Ode til de moderne slaver

»Den ukendte kvinde« af den italienske instruktør Giuseppe Tornatores er en flot film. Men forvent ikke feelgood som i »Mine aftner i paradis«. »Den ukendte kvinde« er en voldsom, men vedkommende historie om immigranter, der gøres til levende skrald.

Er du enig?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

»Den ukendte kvinde« tog de fleste store priser ved den vigtigste italienske prisuddeling David Di Donatello Awards i år, blandt andre for bedste film, bedste instruktør og bedste kvindelige hovedrolle. Det har den fortjent, for det er på mange måder en flot film, Giuseppe Tornatore har præsteret. Men er man fan af instruktøren, der tidligere har gjort sig bemærket med »Mine aftner i paradis«, »Stjernemageren« og »Malená«, skal man forberede sig på en overraskelse. Heldigvis en god én af slagsen.

Selv om »Den ukendte kvinde« er en næsten ubeskriveligt barsk film, betaler det sig at hænge på og følge dens hovedperson Irena (Xenia Rappaport). Vi møder den ukrainske kvinde, da hun kommer til en unavngivet norditaliensk storby, som Trieste har lagt location til. Hun er afmagret, afkræftet og lider af angstanfald. Anfaldene fremkalder billeder fra tidligere, hvor forstår vi via de hurtigt vekslende billedflashbacks hun var prostitueret for en ekstremt voldelig alfons ved navn Muffa (Michele Placido).

Irena tager job som trappevasker i en etageejendom, men tilsyneladende stræber hun efter jobbet som stuepige for en velhavende kvindelig guldsmed (Claudia Gerini) og hendes mand i huset. Familien har imidlertid en hushjælp, der også er barnepige for deres skrøbelige datter Tea (Clara Dossena). Men Irena vil gå uhyggeligt langt for at komme inden for hos familien.

I løbet af de to timer, filmen varer, føles det gradvist mere og mere som om, man mangler ilt. Så ond viser Irenas historie sig at være, da Tornatore folder den ud for os. Men det er samtidig en effektiv og underholdende thriller med en creme af italienske skuespillere i samspil med den formidable russiske hovedrolleindehaver. Det er en smuk film om at kræve sin ret til at være menneske, selv om man er havnet på lossepladsen i en moderne vestlige storby. Og så er det en vigtig film og en aktuel kommentar om de kvinder, der søger lykken i Vesten og (måske) mister sig selv.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse