Og årets ord er...

MobilePay er fredag kåret som »Årets ord«. Sabine Kirchmeier-Andersen, direktør for Dansk Sprognævn, glæder sig over valget.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man sidder med smartphonen i hånden og vupti - i løbet af en håndevending er regningen til idrætsforeningen og gælden til kollegaen for fællesgaven betalt.

Den måde at betale på, via appen MobilePay, vinder mere og mere frem. Betalingsmåden rager så meget op i landskabet, at ordet MobilePay netop er kåret som »Årets ord 2014« i radioprogrammet »Sproglaboratoriet« på P1.

Sabine Kirchmeier-Andersen, der er direktør i Dansk Sprognævn, er vild med ordet og valget:

»Virkelig mange mennesker gør det (bruger MobilePay, red.) - og de gør det i alle aldre. Selv i min alder. Det har rykket os fra PC-samfundet til mobilsamfundet, og det får stor betydning,« sagde hun i radioprogrammet.

Mange andre kandidater var i spil til titlen som »Årets ord« - deriblandt byhaver, ebola og inklusion.

Der blev også uddelt hæder i andre kategorier. »Årets spritnye ord« blev spornoseksuel, mens shabab/shababe rendte med titlen som »Årets ghettodanske ord«. »Årets øv-ord« blev bum, mens søstjernemel snuppede titlen som »Årets skønne ord«.

Helle Solvang, der er vært på »Sproglaboratoriet«, hæftede sig i radioprorammet ved en helt særlig tendens ved årets mange bud:

»Det, der er helt særligt for i år, er alle de mange ordforslag, som har med den grønne omstilling at gøre, og som afspejler mange menneskers øgede bevidsthed om miljø, livsstil og fødevarer. For eksempel deleøkonomi, madspild, nedskalering, hønsefræsere, byhave, fødevarefællesskab og normcore.«