Oldtidssagaer: »Asmund lod øksen springe på hendes hals«

De er tempofyldte røverhistorier, fyldt med sex, vold og ramasjang og ofte med et humoristisk twist. Men oldtidsagaerne har ufortjent fået et blakket ry, mener Annette Lassen, der står i spidsen for den første komplette oversættelse til dansk.

Forskeren Annette Lassen Fra Københavns universitet står bag et 8 binds værk på Gyldendal, der er den første samlede udgave af oltidssagaerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Rolf Gøtrekssøns saga møder kong Rolf og Asmund på et tidspunkt en gammel kone:

»Kan I, herre, helbrede mig for alderdom?«

Kongen svarer: »Det har jeg ikke forstand på, og jeg ved heller ikke, hvad det er.«

Så sagde Asmund: »Ofte finder man det i bondens hus, som man ikke finder i kongens!

Jeg kan godt, gamle kone, helbrede dig for alderdommen, hvis du vil lade mig gøre det.«

Det siger hun, at hun gerne vil. Asmund havde en håndøkse i sin ene hånd og bad

kællingen bøje sig forover. Det gjorde hun. Asmund lod øksen springe på hendes hals,

så hovedet røg af, og sagde: »Der kurerede jeg dig for alderdom!«

Passagen, der er oversat af Annette Lassen, stammer fra den islandske Rolf Gøtrekssøns saga, der er skrevet omkring år 1275-1300, men aldrig tidligere er kommet på dansk. Men det sker nu, som en del af otte-binds-værket »Oldtidssagaerne«, der skal udkomme over de næste fire år på Gyldendal, første gang i slutningen af april. I alt bliver der tale om 31 sagaer og syv korte novellelignende fortællinger, de såkaldte totter.

Enorm rolle

»Der er alle mulige grunde til at tage fat på oldtidssagaerne,« forklarer Annette Lassen, der lektor på Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet.

»Oldtidssagaerne er nok den vigtigste sagagenre for Danmark. Den del af sagaerne har spillet en enorm rolle for vores viden om den ældre danske historie. Oldtidssagaerne handler om vikingetiden og om den fortid, som vi herhjemme har en direkte aktie i,« siger hun, da hun tager imod i Den Arnamagnæanske Samling på Københavns Universitet, hvor nogle af de ældste håndskrifter, der stadig findes, opbevares.

De islandske sagaer inddeles i en række kategorier: Oldtidssagaer, islændingesagaer, kongesagaer, riddersagaer, bispesagaer og samtidssagaer. Sagaskriverne interesserede sig ikke kun for deres egen historie, men for hele verdens historie.

På en fjern ø i Atlanten udviste de navnløse og fattige islandske sagaskrivere generation efter generation en åbenhed og storhed i deres ustandselige vidensbegær og fortælletrang. Ligesom de gamle grækere ønskede de at beskrive alt. Samlet set udgør islændingenes litteratur en universel historie.

De tidligste oldtidssagaer blev skrevet i slutningen af 1100-tallet og handler om sagn- og vikingetiden fra omkring år 700 til 1000, altså tiden før Island blev fundet, og før kristendommen blev indført i Norden. Det er dermed den sagagenre, der går længst tilbage i sine historiske beskrivelser.

Det er også den, der har det mest blakkede ry. Det vender vi tilbage til.

Først skal det nævnes, at selvom sagaerne er skrevet i Island, foregår mange af oldtidssagaerne i Danmark. For eksempel i Jylland og omkring Lejre på Sjælland.

Dårligt ry

»Arkæologiske udgravninger, som dem der for tiden foregår i Lejre, er jo fine, men vil man knytte nogle ord og historier til fundene, skal man læse oldtidssagaerne,« forklarer Annette Lassen, der som redaktør står i spidsen for otte-bindsværket om oldtidssagaerne.

Hun var også ankerkvinde for den danske del af det fem-bindsværkmed islændingesagaerne, der kom sidste år. Et monumentalt projekt, hvor den del af sagaerne, der beskriver opdagelsen af Island, for første gang udkom samlet på dansk, svensk og norsk.

Netop islændingesagaerne har oldtidssagaerne stået i skyggen af, og det er en skam, mener Annette Lassen.

»Jeg vil ikke sige noget negativt om islændingesagaerne, som er mesterlige fortællinger, men på en måde er det paradoksalt, at det altid er dem, man fremhæver, også her i Danmark. De fik den særlige placering på grund af deres betydning for Islands kamp for selvstændighed, og fordi historikere i 1800-tallet anså dem for mere pålidelige end oldtidssagaerne.«

»På den måde blev de også den genre, vi herhjemme længe har dyrket mest – selvom det oprindeligt var oldtidssagaerne, der havde de danske læseres og lærdes interesse.« Hun nævner som eksempel, at Njals saga – der er en islændingesaga, og som mange vil kende fra skoletiden – er oversat otte gange til dansk gennem historien, mens oldtidssagaen Rolf Krakes saga kun er oversat tre gange.

 

13 af oldtidssagaerne er aldrig nogensinde blevet oversat til dansk. Og så er vi tilbage ved deres dårlige ry. I begyndelsen af 1800-tallet var militærmanden Carl Christian Rafn nemlig gået igang med at oversætte oldtidssagaerne, men han kunne ikke få sig selv til at fuldende sit forehavende, for nogle af dem fandt han simpelthen ikke værdige.

De var ikke tørre nok for hans historiske smag. Heller ikke Rolf Gøtrekssøns saga. Carl Christian Rafn anså en del af oldtidssagaerne for vel eventyrlige: »Fra den poetiske side,« som han skrev, havde de ikke nogen »besynderlig fortrinlighed«.

Middelalderens kiosklitteratur

Oldtidssagaerne er blandt andet karakteriseret ved at have klart fiktive træk. Ud over konger og dronninger, møkonger og skjoldmøer er de befolket af en gudsvelsignelse af besærker, guder, jætter og trolde.

Her er sex, vold og ramasjang for alle pengene og ofte med et lidt humoristisk twist. Som i Pile-Ods saga, hvor en stor troldepige kaster sin kærlighed på den lille helt, Pile-Od, som er lige så kær som hendes spæde bror. Men han gør hende alligevel gravid, da hun putter ham i sin seng.

Den nye samlede oversættelse af oldtidssagaerne kommer på den måde til at rykke ved vores opfattelse af sagalitteraturen, forklarer Annette Lassen. Hidtil har vi kun kendt den del af oldtidssagaerne, der har et tragisk islæt, og som handler om sagnkonger, som formentlig har en forbindelse til noget autentisk. Men mange af oldtidssagaerne ender særdeles muntert med overdådige bryllupper, ligesom heltene flankeres af kæmpestore, klodsede jættepiger.

»De går i obskønt tøj, i nogle læderkjoler, som er for korte bagtil, og er i det hele taget uskønne. De former et modbillede til den høviske pige, som helten selvfølgelig bliver gift med til slut,« siger Annette Lassen og konkluderer, at dette modbilllede var for vulgært i 1800-tallet og også siden er blevet set sådan.

»En af mine gode kolleger kaldte dem engang middelalderens kiosklitteratur. Det viser meget godt holdningen til dem. Oldtidssagaerne er simpelt hen for sjove.«

Fejlagtig forfaldsteori

Men det var ikke det eneste, der var i vejen med med oldtidssagaerne. En tydelig inspiration fra europæisk litteratur, for eksempel den høviske og ridderlige, som den kendes fra 1100-tallets franske troubadourdigtning, har også været en torn i øjet på nogle. Det brød med billedet af sagaerne som helt unikt, ubesmittet nordisk.

I sagaforskningen har man da også arbejdet ud fra en slags forfaldsteori: En idé om, at de islandske sagaskrivere begyndte med kongesagaerne, fortsatte med islændingesagaerne og herefter kom til oldtidssagaerne, hvor det begyndte at gå galt.

»Man dyrkede en forestilling om den her uforurenede islandske litteratur, som ikke var påvirket af europæiske og kristne strømninger, men som så, i det øjeblik Island i 1262 mistede sin selvstændighed og blev en del af Norge, holdt op med at være ordentlig litteratur.«

Men den teori ser ud til ikke at holde, forklarer Annette Lassen. Nogle af oldtidssagaerne er nemlig ældre, end man hidtil har antaget, og ældre end islændingesagaerne.

»Saxo brugte mange oldtidssagaer i sin Danmarkshistorie, og eftersom han skrev omkring 1200, må det betyde, at mange af oldtidssagaerne allerede fandtes på det tidspunkt og at disse sagaer i øvrigt var en litteratur, der var konger værdige.«

»Det er helt tydeligt, at sagaskriverne inden for alle genrer har leget med den europæiske litteratur i deres værker til alle tider. I oldtidssagaerne er der blandt andet homeriske motiver. I Yngvar den vidtrejsendes saga er der for eksempel et folk, der hedder kykloper.«

Fremragende litteratur

Annette Lassen mener, at det er en fejl at se oldtidssagaerne som middelalderens svar på kiosklitteratur.

»De er ikke dårlige, de er bare anderledes og de senmiddelalderlige sagaer er slet ikke selvhøjtidelige. De har ikke den stoiske tilgang. De overdriver, hellere end de underdriver. Det fremmede og det sære er interessant. Men jeg er nu altså også fuldstændig overbevist om, at smagen har ændret sig siden 1800-tallet,« siger hun.

For ligesom med al anden litteratur læser man sagaerne ind i den tid, man lever i. Og oldtidssagaerne passer godt ind i dag, mener Annette Lassen. Den populære TV-serie »Vikings« fra HBO er inspireret af oldtidssagaerne. Her har vi fulgt sagnhelten Ragnar Lothbrok, der stammer fra Ragnar Lodbrogs saga, en af de mest kendte oldtidssagaer.

»De tempofyldte beretninger med humor og litterære finesser af høj litterær kvalitet tror jeg faktisk, at mange vil finde virkelig interessante i dag,« siger Annette Lassen, for hvem sagalitteraturen blevet et livsprojekt.

»Det er intellektuelt udfordrende at sætte sig ind i den fremmedartede og på mange måder mærkelige verden, men mest af alt er det nu bare storeslåede tekster, synes jeg. Fremragende litteratur. Det er tekster, som er skrevet for mindst 700 år siden. Det sætter os i perspektiv. Vi er dværge i den store historie.«