Økosamfundet Friland: Fristedet med 70 forskellige meninger og grunde til at eksperimentere

Tæt på Aarhus og tæt på Søren Ryge Petersens og Bonderøvens gårde ligger Friland. En økonomisk fri, økologisk bæredygtig landsby, der blev bygget som TV-eksperiment. Et fristed, hvor beboerne nu - 14 år efter oprettelsen - stadig eksperimenter med det, der skal gøre mennesker lykkelige. Samtidig skal de både behandle kloden korrekt og finde plads til fællesskabet. Og individet. Og individet i fællesskabet.

Den økologiske landsby Friland ligger gemt inde bag Feldballe på vejen fra Aarhus til Ebeltoft. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kører man fra Aarhus og sætter kursen øst, vil man på et tidspunkt uundgåeligt køre i vandet. Men drejer man en smule syd i lufthavnskrydset, hvor nord går mod flyvemaskiner, lufthavn og den omkringliggende verden, ligger Friland. Et økosamfund med 100 indbyggere. 70 voksne og 30 børn.

En landsby præget af visioner og principper om miljømæssig bæredygtighed, affaldsfrihed, gældfrihed og tid til at være familie. Men det er også en del mere. En kritik af et samfund, der ikke kører, som det skal. Og et eksperiment, der ikke altid ved, hvor det vil hen.

Så hvordan adskiller Friland sig fra det øvrige samfund, når man ser bort fra, at deres huse er bygget bæredygtigt af muslinger, ler, halm, genbrug og affald og principper om bilfrie veje og gældfrihed?

Kører man fra Aarhus og sætter kursen øst, vil man på et tidspunkt uundgåeligt køre i vandet. Men drejer man en smule syd i lufthavnskrydset, hvor nord går mod flyvemaskiner, lufthavn og den omkringliggende verden, ligger Friland. Et økosamfund med 100 indbyggere. 70 voksne og 30 børn. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

52-årige Helle Hestbjerg kommer cyklende ned ad en af grusvejene, forbi en hæk med en stor gryde på bagagebæreren. Den har hun lånt, og den skal nu afleveres ved en anden beboer. Inde bag hækken lugter der af røget sild. Friland er stået op, og folk gør det, folk gør i et økosamfund, arbejder med hver sit, bag hver sin hæk.

Hun er forkvinde for Friland på andet år, valgt af frilænderne. Hun flyttede hertil sammen med sin (på daværende tidspunkt) mand, Jens Peter Mølgaard. De var med fra starten som en af de fjorten udvalgte familier.

Helle Hestbjerg var med fra begyndelsen. Dengang da jorden her kun var befolket af en majsmark. Et stort spring fra en villa i den midtjyske landsby Thorsø, hvor hun og manden og deres tre børn levede en ganske almindelig tilværelse med karriere og børn i institutionerne. Foto: Bo Amstrup. Fold sammen
Læs mere

DR var med til at grundlægge landsbyen på Syddjursland i 2002, de ville formidle budskaberne, som frilænderne kom frem til. Sammen med den vendsysselske økologiinspirerede ildsjæl Sten Møller, TV-producer Anton Gammelgaard og den sociale organisator Dorthea Arnfred, skabte de ideen om Friland. Fjorten familier skulle flytte ind, der var ansøgninger, udvælgelser, et TV-hold, og pludselig var der liv, huse, minilandbrug, små virksomheder. Nu er det et Klondike for iværksættere og tænkere, samfundskritikere og ægte familiemennesker. Som et andet Thylejren, uden alkoholisme og uden at lukke om sig selv.

Helle Hestbjerg var med fra begyndelsen. Dengang da jorden her kun var befolket af en majsmark. Et stort spring fra en villa i den midtjyske landsby Thorsø, hvor hun og manden og deres tre børn levede en ganske almindelig tilværelse med karriere og børn i institutionerne. Helle Hestbjerg arbejdede som forsker i mikrobiologi på Forskningscenter Foulum, dengang Danmarks Jordbrugsforskning, nu en del af Aarhus Universitet.

Det var, da hun opsøgte MAURI som alternativ behandling til en uhelbredelig underlivssygdom, hun for alvor begyndte at tænke over sin tilværelse. Det var på det tidspunkt, Friland meldte sig hos hende.

»Jeg oplevede at vågne op som 30-årig og finde ud af, at jeg aldrig havde truffet et ordentligt valg. Jeg havde gået på gymnasiet og universitet, jeg havde en karriere, men det var alt sammen valg truffet med hjernen, jeg fulgte bare med strømmen og gjorde, som man gjorde. Vi købte et dyrt hus, vi købte det dyreste hus, vi kunne finde i forhold til, hvad banken ville låne os. Det var først, da lægerne måtte opgive at helbrede mig, og jeg mødte den polynesiske livsform i MAURI, at jeg kom til at tænke over det hele. Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Hvad vil jeg? Det var derfor, det blev nemt at vælge Friland, da Jens Peter kom og fortalte om projektet. Her kunne vi realisere vores drømme. Her er et rum til at udleve drømmene og få en meget mere meningsfyldt tilværelse,« siger hun.

»Jeg vil selv skabe rammerne for mit liv,« siger forkvinden for Friland, Helle Hestbjerg, her foran fundamentet til sit nye husbyggeri. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Lige nu bor hun i en skurvogn ved siden af et selvbygget fundament, hvori der ligger kilovis af muslingeskaller, der skal bruges som isolering, til det cylinderformede hus, hun en dag skal kalde sit eget. Det er hendes andet hus på Friland. Eksmanden bor i det hus, de byggede, da de kom hertil.

»Det gør ikke helt så meget, at ens hus har fejl og mangler, for jeg kender historikken, og man bliver stolt, når man selv har bygget det og taget ansvaret,« siger Helle Hestbjerg.

Hun arbejder i sin egen selvstændige virksomhed, MAURI Friland, som er opkaldt efter behandlingsprincippet af samme navn. Hun driver klinikken fra sit hjem og supplerer til økonomien ved at være handicaphjælper.

MAURI er som behandlingsform en polynesisk inspireret kropsterapi, som skal hjælpe den behandlede med at finde psykisk eller fysisk balance. Og det er måske også der, Helle Hestbjerg finder Friland. I balancen. Eller i det faktum, at hun kan leve gennem sin hobby, rundt om sin familie i idylliske og landlige omgivelser. Eller også finder hun Friland der, hvor hun kan se, at her bliver der gjort noget, for det hun brænder for.

»Vi kan snakke og snakke og snakke og snakke, politisk og i organisationer, men forskellen ligger i, at vi handler. Det var det, Sten Møller ville. Vi skal ikke snakke mere, vi skal handle. Vi kan vente i årevis på, at vi finder den bedste løsning på klimaproblemer. Vi bliver nødt til at prøve noget af og få nogle erfaringer. Vi kan prøve byggeri af, og vi kan prøve at leve som familie på en bedre måde. Verden har brug for eksempler og erfaring. Ikke bare akademisk snak,« siger hun.

Og det er her, det med formidlingen spiller ind. Det, som var grunden til, at DR trådte ind i projektet.

»Det er jo hele grunden til, at DR var med i starten og vi fortsat har kurser, arrangementer og rundvisninger. Det er, så vi kan formidle, så vi kan vise omverdenen, at man kan leve anderledes og mere bæredygtigt,« siger Helle Hestbjerg.

Men folk bliver også stressede her. Nogle låner penge for at bygge deres huse, selv om det er imod principperne, og for andre går kærligheden i smulder, ligesom i resten af samfundet.

»Du kan ikke putte det ind i en samlet kasse og sige, det her er folks vision med Friland, og det er derfor, vi flyttede herud. Her er 70 voksne, og der er 70 forskellige grunde til, at folk har valgt at bosætte sig i Friland. Folk vil forskellige ting, og det synes jeg, kun er dejligt,« siger Helle Hestbjerg.

Lukas Wassberg. Det er jo ikke forbudt at låne, det er en hensigts­erklæring, at vi vil arbejde mod at opnå gældfrihed. Jeg er ikke som sådan modstander af lån, men jeg tror, det er sundt at forholde sig til værdien af penge, og hvis vi kan bygge et hus uden at optage lån, så bliver man tvunget til at tænke over, hvor stort et hus man har brug for.  Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Går man forbi Helle Hestbjergs hus gennem en buet pilegang, ligger Lukas Wassbergs hus på højre hånd.

Han flyttede hertil efter at have set Friland på DR1. Et højskoleophold og et kursus med halmhusebyg senere tog han springet sammen med sin kæreste, Sarah Roued, og byggede et hus med et vennepar. De har fået to børn i Friland, begge født ved siden af den træpæl, der står midt i stuen og fungerer som trappe op til første sal.

Men selv om principperne om gældfrihed er en af Frilands grundsten, valgte Lukas Wassberg at låne penge til sit hus, da de skulle overtage den resterende halvdel af huset.

»Man kan sige, at det er lidt imod tankegangen, men det er ikke altid at principper og tankegange kan realiseres. Vi valgte at låne, og så måtte vi arbejde lidt ekstra. Og vi ville hellere låne penge end at blive nødt til at flytte,« siger 34-årige Lukas Wassberg. Han er uddannet kaospilot, selvlært snedker og begynder fra semesterstart i efteråret på arkitektskolen i Aarhus.

Men selv om de har brudt princippet om gældfrihed, må de altså gerne blive boende. For principperne er ikke regler, men principper.

Efter et højskoleophold og et kursus med halmhusebyg tog Lukas Wassberg springet sammen med sin kæreste, Sarah Roued, og byggede et hus med et vennepar. De har fået to børn i Friland, begge født ved siden af den træpæl, der står midt i stuen og fungerer som trappe op til første sal. Fold sammen
Læs mere

Birthe Blåbjerg Jakobsen på 40 bor næsten lige ved siden af Helle. Så vi må tilbage i den retning for at finde hendes gule skurvogn, hvor hun bor på andet år. Grusvejen går forbi et værksted, et hus og lyden af småfugle, der er vågnet for længst. En mand står i en værkstedshallignende bygning og reparerer noget, der ligner en generator. Der står biler rundt omkring, selv om vedtægterne siger, at biler ikke må køre inde på Frilands vejsystem.

Hun er stadigvæk i en proces, hvor hun ikke helt ved, hvad hun skal bygge, og det er sådan set fint nok, synes hun. Hun er ikke sikker på, at det er Friland, hun skal bo i. Og ærlig talt, så lyder hun lidt skuffet, når hun taler om landsbyen.

»Jeg synes, Friland er.. hårdt ramt.«

Af hvad?

»Vi vil noget, folk længes efter noget, men vi har svært ved at organisere os.«

»Jeg skal også have min fritid, min frihed og så videre. Det der med at dedikere sig til at skabe fællesskabsrammer, det er svært. Vi er mange, der gør noget for fællesskabet her, men det er svært,« siger hun.

Birthe Blåbjerg Jakobsen. Jeg tror, vi har en massepsykose, hvor vi tænker, at der ikke er nogen problemer, der lige vedrører mig. Vi tænker »det må nogle andre tage sig af«. Og de problemer, der er lige in your face, flygtningeproblematik, klimaforandringer, de er så uoverskuelige, at vi ikke kan gøre noget ved dem. Her kan vi nemmere prøve løsninger af. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Hun er uddannet skuespiller fra skuespillerskolen Ophelia i København, og på hendes skrivebord står en Macbook med internet tilsluttet. Hun arbejder hjemmefra på forskellige forestillinger og er på den måde stadig en del af det liv, hun levede i København. Men det var Google-kalenderen og det opsplittede liv i konstant opdelte fragmenter af aftaler og projekter, hun ville væk fra. Her ville hun finde et fællesskab, for det er fællesskabet, der kan gøre forskellen. Men er det fællesskab, hun savner, overhovedet muligt?

»Hvad hvis fællesskabet er en nødvendighed? Jeg ved ikke, om det er muligt at skabe et så stort fællesskab. Men vi bliver nødt til at prøve. Specielt nu i verden, hvor alt er så opdelt og kaotisk. Og her prøver vi i det mindste,« siger hun.

Det er ikke de utilpassede hippier uden penge, der tager turen til Friland eller andre økoeksperimenter i landet for at bygge sig et liv op, hvor de har råd til at bo og leve i fred for kapitalismens allestedsnærværende grådige kløer.

Her bor de veluddannede. Det siger i hvert fald statistik lavet om økolandsbyer i Danmark, som Bella Marckmann, sociolog og adjunkt ved Københavns Universitet, har fremlagt i sin ph.d.-afhandling: »Hverdagslivets Kritik: Økosamfund i Danmark«.

Birthe Blåbjerg Jakobsen på 40 bor i en gul skurvogn på andet år. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

73 procent af beboerne i danske økolandsbyer har således en gymnasial uddannelse, hvilket er næsten en tredobling i forhold til samfundet udenfor.

Bella Marckmann mener, at vigtigheden af at være tæt på sin familie og gå mindre op i arbejde, fylder mere, når man får børn. Men det behøver ikke at betyde det store for den enkelte person at skifte bylivet ud med økosamfundet. Så længe man er sammen med ligesindede, og de sociale rammer er på plads.

»Når man starter sådan et projekt, kan det være mere overkommeligt, hvis man gør det sammen med andre. Ikke at det er nemt, det er jo ikke noget, man bare lige gør. Man skal slås med kommunen, man skal lære en masse byggeteknikker, og den del bliver nemmere, hvis man er flere sammen,« siger hun.

Egentligt er det ulovligt at bo i huse uden varmekilder, men på Friland har man eksperimenteret med dette. Blandt andet på grund af et tæt samarbejde med Syddjurs Kommune, der ofte har givet frilænderne lov, når de har søgt diverse dispensationer.

Helle Hestbjerg har tit hørt på, at det valg, hun og hendes familie har truffet, er ekstremt. Men så ekstremt er det nødvendigvis ikke. Som Bella Marckmann pointerer, kan man I USA flytte ud i ingenting. Væk fra samfund, helt off grid.

»Det er jo ikke så hårdt et skifte, som det lyder til at være. De her mennesker er jo ikke isolerede fra resten af samfundet, landsbyerne ligger som regel i pendlerafstand til byer. Det er et ustandardiseret og utraditionelt valg, men det er ikke et så ekstremt valg sociologisk set,« siger Bella Marckmann.

På Friland mødes beboerne omkring ti gange om året. Der er ikke som sådan mødepligt. Der er ikke så meget rundkreds.

Det sociale aspekt var aldrig det vigtigste i projektet, er det heller ikke nu. Det er vigtigt, men det er et sideaspekt. Det handler ikke om, at 100 mennesker mødes hver aften og danser i rundkreds.

Til gengæld har de små fællesskaber. Hønselaug, griselaug, fryserlaug, you-name-it-laug, hvor små grupper af beboere går sammen om det, de synes, er spændende, det, de mener, de har brug for, men det er svært at få 100 mennesker til at arbejde sammen i flok og ændre de sociale strukturer, som resten af samfundet ligger under for.

»Vi kan aldrig blive enige om noget, men beslutningsprocessen er vigtig,« som Helle Hestbjerg siger.

Det er først og fremmest et eksperiment, og sådan er det nok bedst, det bliver ved med at være, mener nogle af beboerne. Men det er også et eksperiment, der er åbent for omverdenen, der viser, hvordan man kan gøre tingene anderledes. Hvordan man kan leve og bygge mere naturbevidst, leve mere fra hjemmet, ikke ræse til institution til arbejde til institution til hjemmet. Og det handler om at tage retten til at leve sit eget liv og om at vise folk gennem TV, rundvisninger og foredrag, at livet ikke er fastlagt i bestemte rammer. Det er det, Helle Hestbjerg vil vise. At rammer er noget, vi selv skaber.

»Jeg blev sindssygt benovet, da min datter, Thea, som 20-21-årig fortalte mig, at hendes drøm var at blive hjemmegående husmor og ligesom få redefineret, hvad det vil sige,« siger Helle Hestbjerg.

Thea Hestbjerg bor i et nybygget passivhus på 41 kvadratmeter med sin kæreste, Thomas Lynnerup, og hans datter fra et tidligere forhold. Passivhus betyder i grove træk, at huset stort set ikke bruger varmetilførsel, men at det er så gennemført isoleret, at det hele året rundt holder en cirkatemperatur på 20 grader. Kun med en elradiator som supplement til de koldeste dage.

Thea Hestbjerg. Målet med at bo her er, at det giver mening. Vi behøver ikke nødvendigvis at være selvforsynende, så længe det giver mening for os at bo her. Og vi vil heller ikke undvære chokolade. Foto: Bo Amstrup. Fold sammen
Læs mere

Thea Hestbjerg flyttede til Friland med sin familie, da hun var 12. For Thea Hestbjerg var det ikke oplagt, at hun skulle tilbage til Friland. Hun blev uddannet i Herning som Designteknolog, rejste som unge gør. Engang drømte hun om at starte Friland 2, og på et tidspunkt troede hun, at hun skulle starte på en overbygning til sin uddannelse i København. Men det blev Friland, friheden og Thomas.

»Friland er et tilvalg. Det, at jeg har frihed, økonomisk frihed, vi har lave udgifter, og vi kan gøre nogle andre ting med vores liv, end man normalt ser, er det, jeg kan lide ved Friland. Vi har tid til at være familie, fordi vi arbejder hjemmefra. Og her er altid nogen til at hjælpe hinanden, det er vigtigt for mig,« siger hun. Hun har ikke selv børn endnu.

Thea Hestbjerg flyttede til Friland med sin familie, da hun var 12. For Thea Hestbjerg var det ikke oplagt, at hun skulle tilbage til Friland. Hun blev uddannet i Herning som Designteknolog, rejste som unge gør. Engang drømte hun om at starte Friland 2, og på et tidspunkt troede hun, at hun skulle starte på en overbygning til sin uddannelse i København. Men det blev Friland, friheden og og kæresten Thomas. Foto: Bo Amstrup. Fold sammen
Læs mere

Friland er en andelsforening ejet af en fond, der hedder Nødværge. Ideen, principperne, som stadig står fast, var blandt andet at leve uden gæld, at bygge huse, som belaster naturen mindst muligt. Det var at leve bæredygtigt, økologisk. Principperne står endnu, og folk lever mere eller mindre efter dem. Det er derfor, husene er bygget af genbrugsmaterialer, har levende tage og muslinger eller halm som isolering. Mennesker, der er økonomisk frie, ikke rige, men frie. Uden gæld.

»Vi siger jo ikke, vi har svarene. Men vi prøver ting af, og vi viser dem til omverdenen, og det synes jeg, er vigtigt,« siger hun.