Oh Justin - det er stjernetid

Mellem gummitrolde og stjernetryllerier.

Den amekanske popstjerne Justin Timberlake ankommer til årets Cannes-festival i båd i selskab med skuespillerinden Anna Kendrickll. Fold sammen
Læs mere
Foto: JEROME ROUX

Det er gråt og overskyet på stranden i Cannes, men Justin Timberlake har alligevel solbriller på, da han stående op i båden stævner ind fra vandsiden til Carlton Pier. Gråvejr eller ej - man er vel filmstjerne.

Og stjerne - det er han, Justin.  Hvis nogen skulle have været i tvivl, så kan man bare se den kraftige kødrand af folk, der danner trafikprop på fortovet af La Croisette, for at få et lille glimt af skuespilleren og sangeren på lang afstand. Så står han af båden sammen med kollegaen Anna Kendrick yderst på molen og begynder en langsom spidsrod ned forbi de opstillede kameraer fra 14 TV-kanaler, der lige skal have en kommentar hver - og lidt billeder af en interviewer med troldehue.

Selv forsøger jeg selvfølgelig at møve mig op til stjernerne, men bliver venligst, men bestemt afvist - mit ellers ret fornemme badge give ikke »red carpet-access«. Ingen trolddom der.
Det er ellers trolde, det handler om. Eller »Trolls«, der er titlen på en kommende animationsfilm fra Dreamworks Studio, som Timberlake og Kendrick lægger stemmer til, og som de nu er i Cannes for at kaste stjernestøv over.

Det er de små Krølle Bølle-agtige størrelser, med flade næser og højt hår, man mest kender fra nøgleringe og vindueskarme, der nu får deres egen film, hvor den gode Justin Timberlake og Anna Kendrick også synger.

Det gør han så også i den biograf i festivalpalæet, hvor trolderiet præsenteres, og det hele så slutter af med, at Justin og hende den anden synger et nummer fra filmen, Phil Collins’ True Colors - med guitar og det hele - mens stort set hele salen sidder og filmer nummeret til hjemmebrug.

Ok, for at sikre den gode stemning har filmselskabet været beregnende nok til at invitere en bunke børn med, men lur mig om ikke størstedelen af de hårdkogte filmjournalister også sikrede sig en stjernestund til hjemmebiografen.

For det er jo Cannes, det her, og selv om den ikke får for lidt med eksotiske navne, gyldne palmer og filmkunst, så kommer vi nok ikke uden om, at det er stjernerne, der giver den folkelige flyvetur, og den er jeg da med på.

Jeg er på på dag 1 i min første Cannes-filmfestival, og det hele er ganske nyt  og spændende. Men jeg begynder at forstå den rutinerede filmredaktørs vise ord om, at der var mere arbejde end cocktailparties.

Berlingskes Cannes-debuttant var på dag 1 allerede blevet så erfaren, at hoppede med på troldestemningen under eventen i biografen og på stranden i forbindelse med den kommende Dreamworks-animationsfilm »Trolls«. Fold sammen
Læs mere

Startede dagen med at se åbningsfilmen, Woody Allens »Cafe Society« med efterfølgende pressemøde med den dobbelt høreforstærkede - men altid begavede - Woody ved siden af sit unge hold skuespillere med blandt andre en Kristen Stewart med platinblondt  hår og heftig øjenmakeup.

Derfra videre til trolde-eventen i biograf og på strand. Egentlig ikke noget voldsomt program, men når man lægger køer, kaos og almindelig flokstress til, er det pludselig ikke så naturligt, at der også skulle være tid til banaliteter som mad og toiletbesøg.

Kommer nok med rutinen, tænker jeg, da jeg bemærker ham fra Plitiken lystigt stå i køen og gnaske en sandwich. Og hvem ved - måske kommer starletterne også. Nu er der i hvert fald styr på stjernerne.