Når man ser de tidlige aftennyheder på svensk tv, er kulturnyheder et fast indslag – »Kulturnyheterna«.
Det vil en række kulturarbejdere nu også have indført på dansk tv, så sporten ikke er den eneste kulturrepræsentant, når DR og TV 2 sender nyheder.
Sanger og komponist Sanne Graulund, skuespiller og sanger Ole Rasmus Møller samt skuespiller og sangskriver Christiane Bjørg Nielsen har taget initiativ til en underskriftsindsamling, der bliver sendt til de to kanaler samt kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Ønsket er netop, at de store tv-stationer skal løfte deres public service-forpligtelse ved at tage kulturen alvorligt i nyhederne, ligesom man gør det i Sverige, siger Christiane Bjørg Nielsen:
»Vores største håb er, at den nye kulturminister og de store tv-stationer får lyst til at vende bøtten på hovedet og tage kulturnyhederne ind og give dem en fast plads i nyhedsfladen – vi kunne så godt tænke os, at: 'Og nu over til kulturnyhederne', blev en lige så fast vending som: 'Og nu vejret',« siger Christiane Bjørg Nielsen til Berlingske.
Hun siger, at meningen ikke er, at man skal fjerne sporten eller vejret, men i stedet at forlænge nyhederne med et par minutter eller fem.

»Der er jo ikke noget, nogen skal nå bagefter – andet end, at der måske kommer 'Klipfiskerne'.«
Christiane Bjørg Nielsen, tror du ikke, det kan handle om, at efterspørgslen ikke er der?
»Regionalprogrammerne på TV 2 har forholdsvis mange seere, og de har ofte noget lokal kultur med. Vi bruger jo allesammen kultur hele tiden, så hvorfor skulle folk ikke ville se det? Omvendt, hvis der ikke er en efterspørgsel, så kunne man måske fremme interessen. Hvis børn er vant til, at kulturen bliver taget alvorligt i nyhederne, vil de måske også fremover efterspørge flere nyheder om kultur. Selvom sporten er vigtig for mange, så opfordrer anden kultur end sport i højere grad til eftertanke, og kulturoplevelser er et vigtigt bindemiddel i samfundet. Derfor synes vi, det skal tages alvorligt.«
I skrivende stund har underskriftsindsamlingen 883 underskrifter, og det er i høj grad kulturarbejdere, der står for underskrifterne; skuespillere, operasangere, arkitekter, musikere, komponister, filminstruktører og lignende titler går igen. Den er også i første omgang tænkt som en underskriftsindsamling fra kulturbranchen.
Christiane Bjørg Nielsen vil dog helst ikke ekskludere nogen, siger hun, så hun opfordrer kulturelskere- og brugere til også at kræve kulturnyheder fra de to store tv-stationer, for eksempel ved at oprette en separat underskriftsindsamling.
I december sidste år blev medieforhandlingerne udskudt til 2021. Ifølge denne pressemeddelelse fra Kulturministeriet er der afsat 4,7 milliarder kroner årligt til medieområdet forud for forhandlingerne.




