tiden presser os selv til at blive bedre,« siger Alexander Malone, og Joachim Dencker tilføjer:

»Når vi ligger nummer ét på Billboard-listen, kan det være, at vi er tilfredse.«