»Og dét er næsten aftenens mest utrolige træk: At man ikke får så meget som et broddent kar undervejs«

»Lucia di Lammermoor« i grusgraven ved navn Opera Hedeland er blevet en fryd for øjet og en lyst for lyttesansen.

Foto: Mikal Schlosser. Lina Johnson har den altdominerende hovedrolle i »Lucia di Lammermoor« på Opera Hedeland og løfter opgaven helt igennem fornemt.
Læs mere
Fold sammen

Det lyder måske lidt mærkeligt – men jo:

Man kan godt se en grusgrav midt på Sjælland som ret perfekt til skønsang. Man kan måske endda foretrække de grønne skråninger vest for Greve Strand for et plysset operahus.

Og man kan især se årets satsning som en af de bedste i Opera Hedelands efterhånden lange og stadig mere glorværdige historie!

»Lucia di Lammermoor« fra 1835 er et romantisk svar på »Romeo og Julie« og dermed fortællingen om den umulige kærlighed mellem to klaner i det skotske højland:

Den unge Lucia fra familien Ashton elsker unge Edgardo fra familien Ravenswood og vil rigtigt gerne giftes med ham. Hendes bror Enrico er bare kommet i pengenød og ser derfor stenrige Arturo som et meget bedre kort for hende.

»Og dét er næsten aftenens mest utrolige træk: At man ikke får så meget som et broddent kar undervejs.«


Lucia skal så mødes med Edgardo og udveksle løfter om en fremtid med ham – men har lige set spøgelset af en elskovsdød jomfru og får naturligt nok bange anelser.

Slutningen skal ikke afsløres her. Kun at Sir Walter Scotts vidunderlige roman er en tragedie. Og at musikken af Gaetano Donizetti bliver stadig mere bevægende og godt kan gøre ens blik lidt uklart sidst på aftenen.

Alt spiller sammen

De flotte omgivelser passer for sejt til historien fra højlandet. Vel er Hedehusene ikke Lammermuir Hills, og vel er grusbunkerne langs Tranemosevej ikke Cakemuir Castle, men illusionen fungerer forbløffende godt og hjælpes på vej af et gribende lys i blodets farve.

Resten klarer forestillingens sangere. Når norskfødte Lina Johnson kaster sig over sin genfærdsarie i første akt eller den berømte vanvidsscene i sidste akt, ville man ikke ønske sig nogen anden i rollen. Det er så ultrarent alt sammen. Og knivskarpt – so to speak.

Foto: Mikal Schlosser. Romantikerne var vilde med alt engelsk – især når det i virkeligheden var skotsk! »Lucia di Lammermoor« bygger på et af Sir Walter Scotts hovedværker og fortæller historien om Lucias kamp for sin elskede fra en anden familie. Fold sammen
Læs mere

Men hver og en i den forestilling synger faktisk skønt: Audun Iversen som den tilpas ubehagelige bror, Adam Frandsen som den voldsomt dynamiske kæreste på vej til udlandet, Steffen Bruun som den myndige Raimondo med prædikantens afgrundsdybe røst og på flanken Stina Schmidt, Rasmus Jupin og Jonathan Koppel – alle med super velforberedte indsatser.

Og dét er næsten aftenens mest utrolige træk: At man ikke får så meget som et broddent kar undervejs. Hvor mange operahuse med snoreloft og lysekrone kan lige hamle op med dét?

Det til lejligheden sammensatte orkester under ledelse af Martin Nagashima Toft løfter udfordringerne med vejrlig og store afstande stadig bedre forestillingen igennem.

Hvis man kunne ønske sig noget, var det noget så luksusagtigt som lidt mindre engagement fra korets side. Folk i flok på en scene vil meget ofte en hel masse. Men de skal optimalt set ikke foretage sig noget som helst. Aktiviteterne trækker opmærksomhed væk fra helheden og bringer sig i familie med dilettant – selv om samtlige medvirkende er lige det modsatte.

Nuvel: Instruktøren i skikkelse af græske Rodula Gaitanou plus Simon Corder og Gøje Rostrup på de visuelle opgaver har grundlæggende gjort Donizettis snart 200 år gamle tragedie utroligt vedkommende.

»Lucia di Lammermoor« på Opera Hedeland er blevet en fryd for øjet og en lyst for lyttesansen. Og vejrguderne har indtil nu været garanter for både en hyggelig stund med alle de andre sangglade og naturens helt eget fyrværkeri i form af stemningsfuld kornmodsglans sidst på aftenen.

Den grusgrav er og bliver genial! Hør et af romantikkens helt store familiefejder i den kommende weekend, og se frem til næste års satsning i form af udødelige »Carmen« samme sted – for Opera Hedeland kan åbenbart overgå sig selv hele tiden.