Og nej, de er ikke kærester

Vi kender dem som Anja og Viktor, men i virkeligheden mødtes Sophie Lassen-Kahlke og Robert Hansen hinanden fem år før filmen »Kærlighed ved første hik«, der for alvor gjorde dem til dansk folkekomedies makkerpar nummer et. De er venner, hvis nogen skulle være i tvivl.

Anja og Viktor alias Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen.<br>Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

De omfavner hinanden og står et øjeblik og taler dæmpet sammen.

Sophie Lassen-Kahlke og Robert Hansen ser ikke kun godt ud på det store lærred. Sammen udtrykker de to mennesker, der har kendt hinanden længe og ikke behøver to sekunder for at komme på bølgelængde igen. Der er tomt i Hotel Skt. Petris Bar Rouge. Robert sætter sig ned i den brede sofa og spørger grinende Sophie, der står i baren, om hun skal have en drink. Den er 10.30 på en fredag formiddag.

Hvordan er jeres forhold?

»Jeg kan kun tale for mig selv,« siger Sophie, der har sat sig ned.

»Jeg har helt vildt store følelser for Robert og nærmest også de følelser, man kan have for en kæreste, men jeg vil vælge at betegne dem som for en bror. Jeg elsker ham helt vildt højt, men det er bare ikke som en kæreste.«

Robert har det på samme måde.

»Hvis du vidste, hvor mange mennesker der har spurgt, om vi har været sammen. Det er åbenbart noget folk går og tænker over. Nogle gange siger folk, at det kan vist ikke passe, men sådan er det,« siger han.

De to spiller Anja og Viktor endnu en gang i den fjerde film om de to kærester, som nu er nået op i tyverne og får et barn sammen. Viktor bliver hjemmegående og bliver hevet med på mandekursus for at finde sig selv, mens Anja styrer karrieren.

Sophie og Robert er kommet et stykke vej fra den første Anja og Viktor-film »Kærlighed ved første hik« fra 1999. Men faktisk mødte de hinanden på filmen »Vildbassen« fra 1994, og de havde umiddelbar kemi helt fra starten.

»Jeg var 13 år, og jeg syntes, han var lækker og havde et glimt i øjet, en fræk lille dreng med omvendt kasket. Jeg synes da sikkert, du var meget lækker, men så lærte jeg dig at kende,« siger Sophie.

Robert griner højt, han syntes Sophie var lidt af et hug, da de mødtes første gang.

»Du var da skide sød. Det er svært at huske, men vi havde nogle optagelser på en motorcykel, og der syntes jeg, du var dejlig,« siger han.

»Vildbassen« var den første film for dem begge, og det var lidt af en udfordring at skulle spille forelsket på kommando.

»Det var grænseoverskridende. Jeg var meget genert,« siger Robert.

I dag i en alder af 27 år synes Sophie ikke, det er det store problem at putte det forelskede blik på, men som 13-årig var det.

»Man kunne godt gå helt i panik over det. Men vi havde en børneinstruktør, som vidste, hvordan man fik det frem i os,« siger hun.

Siden er det blevet til de fire Anja og Viktor film, og de har desuden haft tre intensive måneder sammen på en teaterskole i Los Angeles. De kender hinanden godt, men har perioder, hvor de ikke ses.

»Vi mødes ikke og spiser middag sammen flere gange om ugen, men vi har været så meget igennem sammen, at vores forhold er på et andet plan,« siger Sophie.

Begge har de måttet vænne sig til et liv som kendte personer i offentligheden. Noget der ikke altid har været let.

»Man kan godt blive lidt skræmt over det. Det er nærmest en ud-af-kroppen oplevelse, og i små korte glimt giver det lidt angst. Nogle gange er det rart, at der ikke bliver taget stilling til det, man gør eller siger. Det er ikke fordi, at jeg i længere perioder har angst, men i små glimt kan det være sådan at blive eksponeret. En mærkelig fornemmelse i kroppen,« siger hun.

For Robert var det en brat opvågning, at folk var så interesserede i hans person. Ikke mindst pressen.

»Det var meget ekstremt det, der skete. Fra godt at kunne gå på gaden uden noget problem, så var det bal i hvert fald forbi efter »Kærlighed ved første hik«. Det var jo en halv million mennesker, der var i biffen og se filmen,« siger Robert.

Det kan være svært for folk at forstå, at de ikke er Anja og Viktor. Robert oplever stadig folk, der råber Viktor efter ham på gaden, og selv i private sammenhænge kan folk have svært ved at skille Anja fra Sophie.

Er I ikke bange for, at I altid vil blive identificeret med Anja og Viktor?

»Jeg tror, det løb er kørt,« siger Robert og griner.

For Sophie var det en ting, hun tog stilling til fra starten.

»Da vi lavede den første film, var vi alligevel Anja og Viktor i alles øjne, så det er ikke sådan, at man føler, det bliver mere. Der var mange, som havde læst bogen, så man blev lynhurtigt den Anja og den Viktor, de havde forestillet sig. Man blev synonym med den person. Jeg har ikke noget imod at være Anja, men jeg synes ikke, det er skide sjovt at være det i en privat sammenhæng,« siger hun.

Men om de vil det eller ej, så må de nok indrømme, at der er meget af deres egne erfaringer i de to figurer.

»Det er jo nogle rimeligt lettilgængelige roller, det skal man ikke løbe fra, det er jo et ungt par, som render ind i problemer på jobbet og med kærligheden, så vi kan jo selvfølgelig bruge meget af os selv. Men jeg synes stadig ikke, det er let, for man vil gerne finde nogle nuancer og sådan. Det kræver enormt meget arbejde alligevel at få noget kant på,« siger Sophie.

Det har påvirket deres skuespillerkarrierer meget at blive eksponeret i Anja og Viktor-filmene. Selv om de er glade for de oplevelser, filmene har givet dem, har der også været en bagside af medaljen.

»Men man vinder lidt, og man taber lidt. Selvfølgelig er der nogle roller, som man ikke lige er blevet kaldt til casting på. Jeg kan ikke lige komme med et eksempel, men jeg er helt sikker på, at man er sat lidt i bås i forhold til nogle mere seriøse roller,« siger Sophie.

Men de er ikke afvisende over for at fortsætte i Anja og Viktors univers.

Kommer vi til at se en »Anja og Viktor« på plejehjemmet«?

»Forhåbentlig, jeg har det lidt sådan, at jeg ikke vil sige, at der ikke kommer flere,« siger Robert, og Sophie fortsætter: »Hvis du spørger mig nu, så tror jeg ikke, der kommer flere, men det sagde jeg også sidste gang. Spørg os igen om nogle år. Vi ville være villige til at gøre det, hvis manuskriptet er godt.«