»Officer og spion« er et glimrende historisk drama – hvis man kan glemme, hvem der har instrueret den

Roman Polanski er efter alt at dømme en skiderik, men han kan sandelig lave film. Spørgsmålet er, om man kan se bort fra, at det er en voldtægtsanklaget instruktør, der står bag »Officer og spion«, der handler om en jødisk mand, der i en blanding af konspiration og folkedomstol bliver dømt for noget, han ikke har gjort.

 

Hvis man skal nyde kunst, kræver det oftere og oftere, at man kan adskille kunstner og værk.

Michael Jacksons musik er bare ikke helt så dansabel, hvis man giver sig til at tænke over, at manden blev anklaget for at være pædofil. Kevin Spaceys præstation i »House of Cards« kommer nemt til at stå i skyggen af de stribevis af anklager for upassende seksuel adfærd, der er ramlet ned over ham. Og hvis man engang var fan af »Cosby & Co.«, er det nok svært at se et afsnit i dag uden at få en lidt grim smag i munden, hver gang Cliff Huxtable serverer noget at drikke til nogen.

I tilfældet Roman Polanski bliver det sværere og sværere at skille mand og kunst ad. Polanski har som bekendt ikke været i USA siden 1979 og har dermed undgået dom for voldtægt af en dengang 13-årig pige i 1977, og siden er han adskillige gange blevet anklaget for voldtægt af kvinder.

Senest i november 2019 (i en sag om en hændelse i 1975) – fem dage før den franske premiere på »Officer og spion«. Som i øvrigt handler om justitsmord, og Polanski har i interviews ikke været bleg for at drage paralleller mellem filmens plot og hans eget liv. Det har forarget så mange mennesker, at »Officer og spion« har haft en noget omtumlet tilværelse.

Polanski har som bekendt ikke været i USA siden 1979 og har dermed undgået dom for voldtægt af en dengang 13-årig pige i 1977, og siden er han adskillige gange blevet anklaget for voldtægt af kvinder. Fold sammen
Læs mere
Foto: THOMAS SAMSON.

Filmen blev nomineret til 12 priser ved de franske César Awards, men da Roman Polanski fik prisen for bedste instruktør, skete det til mildt sagt beherskede bifald, mens adskillige kvindelige skuespillere forlod salen i protest, ligesom aftenens vært, skuespilleren og komikeren Florence Foresti, nægtede at komme på scenen igen. Filmen har ikke haft premiere i USA, og det ser heller ikke ud til, at den får det.

Men den kan altså nu ses i danske biografer. Og hvis man kan abstrahere fra, at filmens instruktør efter alt at dømme er en kæmpe skiderik, så er det faktisk en rigtigt glimrende film. Måske endda Polanskis bedste siden »Pianisten« fra 2002.

Dreyfus-affæren er tilbage på det store lærred

»Officer og spion« er baseret på en af de største politiske skandaler i Frankrigs historie, den såkaldte Dreyfus-affære. Filmen tager sin begyndelse i 1894, hvor den jødiske kaptajn Alfred Dreyfus bliver dømt for at have videregivet militæroplysninger til Tyskland og sendt i fængsel på Djævleøen i Fransk Guyana på ubestemt tid.

Kort tid efter bliver Dreyfus’ tidligere lærer på militærakademiet, Georges Picquart, forfremmet til oberst og udpeget som ny leder af den militære efterretningsenhed. Her opdager han, at der stadig bliver videregivet hemmeligheder fra den franske hær til Tyskland, og at Dreyfus måske er uskyldig. Resten af det franske militær er til gengæld ikke specielt interesseret i at indrømme en fejl og i øvrigt gennemsyret af antisemitisme.

»»Officer og spion« er en fornem biografoplevelse. «


Således er der lagt i ovnen til en klassisk mand-mod-systemet-film, og det er både medrivende og spændende – også selv om man kender den virkelige historie. Jean Dujardin (kendt fra Oscar-vinderen »The Artist« fra 2011) får med få virkemidler givet liv til den retlinede stivstikker Georges Picquart, der må vælge mellem at følge sin fornuft eller samvittighed, og plottet er en herlig cocktail af retssalsdrama, old school-efterforskning med en meget analog overvågningsteknik og luskede konspirationer udtænkt i dunkle, røgfyldte lokaler. Alt sammen stilsikkert fortalt og med en billedside, der er … ja, billedskøn.

»Officer og spion« er med andre ord en fornem biografoplevelse. Hvis man ser bort fra, at det er Roman Polanski, der selv har jødisk baggrund, der står bag en film om en jødisk mand, der i en blanding af konspiration og folkedomstol bliver dømt for noget, han ikke har gjort

»Officer og spion«. Drama, 132 minutter. Instruktion og manus: Roman Polanski. Med: Jean Dujardin, Louis Garrel, Grégory Gadebois m.fl. Premiere 17. september landet over.