Offer for omstændighederne

Opera: Alban Bergs proletariske mareridt af et musikdrama, »Wozzeck«, er skåret til med knivskarp præcision i Keith Warners rystende iscenesættelse på Det Kgl. Teater. Alt er ondt. Alt er godt. Det er stærke sager.

Proletaren og medicineren: John Lundgren (Wozzeck) og Sten Byriel (doktoren) i Alban Bergs »Wozzeck« på Operaen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Natascha Tiara Rydvald

Der var ikke udsolgt til premieren i søndags, i Operaen, på britiske Keith Warners iscenesættelse af østrigske Alban Bergs opera »Wozzeck«. Og det var sådan set ikke spor overraskende. »Wozzeck« er ikke en opera, som operagængere som flest står i kø for at få billetter til. Det var den ikke dengang. Det er den ikke nu. Dertil er den for lidt indsmigrende, for fjern fra alt, hvad mange forbinder med opera som kunstform, altså noget med skøn sang, stoute helte og skønne heltinder.

»Wozzek«, der blev uropført for 83 år siden, er ekspressionisme uden sordin, et koncentreret mareridt af en underklassefortælling, tilsat musik, der overvejende er atonal, og det vil sige uden den dur-mol-tonalitet, som vi alle er så fortrolige med. Det er stærke sager. Selv for et nutidigt øre.

Uforglemmeligt rystende
Men »Wozzeck« er også – eller netop derfor – uforglemmeligt rystende, et hovedværk i det 20. århundredes musikdramatik, simpelthen, og rystende er også den version, man nu kan se på Det Kgl. Teater, hvor John Lundgren er den bamsede, men skrøbelige titelperson, der ikke kan flygte fra sin skæbne, hvor Tina Kiberg bruger sit enorme dramatiske talent til at fremmane hans fortvivlet liderlige kæreste, Marie, og hvor Johnny van Hal er grotesk mandhaftig som tambourmajoren, der tager Marie bagfra og kommer så tit, han kan komme til det.

Der er også Sten Byriel som doktoren, Gert Henning-Jensen som vennen Andres og Hanne Fischer som Magret, alle maksimalt udtryksfulde, og der er Bengt-Ola Morgny, der er vanvittig god som den gale kaptajn. Og der er Michael Boder, der dirigerer Det Kgl. Kapel så velturneret mareridtsagtigt, at den svære musik bliver næsten helt ligetil. Pengene passer. Alt er ondt. Alt er godt.

Og hvilket drama er forlægget ikke! »Woyzeck« hedder det. Det blev forfattet af tyskeren Georg Büchner, og det var stadig et fragment, da tyfusen i 1837 tog livet af den kun 23-årige. Men de dele af teksten, som Alban Berg knap et århundrede senere plukkede til sin libretto, giver god nok mening endda. Udgangspunktet er stadigvæk det samme: Et virkeligt menneske og dette menneskes virkelige historie. Johann Christian Woyzeck hed dette menneske, der i 1821 dræbte sin kæreste med en kniv, og var han nu tilregnelig i gerningsøjeblikket eller ej, blev der dengang spurgt.

Man gjorde med andre ored et tidligt forsøg på at anskue en morder som andet end en slet og ret kriminel, og hele denne såre moderne tænkemåde – der ganske vist ikke reddede Woyzeck fra at blive henrettet, men alligevelbevirkede, at også Büchners drama blev såre moderne i sin tilgang til stoffet: Woyzeck – eller Wozzeck – er fortvivlende fattig, og fattigdommen bliver hans skæbne. Kaptajnen, hans overordnede, håner ham på grund af hans uægte proletarsøn. For doktoren, for hvis medicinske eksperimenter han stiller sit usle legeme til rådighed, er han kun et forsøgsdyr. De sociale anklager står i kø.

Working class hero
Wozzeck er – og det er det, der er det moderne – et offer for omstændighederne. Både hos Büchner og hos Berg. Han er teater- og operahistoriens første working class hero, og i Keith Warners eminente iscenesættelse, tilsat Stefanos Lazaridis’ hvidflisede, hospitalsagtige interiør, understreges det, at det ikke er ham, men verden, den er gal med. Syg er den, og nu underkastes den så medicinernes granskende blikke. Nytter det noget? Næppe.

Men selv byen, som det hele foregår i, er blevet til et præparat, og også Wozzeck ender sine dage i et kar med sprit. Den druknedød, han lider, da han vil kaste mordvåbnet fra sig, bliver på den måde – hos Keith Warner – til hans definitive, såvel symbolske som konkrete overgiven sig til videnskaben. Først i døden gør hans besiddelsesløse legeme nytte. I den hvide verden går alt i sort.

Kun over Maries værelse hviler der et skær af nusset normalitet, men heller ikke her - i et hjørne af scenen - er der meget at grine ad. Her er hendes og Wozzecks fælles barn – sikkert gestaltet af Carl Philip Levin – et tavst vidne til galskaben og ydmygelserne. Til sidst synger drengen, men også han sidder, som faderen, helt fast, og til allersidst, endda helt bogstaveligt, modsat sine kammerater, der er frie. Den sociale arv kan ikke brydes. Der er ikke mere at håbe på.

Hvilken forestilling! Keith Warner & co. har givet »Wozzeck« det hvide snit og skåret til med knivskarp proletarisk præcision. Se den, hvis De tør!