Ødipus blev ramt af depression

Den svenske forfatter Stig Dagermans klassiker »Brændt barn« er kommet i en ny dansk oversættelse.

Den svenske forfatter Stig Dagerman. Fold sammen
Læs mere
Foto: Annemarie Dagerman

Det er sjældent, man som læser sidder tilbage med så blandede følelser som dem, Stig Dagermans roman »Brændt barn« fremkalder. »Det her er verdenslitteratur af et sjældent format«, siger man det ene øjeblik til sig selv. Det næste øjeblik kræver det en dyb indånding og et kraftigt tilløb overhovedet at komme videre med bogens nærmest dræbende udførlige og belærende psykologiske udredninger.

For at tage de usædvanlige litterære kvaliteter først: Der står i Dagermans efterkrigsroman, som er udsendt i en overbevisende dansk nyoversættelse ved Birgitte Steffen Nielsen, en række fantastiske situations- og scenebeskrivelser, enestående i deres filmiske skarphed og deres suggestivt fortættede fortælleform med de korte, knappe sætninger, de rytmisk-musikalske gentagelser og den nærmest hypnotiserende langsomhed.

En af de sekvenser, der overbevisende demonstrerer forfatterens billedskabende mesterskab, er romanens indledning, hvor Stig Dagerman beskriver en begravelse:

»Sort og tavst bevæger følget sig ned ad trapperne. Naboerne åbner deres døre og ser alvorlige og tavse på. Det er et smukt skuespil med gode roller. Et barn begynder at græde og trykker sig hårdt mod væggen, som om det var døden selv, det så. Men da de er kommet forbi, bliver alle døre lukket barmhjertigt stille. Først går sønnen, og så går sønnens forlovede, og så faderen og til sidst de tretten andre. Hårde er trappetrinenes sten, og frygtindgydende er de hårde hæles klang og den knitrende lyd fra det sorte tøj. Frygtindgydende er sneen, der falder tungt og stille derude og begraver alle levende og døde …«

For bedrevidende

Men lige så knugende og uafviseligt tragedie og depression lever mellem ordene og linjerne i sådan en scene, lige så ubærligt bedrevidende folder bogens psykologiske realisme og håndfast skematiske håndtering af det klassiske ødipustema sig ud i andre sekvenser.

»Det her er jo Det Enkle Mesterværk«, skriver Per Olov Enquist i sit forord til »Brændt barn«, men Stig Dagermans roman er altså kun et mesterværk i glimt, og fortællingen om den purunge Bengt, der efter sin mors død indleder et kærlighedsforhold til sin fars forlovede og svigter sin egen kæreste, som faren så tilsyneladende føler sig tiltrukket af, ligner lidt for meget et regnestykke, der er blevet udtænkt med en introduktion til Freud som inspirationskilde og en manual til psykoanalysen som facitliste. Det bliver ganske simpelt for meget.

Det Enkle Mesterværk åbenbarer sig først og fremmest i de skildringer, hvor følelserne materialiseres gennem de banale hverdagsords omhyggelige registreringer og langsomme udpenslinger af omgivelser og handlinger.

Det er for eksempel med beskrivelsen af dækningen af et tebord og af den efterfølgende sammenkomst, at Dagerman viser sig som den sande mester i depressive stemninger. Det er den slags passager, som momentvis gør læsningen af Dagerman til så stærk en oplevelse.

Stig Dagerman skrev romanen om Bengt under nogle måneders sommerophold i en fiskerby i Bretagne i året 1948. Det var et par år efter hans sensationelle debut i 1945, og det var kun få år, før han i 1954 begik selvmord og efterlod et brev, der blandt andet rummede den lakonisk dystre konstatering: »Jeg ser ingen ende på ophobningen af dumme dage.«

Forfatter: Stig Dagerman. Titel: Brændt barn. Oversat af: Birgitte Steffen Nielsen. Sider: 260. Pris: 300 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard.