Med etableringen af Christianshavn som en selvstændig købstad ude i det lavvandede farvand mellem Sjælland og Amager i årene omkring 1620 slog Christian IV to fluer med ét smæk.

Med nye kajpladser langs kanalerne kunne han håbe på, at der i løbet af kort tid ville opstå et driftigt handelscenter med pakhuse og købmandsgårde, men nok så vigtigt var det, at den nye bebyggelse kom til at virke som et forsvarsanlæg for Slotsholmen og hele den kongelige hovedstad.

Det fremgår tydeligt af den forordning af 4. juli 1618, hvormed finansieringen i form af en ny skat blev bragt på plads: »Vi haver nådigst for godt anset her på vort land Amager en befæstning at lade forfærdige, vor skibsflåde og tøjhus, slottet og den gamle by, som største magt påliggende er, til defension og forsikring.«

Et storstilet projekt, og kongen havde ikke svært ved at finde på et godt navn. Det dukkede op allerede det følgende år sammen med de første privilegier, som de nye grundejere blev udstyret med: 12 års fritagelse for told og skat og evig ejendomsret til jorden på betingelse af, at de hurtigt fik tørlagt grundene og derefter opførte gode og solide byhuse. Færgefarten mellem Gammel Strand og en havn på Amager blev nu afløst af en fast broforbindelse, Den store Amagerbro, som først efterfølgende fik navn efter brofogeden Hans Knip. Alt i alt havde kongen kalkuleret med et par års hektisk aktivitet, men lige fra begyndelsen gik der skred i tidsplanen, og først efter en snes år begyndte det at ligne en samlet bebyggelse. En selvstændig købstad var Christianshavn i de første halvt hundrede år, men det gav problemer med to selvstændige konkurrenter, og i 1674 blev øen en del af København.

Ved stormen på København 15 år tidligere havde voldene rundt om byen stået deres prøve. Den svenske hær var blevet slået tilbage, men efterfølgende stod det klart, at forsvarsværkerne måtte udbygges, således at det åbne gab mellem Christianshavn og Slotsholmen blev lukket.

På københavnssiden blev volden forlænget fra Vesterport på den nuværende Rådhusplads ud til Kalvebod Strand, og på Christianshavn blev der i 1680erne anlagt en ny voldlinje med 12 bastioner og en stadsgrav, som i en bue strakte sig fra havneindløbet ved Toldboden i nord til Kalveboderne i syd, og her blev der som en integreret del af forsvarsanlægget anlagt en smal gangbro over til Vestervold på Sjællandssiden.

Således kunne udstationerede vagtposter på begge sider af vandet jage nysgerrige civilister bort, for lige som voldene var også Kallebobro militært område. Først i 1800-tallet, da den også blev åbnet for civilister, ændredes navnet til Langebro. I dag hedder voldgaden på Christianshavn stadig Langebrogade, skønt broen nu ligger et helt andet sted.

I sagens natur kunne krigsmyndighederne kun tillade bygninger på den ene side af byens voldgader, men ikke desto mindre lå der allerede i anden halvdel af 1600-tallet et brændevinsdestilleri klos op ad Enhjørningens Bastion på det sted, som i dag er Langebrogade 8, og her excellerede man i udskænkning af genever til de hollandske amagerbønder, der forsynede hovedstaden med grøntsager, og som ikke tålte gemen dansk brændevin.

Uden øl kunne man selvfølgelig ikke drive værtshus, og i anden halvdel af 1700-tallet etablerede stedets ejer, Rabe Holm, et hvidtølsbryggeri i bastionen. En fin mand med titel af kommerceråd, men Rabes Have »hafver icke det bedste Ry«, kunne man læse, men heri adskilte beværtningen sig ikke fra så mange andre, hvor der blev danset og gjort forretning.

Og hvorfor stien under voldkronen hen til Panterens Bastion i 1800-tallet blev kaldt Brudesengen, gives der ingen forklaring på. Bryggeriet Rabeshave blev opkøbt som en del af Tuborg, og siden 1905 er der hverken lavet øl eller brændevin i bastionen på Christianshavn. Men der er stadig udskænkning ved foden af den gamle vold, og stedets ry fejler intet.