Nyt John Coltrane-album er dukket op: »Det er som at finde et nyt kammer i Keops-pyramiden«

Saxofonisten John Coltrane var i pladestudiet i marts 1963. Optagelsen gik tabt, men musikken er af sære veje genopstået - for at skabe glæde hos Coltrane-elskere og andet godtfolk

Saxofonisten John Coltrane på scenen i Fakoner Centret i København i 1961. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Arkiv

John Coltrane

Both Directions at Once: The Lost Album

Impulse!/Verve/Universal (LP og CD)Han var en af jazzens giganter, og da han forlod denne verden i 1967 i en alder af 40 år, var han den mest indflydelsesrige af dem alle. Og det er han for så vidt fortsat. Vi taler om den amerikanske saxofonist John Coltrane, hvis ekspressive og spirituelle jazzkunst er dokumenteret på talrige - både legale og illegale - udgivelser. Alligevel har et nyt John Coltrane-album med hidtil aldrig udgivet musik ikke blot vakt opsigt, men også været en ren åbenbaring i jazzverdenen, hvor begivenheden blandt andet er blevet sammenlignet med en nyopdaget symfoni af Beethoven. Eller som John Coltranes samtidige og fortsat tilstedeværende instrument-kollega, den nu 87-årige Sonny Rollins, har udtalt det: »Det er som at finde et nyt kammer i Keops-pyramiden«.

Helt eksakt drejer det sig om et album, der blev indspillet den 6. marts 1963 af den dengang 36-årige saxofonist John Coltrane og hans daværende kvartet. Det hele foregik hos den navnkundige studieejer og tekniker Rudy Van Gelder og for John Coltranes lige så navnkundige pladeselskab, Impulse! Optagelsen optræder da også i flere diskografier, om end angivet som uudgivet, og det er en kendt sag, at masterbåndet blev destrueret i forbindelse med en oprydning på pladeselskabets lager i begyndelsen af 1970erne.

Så når musikken har overlevet, skyldes det, at John Coltrane fik en mono-kopi, et såkaldt referencebånd, af dagens optagelser med hjem, så han kunne lytte, udvælge og disponere. Da han kort efter forlod sin kone, Naima, forblev båndet hos hende og efterfølgende hos hendes familie - for først for nylig at vende »hjem« til Impulse! Og med diverse teknisk ekspertise og med redigering foretaget af blandt andre legendens søn, Ravi Coltrane, er der nu udsendt en regulær John Coltrane-LP - plus en deluxe-2LP-udgave af samme - til dem, der ikke kan leve uden de alternative versioner af den indspillede musik.

Both Directions at Once The Lost Album Fold sammen
Læs mere
Foto: cover.

Indspilningen er med John Coltranes »klassiske kvartet«, altså den, hvor han bliver ledsaget af pianisten McCoy Tyner, bassisten Jimmy Garrison og trommeslageren Elvin Jones, og musikken er bibeholdt i mono, hvilket ikke forhindrer lydbilledet i at være utroligt flot. Og hvis man anskaffer sig vinyl-udgaven, bliver det næppe mere autentisk John Coltrane.

Kendt, ukendt og kuriøst

John Coltrane spiller på tenorsaxofon, bortset fra de to unavngivne egen-kompositioner, kaldet »Untitled Original 11383« og »Untitled Original 11386«, hvor han spiller på sopransaxofon. Mens førstnævnte er en regulær 12-takters blues, hvor der ud over Coltranes flagrende udfoldelser er godt solospil fra McCoy Tyner på klaver og Jimmy Garrison på buestrøgen bas, er sidstnævnte mere kompleks, men rigt facetteret og sært besnærende. De to numre adskilles af »Nature Boy«, en veletableret ballade, som mystikeren Eden Ahbez skrev i 1947, og som her folder sig ud med John Coltrane som majestætisk fabulerende enesolist.

Et umiddelbart let kuriøst indslag er »Vilia«, som den østrigsk-ungarske komponist Franz Lehár skrev i 1905 - under titlen »Vilja-Lied« – til sin operette »Den Glade Enke«. John Coltrane har hverken før eller siden spillet det nummer, men det er en udgave, som er præget af så meget ro, overblik og befordrende melodik, at den fremstår som en regulær jazzklassiker.

Both Directions at Once The Lost Album deluxe Fold sammen
Læs mere
Foto: cover.

Mere kendt og værdsat blandt jazzfolket er John Coltranes egen »Impressions«, som har samme struktur som Miles Davis' berømte »So What«. Saxofonisten lancerede og indspillede »Impressions« live i 1961, og her leverer han den i studiet som én intens ubrudt solo - blot med bas og trommer.
Samme trio-konstellation fortsætter i første halvdel af et næsten 12 minutter langt nummer med den sigende titel »Slow Blues« og med et rigt varieret og kontinuerligt glødende tenorsaxofonspil.

Albummet bliver afrundet med en ret ukendt John Coltrane-ting, »One Up, One Down«, hvor alle fire musikere får vist deres solistiske format, ligesom de som kvartet får konsolideret sig som en af jazzhistoriens tættest integrerede og betydeligste ensembler.