At rejse er at leve, hævdede H. C. Andersen, og selv om ordene efterhånden er slidt tynde og måske en anelse trivielle af flere generationer af litterater og udfarende danskere, så vidste eventyrforfatteren, som én af den danske litteraturs store rejsende, nok, hvad han snakkede om.

I»Skyggebilleder« gav han så sin begejstring endnu et ekstra eftertryk: »O reise! Reise! Det er dog den lykkeligste lod!« Ikke mindst her på tærsklen til sommerens store ferie- og rejsetid får hans ord en særligt overbevisende klang.

At rejse er at leve. Men at rejse er nu også at læse, vil jeg skynde mig at tilføje. Den vellykkede rejse kræver både gode og måske anderledes ideer og ikke mindst grundig planlægning, og ingen forberedelse er så salig som den, der foregår i en god stol omgivet af et udvalg af de mest relevante bøger.

Hvordan bogstakken skal sammensættes afhænger selvfølgelig både af rejsemålet og de helt personlige lyster og tilbøjeligheder, og så måske også lidt af rejsens budget. Der er prisklasser til forskel på indlogeringer og spisesteder valgt efter Lonely Planet-standard og så rastestederne planlagt på grundlag af de mest generøse hotel- og restaurationsanbefalinger i Guide Michelin.

Det er bestemt heller ikke det samme at tilrettelægge sine aktiviteter efter »Turen går til« eller »Kort og godt om« som at sætte sig til rette med et af de grundige bind i den tyske Dumont Kunstreiseführer-serie eller måske bladre igennem en City Guide fra Wall Paper på udkig efter det nye, trendy kvarter i storbyen.

Hvor broget og storslået mangfoldig verden folder sig ud i boghandlerens afdeling for rejseguider, kan enhver på jagt efter inspiration og nyttige oplysninger til sommerens rejse eller bare til den næste forlængede weekend konstatere ved selvsyn. Udvalget spænder over alverdens lande og byer og rækker fra de »romantiske« guider over hardcore kulturelle rejseførere til madguider og familieguider. »Paris mon amour«, »Spis i det gamle Rom igen« og »Fantastiske steder for børn«.

I nogle tilfælde er det rejsemålet, der bestemmer udvalget af bøger, i andre tilfælde er det simpelthen læsningen, der har bestemt rejsemålet. Uden nobelprismodtageren Orhan Pamuk ville turisttilstrømningen til for eksempel Istanbul måske have set anderledes ud, og gad vide om ikke Dan Browns »Da Vinci Mysteriet« har trukket nogle ekstra turister til Milano for at se nærmere på Leonardos berømte nadverbillede i dominikanerklostret Santa Maria delle Grazies spisesal?

Hvis den gode guide eller rejsebog skal sættes på sin allermest elementære formel, er det bogen, der inden for de givne rammer bidrager mest idérigt, præcist og veloplagt til den vellykkede eller måske endda uforglemmelige rejse - med dens tilføjelser til det helt personlige billed- og historiearkiv. En af rejsens vigtige funktioner er produktionen af de billeder, oplevelser og fortællinger, som bliver stående i erindringen, og som bliver en slags mærkepæle og pejlemærker i det enkelte menneskes og måske i en hel families eller et venskabeligt fællesskabs liv.

Kan du huske dengang vi gik vild og blev væk for hinanden i Istanbuls krydderibazar? Kan du huske den blå farve på glasmosaikvinduet i Chartres? Kan du huske de tre ukendte tenorer, vi hørte synge på torvet i Padua? Kan du huske, dengang vi blev søsyge på sejladsen mellem Kreta og Santorini, og kan du huske udsigten til New Yorks skyline fra hotelværelset ved Lexington Avenue?

Det er den slags billeder og oplevelser, ikke nødvendigvis særlig spektakulære, der kan blive holdepunkter i ens tilværelse, og som giver nogle bestemte øjeblikke og sanseindtryk en særlig fylde. Det er de øjeblikke, som dybest set giver mening til eventyrdigterens udbrud: at rejse er at leve. Det er ideelt set den slags øjeblikke, billeder og oplevelser til opbevaring i hukommelsen, den gode rejsebog kan blive en slags vejviser til eller måske fødselshjælper for.

Uden guiden til Das Ruhrgebiet fra serien Dumont Kunstreiseführer havde vi aldrig fundet frem til Zeche Zollverein, kulminen, der ligger som et monument over minedrift og industrikultur i Ruhrområdet, og uden guidebøgerne var vi gået glip af gyset ved besøget blandt de døde i katakomberne under kapucinerklostret i Palermo, hvor de balsamerede, fuldt påklædte lig står opmarcherede i gangene og kigger efter de besøgende med tomme øjenhuler.

Med en særlig glæde husker vi restauranten, vi besøgte, da vi var på vej til lufthavnen udenfor Milano. Langt ude på landet midt mellem Piacensa og Pavia ligger Inverno-Monteleone med Trattoria Righini, der ligner noget, vi normalt ville være kørt hurtigt forbi, hvis det ikke havde været for Michelin-guidens smilende »bib gourmand«, der lovede »god mad til moderate priser«.

Trattoria Righinis grå facade snyder. At træde indenfor i det spartansk indrettede lokale en søndag ved frokosttid er den rene fest. Her er det betjeningen og gæsterne fra lokalområdet, som giver rummet karakter, og her bliver alle drømme om det autentiske lombardiske landkøkken opfyldt. Den oplevelse skylder vi den røde Guide Michelin tak for.

De gode mad- og hotelguider er nyttige og opmuntrende supplementer til de rejse- og guidebøger, der viser vej til både de kanoniserede seværdigheder og de mest hemmelige steder. De seneste års store scoop og nyskabelse blandt guideserierne er i mine øjne »vide verden«-serien fra Aarhus Universitetsforlag, der satser på at levere rejseinspiration på et højt og anderledes niveau, og som uden rysten på hånden henvender sig til de rejsende, der vil have noget andet og mere ud af deres storbyferie.

Med mere end et dusin storbyer på tavlen over destinationer er konceptet ved at være godt indarbejdet: Efter en intro skrevet af en skribent med et fortroligt forhold til den pågældende storby følger 11-12-13 kapitler, som fra skiftende vinkler nærmer sig metropolens liv og forskellige attraktioner, både de mere kendte og de så godt som ukendte. Kombinationen af passion og viden er seriens styrke, og så er det én af bøgernes store kvaliteter, at de med samme glæde kan læses før og efter rejsen.

Lige nu glæder jeg mig over at planlægge en rejse til Istanbul, og »vide verden«-bogen har gjort det lysende klart for mig, at det usædvanlige Pamuk-museum skal jeg i hvert tilfælde besøge, og hvad er så mere naturligt end at gå i gang med at læse hans »Istanbul – erindringer og byen«.

Er det et steds særlige ånd og stemning, det gælder, så findes der simpelthen ingen bedre forberedelse end at søge til de gode forfatteres bøger om stederne.

Engang har italieneren Lampedusa, ham med romanen »Leoparden«, sagt om Stendhals berømte »Vandringer i Rom« at »det er den eneste rejsefører, der samtidig er et litterært hovedværk«. Omvendt kan man måske sige, at bedre rejsefører end de store forfatteres bøger fra byerne er det svært at opdrive.

Sejl i gondol gennem Venedigs kanaler med Casanova og »Mit livs erindringer«, sæt dig ind på kaffehuset i Wien med Stefan Zweig og »Verden af i går«, gå til tyrefægtning i Pamplona med Hemingways »Solen går sin gang«, dyrk den særlige-Istanbul-melankoli i selskab med Pamuk og strejf rundt i de parisiske gader med nobelpristageren Patrick Modiano og hans »Askeblomster« ved hånden.

O rejse! Rejse!