Der er drøm. Og der er virkelighed.

»Kære Peter Øvig. Dumme svin,« skriver den store nationalkunstner og kongelige hofleverandør, Bjørn Nørgaard, efter at have læst, hvad Øvig har fået ud af et interview med ham. Det handler om Nørgaards gøren og laden i Thylejrens første år. Interviewet skal bruges i forfatterens bog »Hippie«.

Kunstneren anklager i brevet forfatteren for at »afsjæle« historien med virkelighed. Nørgaard forlanger tværtimod drømmen fortalt. Hvor tarveligt er det ikke, at se en fin forestilling slået ihjel af kendsgerninger? Nørgaard har tydeligvis antaget Øvig for ven. Hvilket forfatteren også var. Indtil han ikke kunne lyve længere. Fordi forfatteren ikke selv var så meget hippie, som han troede. Eller måske var han mere dokumentarist, end han havde givet udtryk for.

Det er det, det handler om i Øvigs nye bog: Sammenstødene, når virkeligheden skal beskrives.

Peter Øvig Knudsen måtte for nylig opgive den bog, han ellers havde planlagt. Som Danmarks mest succesfulde dokumentarist selv formulerer det i »Nakkeskuddet« – bogen, Nørgaard-episoden optræder i, og som Øvig fandt nødvendig at skrive i stedet:

»Jeg ville skrive historien om Pusher Street hashhandlernes gade på Christiania, som i halvfjerdserne var opstået i hjertet af hippiebevægelsen med dens frie forhold til bevidsthedsudvidende stoffer. Siden var magten over Pusher Street og dens milliardomsætning gledet christianitterne af hænde og overtaget af rockergrupper og deres håndlangere.«

Oplagt emne

Hvad ville være mere naturligt, kan man spørge. Efter at have udstillet venstrefløjens vanartede voldsgang i »Blekingegadebanden«, blotlagt hippieparadisets syndefald i »Hippie 1« og særligt »Hippie 2«, forekommer historien om Fristadens fald og nedfrysning i kriminalitet oplagt.

»Ja, Pusher Street eller Christiania ville jo tage over i den der bevægelse, jeg har gang i, om hvordan praksis har været for det der samfundsoprør. Pusher Street har den fordel, at man på et sølvfad får foræret de måske mest hårdkogte kriminelle i landet i den ene ende af spektret og de måske mest inkarnerede idealister, vi har i Danmark, i den anden ende. De er blevet blandet sammen her. Og at skrive en historie om det, ville ramme lige ned i kernen af mit virke,« siger Peter Øvig.

En dag mødtes han imidlertid på politigården med to erfarne narkobetjente med indsigt i forholdene omkring hashforretningen og dens regime på Christiania:

»Vi kunne måske tilbyde dig en vis beskyttelse, hvis det kun drejede sig om dig selv: En hemmelig adresse, nogle gode råd, en overfaldsalarm – så kunne det jo være vi nåede frem i tide... men når du har børn, er det umuligt,« lød det.

Herefter fik Peter Øvig Knudsen en depression.

Øvig valgte at følge betjentenes råd. Det er naturligvis tilsnigelse at konkludere, at Øvig blev deprimeret af at få sin oprindelige bogplan forpurret. Årsagerne kan være mange, som han selv påpeger. Herunder at forfatteren med »Hippie 1 & 2« løb ind i, hvad han kalder sin »hidtil alvorligste krise som dokumentarist«.

»Under arbejdet med hippiebøgerne blev sammenstødene med nogle af kilderne ret voldsomme og komplicerede. Jeg har aldrig før oplevet så flammende aggressivitet imod mig og mit arbejde,« som forfatteren formulerer det.

»Nakkeskuddet« – med billedreference til besættelsestidens likvideringsmetode – er med dette udgangspunkt Øvigs efterfølgende undersøgelse af og overvejelser om konflikter med kilder, hovedpersoner og medvirkende i sine dokumentariske bøger. Fra besættelsesbøgerne »Efter drabet«, om modstandsbevægelsens likvideringer, over »Birkedal«, om den danske kollaboratør og bøddel, til bøgerne om forvanskningen af venstrefløjen kommer man i »Nakkeskuddet« i værkstedet med Øvig Knudsen.

»Dogmet for bogen var at opsøge de værste konflikter, jeg har haft undervejs. Med »Hippie« gik det for alvor op for mig, at folk skriver deres egen erindring. Og de gør det efter behag. Eller for at overleve og give sig selv en stærk identitet. Hvorfor man bekvemt må gemme synderne bort. Og det er jo mit væsentligste stof,« siger Øvig.

Selvopgør

Peter Øvig Knudsen er klar over, at der gennem hans dokumentariske forfatterskab løber et selvopgør. Han var som ung selv optændt af forestillingen om en rød revolution. Senere blev han under et højskoleophold belært om, at hippierne var de sande oprørere. Kommunisterne var derimod svæklinge, der blot ønskede sig en ny faderfigur.

»Der er rigtig mange mennesker, der tror på noget bestemt som unge. Uanset hvad de så kommer til at være eller gøre i praksis senere hen, så mener mange mennesker, at de faktisk stadig lever i overensstemmelse med de idealer, de havde som unge. Og det har jeg også gjort. Jeg blev filtret ind i hippiebevægelsen. Men jeg oplevede en enorm skuffelse ved at møde mange af de der hippier. Deres praksis viste sig ofte at være meget langt væk fra idealerne, som var åbenhed, ærlighed, anti-hykleri, anti-materialisme og antiautoritær tænkning.«

Peter Øvig forestillede sig oprindeligt, at han med »Hippie« skrev »en lys bog«. Det endte med en lys del et og en meget mørk del to. I sit arbejde med at være sandsiger blandt folk, der i vid omfang lyver for eller om sig selv, opdagede han denne gang, at han også løj for sig selv.

»Det gjorde jeg blandt andet i den første lange fase af skrivningen af Hippie 1, måske endda helt frem til receptionen for Hippie 2. Og det siger noget om, at min identitet bygger meget på den oplevelse, jeg som ung havde med nogle hippiefædre, der på højskole sørgede for at jeg blev en slags posthippie. Blekingegadebanden var et selvopgør i den forstand, at jeg selv havde været fundamentalist. Drivkraften i den var så, at alle andre på nær nogle meget få havde fortrængt, at det var sådan. Men når Blekingegadebøgerne er, som de er, så er det jo ikke fordi jeg forsøgt at påvise, at her er tale om fortrængt fundamentalisme. Det er derimod, fordi stoffet bare eksploderede om ørerne på mig, og jeg måtte gøre mit yderste for bare at samle det. Man må jo følge historien. Med Hippie troede jeg på den lyse version helt frem til receptionen for Hippie 2, den mørke, hvor jeg stod i skjorte og jakke syet af hippieskræddere. Indtil en af mine venner sagde; nu må du kraftedme tage det der hippiekluns af. Det kunne jeg så godt se, at det var nok nødvendigt,« smiler Peter Øvig.

»Nakkeskuddet« er således en dokumentarisk rekapitulation. Usprunget af tristesse ved eget virke. Samt frygten for ikke at kunne skrive flere bøger. Et element i den depression er, at Øvig tænker, at »dokumentarisme er bygget på sand«.

»Jeg fik behov for at spørge mig selv, om jeg kunne stå inde for min egen praksis: Kan jeg i dokumentarismens tjeneste tillade mig at såre og krænke andre mennesker? Og hvad er mine motiver for at gøre det? Er jeg kyniker eller bare professionel,« som Øvig Knudsen spørger sig selv.

Ikke blot en ven

Stoffet måske er mere tvivlsomt, end forfatteren hidtil har gjort det til? Folk vil have, at man er et sandhedsorakel. Men der er altid huller og udeladelser. Det er aldrig virkeligheden en til en. Hvad enten kilderne er skriftlige eller levende

I Hippie 1 og 2 talte hundredvis af levende kilder hinanden i øst og vest. Mange kunne – måske forståeligt nok – dybest set ikke huske noget. Når erindringer dukkede op, eller kilderne måske bare fandt på noget, var udsagnene ofte modstridende.

»At nogle af hippierne blev så vrede som de blev, skyldtes nok også, at de troede, jeg var en ven. Venner fortæller ikke historier, der er enighed om at lade ligge. Lige som modstandsfolk blev vrede over, at andre modstandsfolk i »Efter drabet« talte om likvideringerne af kollaboratører – når man nu havde skabt en aftale om, at det gør man ikke. Man er forræder, hvis man fortæller om skyggesider, man har besluttet ikke skal frem i lyset. Og jeg blev en forræder,« siger Peter Øvig Knudsen.

Drømme afløses af virkelighed

Til gengæld er der ikke kun grænser for, hvad man udsætter andre for. Også hvad man udsætter sig selv og sine egne for. Peter Øvig skriver i »Nakkeskuddet«: »I alt forbindes mindst tolv drab med Pusher Street, og det gør hippiernes fristad til den blodigste lokalitet i Danmark.« Øvig drages »mod konflikterne, mod det tabubelagte og hemmeligholdte, det ømtålelige og smertefulde,« som han siger.

Han sætter måske mest ind der, hvor lette drømme afløses af tung virkelighed. Også når det gælder kunstner Bjørn Nørgaards tabuer og ømtåleligheder. Peter Øvig Knudsen lærte dog at sætte pris på kunstnerens brev sidenhen.

Et sted nede i brevet står der: »Generelt virker din tekst faktuelt i orden«.

Peter Øvig Knudsens »Nakkeskuddet« udkommer 8. maj på forlaget Gyldendal.