Østtyskerne ved Danmarks dør

Ewald Tempel var officer i den østtyske marines efterretningstjeneste. Gennem flere årtier overvågede han Danmarks farvande. Den tilsyneladende danske gemytlighed gjorde indtryk, og det lykkedes aldrig DDRs kommunistiske styre at overbevise sit eget militær om diktaturets velsignelser, viser hans bog om et system, der dokumenterede sin egen umulighed.

Et af de østtyske marinefartøjer, Tanker C 21, der overvågede i de danske farvande. Foto fra Deutsche Gesellschaft für Schifffahrt- und Marinegeschichte. Fold sammen
Læs mere

En forårsaften 1960 lå et tysk skib, der officielt blev brugt til forskning, for anker ved Gilbjerg Hoved vest for Gilleleje. Besætningen kunne se de kraftige lys i Helsingborg og færgerne, som med minutters mellemrum pendlede mellem Danmark og Sverige. Det virkede »venligt og fredeligt«, husker en af dem, som var om bord. Det gjorde et uudsletteligt indtryk, at to nabolande kunne have et så afslappet forhold til hinanden.

For danskere og svenskere var det hverdag, men det tyske skib kom ikke fra forbundsrepublikken, og det var så som så med forskningen. Fartøjet var fra DDR, det var underlagt flåden og udførte efterretningsopgaver. DDR var medlem af den sovjetiskstyrede, militære Warszawapagt, der opfattede sig selv som et modstykke til det vestlige NATO. Den Kolde Krig var i fuld gang, og de danske farvande var, ud over Vesttyskland, det nærmeste fjendtlige territorium.

Manden, der ikke kunne glemme, hvad han selv kalder »de graverende forskelle mellem Det frie Europa og kommunisternes magtområde«, var dengang en ung officer i marinens efterretningsafdeling. Han sluttede karrieren som kommandørkaptajn. Sidste år skrev han sine erindringer, især om oplevelser ved Danmarks kyster. Det skete på et lille forlag, der har holdt sig tilbage med markedsføringen, så den først nu er blevet opdaget af et interesseret publikum. Avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung kalder den »en vigtig bog«.

Forfatteren, Ewald Tempel, er ikke den store stilist, og han strør om sig med militære forkortelser, som ingen i det civile liv aner meningen af. Alligevel kan man læse hans værk som en gyser, for den foregår næsten bogstaveligt i Den Kolde Krigs maskinrum, ofte inden for svømmeafstand af danske byer. Den dokumenterer to forhold: For det første opererede Warszawapagten som en angrebsmaskine – i modsætning til NATO, der var en forsvarsalliance – og for det andet var der, både i den østtyske og den polske flåde, kræfter, som ikke var overbeviste om kommunismens overlegenhed.

Flaskehalsen
Når Danmark, ved siden af Vesttyskland, udgør det vigtigste mål for den østtyske marine, skyldes det ikke blot den geografiske nærhed. De danske farvande var den flaskehals, som den sovjetiske flåde i Baltikum skulle igennem på vej til Skagerrak og Nordsøen. Østtyskerne havde til opgave at overvåge dette område og registrere indretninger af militær interesse. De gjorde det, så godt de kunne i fyrre år – til ingen verdens nytte, som det skulle vise sig.

For den østtyske marine, fortæller Tempel, gjaldt danskerne som »meget besindige og hyggelige«. De danske flåde- og radarstationer, fra Bornholm over Gedser til Korsør, Langeland og Frederikshavn, er alle »årvågne og konsekvente«, men samtidig »moderate«. Ikke mindst i forhold til DDR var tonen afslappet og civiliseret, mener han. »Det går egentlig altid venligt for sig i kongeriget Danmark,« skriver han om sine kontakter på søen. Men hverken danskerne eller østtyskerne var der for sjov. Kamphandlingerne i begyndelsen af en krig ville for Warszawapagtens skibe »med sikkerhed brede sig i retning af de danske stræder«, skriver han. Danmarks farvande skulle indtages for at understøtte landtropper »ved besættelsen af de danske øer, af Slesvig-Holsten og af Jylland«. Besættelsen af Jylland og øerne skulle ske inden for 12 til 14 dage efter krigens begyndelse, fastslår han.

Klassefjenden
Det krævede en kontant strøm af militære efterretninger. I begyndelsen af 1960erne skete det endnu noget primitivt med den tidligere danske minelægger »Lossen«, bygget i København 1910. Tempel kalder det »pikant«, at »et forhenværende dansk krigsskib blev indsat i ikke-venlig hensigt mod dets eget kongerige«.

DDR-fartøjer, ofte nødtørftigt skjult som videnskabelige projekter, sejlede de danske farvande tynde. Det interessante er, at selv en løbende overvågning af sikkerhedspolitiet og propaganda fra kommunistpartiet ikke kunne gøre de østtyske marineofficerer til marxistiske frontkæmpere. Især skibe fra den vesttyske flåde kunne få Tempel og mange af hans kammerater til at glemme de politiske forhold. Man tilhørte »den samme nation« og nærede professionel beundring for forbundsmarinen. Fartøjerne var mere moderne, uddannelsen bedre, lønnen højere, »ja, selv kvaliteten af skibsmalingen trængte sig på«, skriver han. Derfor opsøgte man gang på gang vesttyske skibe, ikke af militær nødvendighed, men for at glædes over et smukt syn. Kolleger fra den såkaldte klassefjende kvitterede med vink og smil, og det hændte, at der blev smidt en pakke cigaretter eller chokolade fra Vest til Øst.

Men også Danmark gjorde indtryk. »Er danskerne og deres konge egentlig også imperialister, som truer os,« tænkte den 24-årige Tempel efter sin første sejlads gennem Øresund 1960. Tempel havde adgang til vestlige, militære publikationer, og privat lyttede han med sin kone til vesttysk radio. Selv mange af hans foresatte var, skønt tro mod DDR, ikke besat af modvilje over for den angivelige fjende, mener han. Det skyldtes praktiske forhold og menneskelig mekanik: »Synet af vesttyske og danske krigsskibe og fly var mere velkendt og fortroligt for vore kommandanter end skibe og fly fra vore våbenbrødre.« Man identificerede sig med dem snarere end at hade dem, husker Tempel. Østtyske officerer var også bestyrtede, når de så, hvordan sovjetiske militærfolk – der var flere hundrede tusinde russiske soldater i DDR – behandlede deres menige. Heller ikke det østtyske, militære apparat var et paradis for de lavest rangerende, men den næsten indbyggede foragt og mishandling, som stadig præger den russiske armé, var man forskånet for.

Sømandskabet
Skal man tro Tempel, var i hvert fald den østtyske marine i overvejende grad præget af officerer, hos hvilke godt sømandskab vejede tungere end stormagtsspil. Under Cuba-krisen 1962, hvor den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov prøvede at anbringe atomraketter på den caribiske ø et stenkast fra USA, blev den østtyske flåde mobiliseret, men uden at vide, hvad det drejede sig om. Officererne blev spist af med løgn over løgn, og hvis de ikke havde lyttet til vestlige radiostationer ville de ikke have anet, at det var Khrusjtjov, som var på nippet til at udløse Tredje Verdenskrig. Tempel og kompagni blev sat til at overvåge NATO-bevægelser i danske og tyske farvande, men på den front var der ikke meget at berette. Den vestlige alliance viste sig overordentlig tilbageholdende. Derimod kom man på tæt hold af de sovjetiske skibe, der bragte raketter og ramper til Cuba. Nogle af dem skulle igennem Øresund, og man iagttog dem næsten lige så interesseret som de danske myndigheder. Danske efterretningsfolk var måske de første, der kunne fortælle Washington, at skibene var begyndt at vende om, fordi Khrusjtjov havde opgivet planen. Der var lettelse også hos mange østtyske flådeofficerer. Ifølge Tempel tænkte de: »Hvad rager Cuba os?« Man betragtede Fidel Castro og hans tanke om at lade øen gå op i en atomsky med væmmelse. Frustrationen var så stor, at officerer for første og sidste gang åbent stillede spørgsmål om det betimelige i et projekt, og deres skepsis blev tålt. Den amerikanske præsident John F. Kennedy og hans håndtering af krisen var derimod respekteret, om end man ikke kunne sige det højt, og der blev grædt tørre tårer, da de sovjetiske skibe luskede hjem. Amerikanerne og NATO »handlede konsekvent, men alligevel altid passende«, skriver kommandørkaptajnen.

Sådan var det, ifølge Tempel, hele vejen igennem, også da Sovjetunionen marcherede ind i Tjekkoslovakiet 1968 og kvalte forsøget på en socialisme med et menneskeligt ansigt. Tempel sad med ørerne ved højttaleren for at høre Radio Prag og dens usminkede oplysninger om overfaldet. Her blev østtyske officerer ligeledes løjet op i ansigtet, f.eks. når de fik at vide, at DDR-styrker havde deltaget i invasionen. Det var ikke rigtigt, selv om der blev uddelt medaljer for den aldrig udførte dåd. DDRs soldater blev holdt tilbage, bl.a. fordi russerne indså, at det var uklogt at lade tyskere besætte Tjekkoslovakiet for anden gang i løbet af 25 år. Østtyskerne selv måtte ikke få det at vide.

Vesteuropa
Det eneste, Tempel ikke forstod ved Vesteuropa, var befolkningernes modvilje mod et militært forsvar. »Hvordan kan man protestere mod ens egne regeringer, hvis kloge politik efter en katastrofal krig har bragt ny optimisme og velstand,« undrer han sig efter demonstrationer, arrangeret af den – delvist sovjetisk finansierede – vestlige venstrefløj og fredsbevægelserne.

Også DDRs situation gav anledning til funderinger: »Hvem er det, vi skal forsvare os imod? Hvem truer os egentlig? Ethvert svar derpå var absurd og utroværdigt,« skriver Tempel. De tre vestmagter USA, Storbritannien og Frankrig »gav ingen anledning til at være bange«. De østtyske soldaters »vigtigste bidrag til sikring af freden i Europa« var deres disciplinerede nedlæggelse af våbnene i forbindelse med den tyske genforening, siger han. Det eneste spørgsmål, der står tilbage, er, hvordan et tilsyneladende oplyst og demokratisk sindet menneske som Ewald Tempel valgte at tilbringe det meste af sit liv i et diktaturs tjeneste. Vi ved det ikke, men med sin bog har han tilføjet et væsentligt kapitel til forståelsen af, hvad der foregik bag jerntæppet gennem fyrre år. Lige ved Danmarks bagdør.