»Oftest er forældrene også filmfolk selv, og det betyder, at det er nogle mennesker med et bestemt verdenssyn, der befolker filmbranchen«

I et nyt filmudspil foreslår Dansk Folkeparti at flytte både Det Danske Filminstitut og Filmskolen uden for København. Filmbranchen skal ifølge Dansk Folkeparti rekruttere fra andre miljøer end deres eget. Både Filmskolen og Det Danske Filminstitut forholder sig skeptisk.

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen. Alex Ahrendtsen er manden bag Dansk Folkepartis nye filmudspil, der vil flytte både Den Danske Filmskole og Det Danske Filminstitut til Fyn.
Læs mere
Fold sammen

»Mere Klassefesten og Jagten. Mindre Von-trier kopier« er titlen på Dansk Folkepartis nye filmudspil for perioden 2019-2022. Heri indgår partiets forslag til reformer af den danske filmindustri, og især udflytningen af Filmskolen og Det Danske Filminstitut springer i øjnene.

Alex Ahrendtsen, kulturordfører for Dansk Folkeparti, mener, at der grundlæggende er penge at spare, hvis de to instanser bliver flyttet, men at dette ikke er det afgørende argument for udflytningen af Filmskolen. Det stærkeste argument for at flytte den drejer sig nemlig om rekruttering og verdenssyn.

Foto: Thomas Lekfeldt. Alex Ahrendtsen (DF), folketingsmedlem. Fold sammen
Læs mere

»Vi kan se, at op mod 87 procent af filmfolkene bor i hovedstaden. Lidt afhængigt af branche, så det er mellem 77 og 87 procent, der bor i hovedstaden. Halvdelen af deres forældre kommer fra hovedstaden eller Nordsjælland. Hvis vi ser på hele Sjælland, så er det to tredjedele af alle forældre, der bor på Sjælland. Og der kan vi jo nok godt regne med, at de fleste bor i Nordsjælland. Det betyder, at man rekrutterer folk fra et bestemt miljø,« siger Alex Ahrendtsen.

Tallene stammer fra rapporten »Social og geografisk mangfoldighed i den danske filmbranche«, der bygger på en undersøgelse foretaget af Det Danske Filminstitut og Copenhagen Business School. Ifølge Alex Ahrendtsen er tallene gode argumenter for at flytte Filmskolen, så uddannelsen får en bedre geografisk rekruttering.

»Oftest er forældrene også filmfolk selv, og det betyder, at det er nogle mennesker med et bestemt verdenssyn, der befolker filmbranchen. Det er måske ikke altid lige heldigt. Så går vi glip af en masse gode historier fra andre miljøer og fra andre dele af landet. Derfor bliver vi simpelthen nødt til at rekruttere bredere,« siger Alex Ahrendtsen.

Det tager fem kvarter i tog fra Odense til København

Hvis Filmskolen ikke skal ligge i København, peger Alex Ahrendtsen i stedet på Odense som en fordelagtig placering. Herfra tror han, at Filmskolen vil kunne komme til at rekruttere fra et langt bredere geografisk område end kun hovedstaden og Nordsjælland.

»Odense ligger midt i landet. Der er lige langt fra Aarhus/Aalborg til Odense og fra Odense til København. Det tager en time og et kvarter med tog fra København, så alle de filmfolk, der bor i København og skal undervise, vil meget let kunne køre til Odense. Der er ved at blive opbygget et sprudlende filmmiljø der. Udover FilmFyn er der filmfestival, en begyndende filmproduktion, og der er filmværksted, så det giver god mening at placere skolen i Odense. Men andre steder kan selvfølgelig også komme på tale,« siger han.

Filmselskaberne og filmproduktionerne befinder sig i hovedstaden, hvilket Alex Ahrendtsen da heller ikke ønsker at blande sig i. Men netop derfor mener han, at det vil være gavnligt at flytte uddannelserne, så branchen ikke rekrutterer fra det eksakt samme miljø. Og så er der lige det med danskernes interesse for danske film. Eller københavnernes mangel på samme, måske.

»Det gælder om at fastholde danskernes interesse for dansk film, og den er vigende, især i hovedstaden. Det er kun 14 procent af de københavnske biografgæster, der indløser billet til en dansk film, mens jo længere væk, man kommer fra hovedstaden, des flere køber billet til en dansk film. Flest i Nordjylland. Derfor tror jeg, det ville være meget godt, at vi får flyttet uddannelsen ud af hovedstaden, så der bliver en bedre balance,« siger Alex Ahrendtsen.

Stærkt negative konsekvenser

Rektor på Filmskolen Vinca Wiedemann vurderer, at det vil have stærkt negative konsekvenser at flytte skolen, og henviser til sin udtalelse i Fyens Stiftstidende.

Her udtaler Vinca Wiedemann, at der kun er ét filmmiljø i Danmark, og at det ligger i København. Samtidig er der kun én enkelt filmskole, og hvis kvaliteten af undervisningen skal sikres, bliver skolen nødt til at befinde sig i nærheden af miljøet, så den kan trække på gæsteundervisere herfra.

»Hvis vi skal lave den bedste uddannelse – og vi er jo den eneste filmskole, der er i Danmark – så skal vi selvfølgelig også have adgang til de bedste filmfolk,« udtaler hun til Fyens Stiftstidende.

Ligeledes vil en udflytning til provinsen være et rent logistisk problem for skolens faste lærerstab, da mange af disse deler deres tid mellem filmskolen og filmbranchen.

Foto: Niels Ahlmann Olesen. Vinca Wiedemann, rektor på Den Danske Filmskole, ønsker ikke i kraft af sit job at være en del af den politiske debat. Fold sammen
Læs mere

En husleje på 31 mio. kroner

I Svendborg ligger en flot, stor og historisk bygning fra 1920 med panoramaudsigt over Svendborgsund. Det er Kogtved Søfartsskole. Den er i øjeblikket til salg for lige knap 50 mio. kroner, og her foreslår Alex Ahrendtsen, at Det Danske Filminstitut rykker ind.

»Det Danske Filminstitut betaler i dag 31 mio. kroner om året i husleje. Det er mange penge. I løbet af et par år ville et køb af en anden bygning være tjent hjem, eller man kan leje sig ind et sted, og det kan man gøre for en tiendedel af prisen på Fyn. Alle de penge, der her frigøres, kan vi proppe i produktion af dansk spillefilm. Det vil sige, at vi uden at tilføre flere penge får frigjort penge. Vi kan få lavet 1-2 store spillefilm i Danmark alene ved at flytte Det Danske Filminstitut,« siger Alex Ahrendtsen.

Også den administrerende direktør for Dansk Filminstitut, Claus Ladegaard, er i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige valg at rykke Dansk Filminstitut til en del af Danmark, hvor den øvrige filmbranche ikke er til stede.

Claus Ladegaard, administrerende direktør for Det Danske Filminstitut. Fold sammen
Læs mere

»Vi er en offentligt støttet institution underlagt nogle politiske forlig. Nu går en politisk proces i gang, og parterne skal forhandle nogle rammer. Det overlader jeg et langt stykke hen ad vejen til politikerne, der sådan set allerede har vurderet vores faglige indspil. Dansk Folkeparti peger på nogle udfordringer for dansk film, og flere af dem synes jeg er rigtige. Jeg er meget enig i de hensigter, der ligger i udspillet, men om den rigtige måde til at nå målet er at flytte Filminstituttet til en del af Danmark, hvor der ikke rigtigt er nogen filmbranche, det er jeg til gengæld mere i tvivl om,« siger Claus Ladegaard.