John Olsen kunne det hele. Han ejede et filmstudie med omkring 100 ansatte, der omtalte ham som »far«. Han havde en biograf, og han skrev meget ofte selv manuskripterne til de film, Saga Studio producerede. Hvad mere kunne man ønske sig?

Sandsynligvis ikke ret meget, for forfatterne til »Historien om Saga Studio – John Olsen-årene«, Paw Kåre Pedersen og Niels Jørgen Clement, leverer med deres bog argumentation for, at den selfmade filmmand John Olsen levede et fuldt og helt liv, selv om det var lidt af en tilfældighed, at han kom til at arbejde i filmbranchen.

Han blev født i København i 1888, og som ung mand arbejdede han i Tyskland og England. Det blev både til arbejde på en lampe- og lysekronefabrik, en læretid som købmand og en handelsuddannelse. I London kom han imidlertid i kontakt med filmbranchen, og det både som filmfotograf og som bestyrer af en biograf.

En dag kom han ved lidt af en tilfældighed forbi en opgave, der handlede om at lave billedsiden til en film med titlen »Musikken har charme«. Han tog en grammofon med i London Zoo og spillede musik for dyrene og filmede deres reaktioner. Filmen blev en stor succes og solgte 400 kopier alene i Rusland.

Inspireret af sin første succes og sin lyst til at handle drog han videre ud i verden for at købe film hjem til både Nordisk Film og filmselskaber i Norge og Sverige. Det var under Første Verdenskrig, hvor den slags langt fra var ufarligt. Han købte både D. W. Griffiths »En nations fødsel« og flere film af Harold Lloyd og Charles Chaplin, herunder »Chaplins plejebarn« (»The Kid«). En overgang var han også direktør for Warner Brothers, og han havde i det hele taget næse for forretning og opøvede en stor viden om, hvad publikum gad købe billetter til. Faktisk ville John Olsen helst have en stor københavnsk premierebiograf, men den eneste vej ind på det marked var at producere film, for gjorde man det, kunne man få en biografbevilling. Og fik man den, var de danske film et godt kort i de samme biografer, hvor man så som filmudlejer også kunne komme af med nogle af de udenlandske film.

I 1941 fik John Olsen biografen Saga Teatret med mere end 2.000 pladser. Allerede fra 1936 havde han produceret film i ASA studierne i samarbejde med filmmanden Henning Karmark. De to ragede imidlertid uklar under krigen, hvorefter John Olsen trak sig ud og stiftede Saga Studio.

Fra 1938 og frem måtte man egentlig ikke ifølge loven både være biograf-ejer, filmproducent og filmudlejer samtidig, men Nordisk Film havde en dispensation, og det gik John Olsen også efter at få, og det fik han efter en længere kamp igennem. I 1942 købte han en grund med et hus på Annettevej i Charlottenlund, som blev bygget om til filmstudie.

Saga Studio kom helskindet ud af Anden Verdenskrig, fordi filmstudiet var så nyt, at det endnu ikke stod i telefonbogen! Det gjorde Palladium, Nordisk Film og ASA, så de blev forsøgt sprængt i luften af tyskernes danske håndlangere. På Saga Studio var en af John Olsens kreative kræfter, Poul Bang, ellers involveret i modstandsbevægelsen, så der blev gemt våben i filmstudierne. Men det blev heldigvis ikke opdaget.

John Olsens filmselskab trillede stille og roligt i gang allerede under krigen uden at gøre meget væsen af sig. Han skulle helst producere tre-fire film om året for at opretholde sin biografbevilling, og det lykkedes, selv om John Olsen undervejs ofte blev træt af den hårde medfart, som hans folkekomedier godt kunne få.

»Jeg gider ikke mere lave film. Det var meget bedre bare at drive sin biograf, spille amerikanske film og tage dem af plakaten, når der ikke mere er fuldt hus. Hver gang vi gjorde et ærligt forsøg på at hæve niveauet i vor produktion, var pressen der omgående med kniven, og den blev ført skånselsløst. Var det dansk, duede det ikke. Man var forudindtaget. Tror de så ikke, man taber lysten?« har John Olsen blandt andet sagt.

Mellem alle folkekomedierne blev der også lavet såkaldte problemfilm eller bare seriøse dramaer, og i 1947 fik Saga Studio stor kunstnerisk succes med Johan Jacobsens »Soldaten og Jenny« med Bodil Kjer og Poul Reichhardt i hovedrollerne. Krigsdramaet modtog priserne for både Bedste Film og de to hovedrollepriser ved den allerførste uddeling af Bodil-priserne i foråret 1948.

Filmanmeldernes kritik af Sagas film forstummede for en kort stund, og det skete siden hen af og til, at Saga Studio fik produceret et drama af fin kvalitet, således også »John og Irene« fra 1949, der var instrueret af skuespilleren Asbjørn Andersen. Med filmen løb Asbjørn Andersen dog ind i store diskussioner med John Olsen om, hvorvidt filmen skulle have en happy end eller måtte have en tragisk slutning. En klassisk diskussion mellem en instruktør og en producent, der har øje på kroner og øre. I Andersens afslutning ser man Bodil Kjer udånde i en ambulance, efter hun har fået en abort. I et interview med Billed-Bladet beskrev Asbjørn Andersen, hvordan han måtte modificere filmens afslutning.

»Lader du Bodil dø?« spurgte John Olsen efter en lang tænkepause, da han havde set filmen første gang.

»Ja, det er hele filmens idé. Man kan ikke begå mord uden at betale på den ene eller den anden måde,« sagde Asbjørn Andersen.

»Jamen, er du da sindssyg mand«, råbte John Olsen. »Det er 40.000 kroner lige ud af lommen, kan du ikke se det?«

John Olsen var blandt andet bange for, at forventningsfulde folk på vej i biografen ville vende om og gå hjem, hvis de hørte, at Bodil Kjer døde i filmen.

I tre måneder sloges Asbjørn Andersen og John Olsen om slutningen og endte i et kompromis, som Andersen forklarede således:

»Vi lod Ebbe Rode gå ved siden af Bodil Kjer, som på en båre bliver ført ind på hospitalet, og lige før hun forsvinder bag en dør, hvisker hun: på gensyn. Den meget begavede tilskuer vil sige til sig selv: nå, det kommer hun sig ikke over, mens den mindre begavede vil tro, at hun klarer den.«

I hovedreglen var det dog folkekomedier, John Olsen satte i gang, og han skrev for det meste selv manuskripterne. Flere gange ved at skele kraftigt til gode filmhistorier fra Frankrig, Tyskland og England. Der er ikke papirer på, om han købte rettighederne eller blot lod sig inspirere. Uanset hvad, havde han næse for succes, selv om han sagde, at han »blot var handelsmand«. Sammen med nøglepersoner som instruktørerne Anker, Poul Bang, Annelise Reenberg, Charles Tharnæs og replikopfinderen Paul Sarauw fik han en effektiv filmmaskine til at køre. For slet ikke at nævne vigtige folk som filmkomponisten Sven Gyldmark og Ib Schønberg, der havde sin flittige gang på Saga Film Studio, både som skuespiller og idémand. Schønberg kunne slet ikke lade være med at få gode ideer, og efter sigende var det ham, der fandt på at gøre Dirch Passer og Ove Sprogøe til et par på film.

Selv da John Olsens næse svigtede ham, og han sagde nej tak til at købe rettighederne til at filmatisere Morten Korchs romaner, formåede han at slå igen. »Det var da noget underligt naivt noget«, havde han sagt til Morten Korch, da forfatteren var på besøg, og nogle år senere måtte han se »De røde heste« sælge 2,3 mio. billetter. Så var det bare om at følge trop. Modsvaret blev »Historien om Hjortholm« (1950). Det var et manuskript, der havde ligget nogle år, men som blev fundet frem igen og fik en korchsk drejning og blev en næsten lige så stor succes som »De røde heste«.

Dirch Passer og Ove Sprogøe førte den store filmsucces videre i 1950erne, hvor de blev uhyre populære allerede efter deres første film som makkerpar, »Ved Kongelunden« fra 1953. De to komikere blev proppet ind i en film, der næsten var klar til optagelse og løb med al opmærksomheden og rosen. Det var i denne film, de sang »Der kommer altid en sporvogn og en pige til«. Parrets film blev kritiseret i deres samtid, men de bedste af dem ses alligevel stadig i dag. Til det sagde Ove Sprogøe i et radiointerview mange år senere:

»Det har været det samme system hver gang. Jeg var den hurtige, og Dirch var klovnen. Det gik ikke stille af. Kritikken var efter os hver gang, men vi var glade. Men nu, hvor vi kigger tilbage på tiden, og nu, hvor videofeberen raser, kan vi jo se, at et eller andet må vi have ramt. Et eller andet dansk, et eller andet naivt, et eller andet ægte. Vi har ikke skabt samfundsdebat, men vi har skabt underholdning – jeg tør endda sige charmerende underholdning«.

Buster Larsen var også med i »Ved Kongelunden« og talrige andre film fra Saga Studio. Han har i et interview, der er gengivet i bogen, sagt om stemningen i filmvillaen:

»I det hele taget var Saga Film noget helt for sig. Det var sådan på en eller anden måde under mere private former, fordi det var en kæmpemæssig villa, man havde købt på grænsen mellem Ordrup og Charlottenlund. Der var en hygge derude. Jeg kan for eksempel fortælle, at Paul Hagen, som var med i flere af de her film, kom derud og stod og vaskede sin bil, selv om han ikke var med på en film den dag.«

Til sidst i bogen konkluderes der sådan her:

»Når man får den tanke, at filmen er en opsamling af alle John Olsens bedste og mest succesfulde tricks, så er det altså ikke helt tilfældigt. Der er intet, der tyder på, at han havde nogen anelse om, at det skulle blive hans sidste film, men det blev på den måde i høj grad et værdigt klimaks, der på smukkeste vis opsummerer og afrunder hans succesfulde karriere«.

Filmen, der beskrives på dén måde, er »Baronessen fra benzintanken«, hvor Dirch Passer og Ove Sprogøe har fået følgeskab af en ung Ghita Nørby. Annelise Reenberg har instrueret, og galleriet af biroller er kosteligt med blandt andre Emil Hass Christensen, Karl Stegger, Ulla Loch og Maria Garland.

Før premieren på filmen døde John Olsen i december 1959 i en alder af 71 år, mens hans ånd levede videre på Saga Studio, hvor hans søn, Flemming John Olsen, kørte filmstudiet videre. Om sin far sagde han:

»Far tilhørte en generation af herlige fribyttere. Han havde en glimrende handelsuddannelse og var aldeles ikke naiv. På Saga Studio lever vi på myten om ham og med den. Han citeres dagligt, og drøfter vi et manuskript, siger vi: »Det ville John, eller det ville far aldrig være gået med til. Vi ved også, at når vi overtræder hans mærkværdige love, så er vi ude at svømme«.«