Sune Frantsen har måske fundet årets julegaveidé til dem af os, som kommer fra det såkaldte whiskybælte – eller reservatet, som det også kaldes.

Han har nemlig lavet brætspillet »Slaget om Whiskybæltet«, som tilsyneladende er kraftigt inspireret af Matador, men som tager området nord for København under kærlig behandling. Det kan man læse på sn.dk.

På brætspillets hjemmeside kan man se nogle af de kort, man kan trække i spillet.

Et af dem lyder »Du er født på den forkerte side af Lyngbyvejen. Vent en omgang og overvej, hvordan du bliver mindre middelmådig,« mens et andet drillende hentyder til den konservative tidligere borgmester i Gentofte, Hans Toft:

»Der er kommunalvalg. Hvem stemmer du på? Slå med én terning. 1-2: Hans Toft, 3-4: Hans Toft, 5-6: Hans Toft.«

I spillet rykker man rundt på brættet og opkøber grunde, som man kan opgradere med au pairs, liebhavervillaer og palæer.

Spillet er nyt, men det er en del af en række brætspil, der handler om områder rundt omkring i Danmark.

Spillets opfinder er selv fra Nakskov og bor nu på Nørrebro. Det første spil, han lavede, handlede om Nakskov og var noget mere socialrealistisk.

Penge taler, velstand hvisker

Sune Frantsen

Men i »Slaget om Whiskybæltet« er der kommet ekstra nuller på pengesedlerne, sammenlignet med de andre spil, forklarer han til sn.dk.

»Tingene er sat på spidsen, og spillet er jo lidt en slags standup i brætspilsform. Men jeg har hentet inspiration fra virkeligheden og især den her skelnen mellem nyrig og gammelrig. Der er også et af kortene, der lyder, at ‘Penge taler. Velstand hvisker’, og så må den med flest penge ved bordet kun hviske de næste ro runder,« siger Sune Frantsen til mediet.

Samtidig med »Slaget om Whiskybæltet« er »Slaget om Vestegnen« også blevet lanceret. Det har TV 2 Lorry skrevet om.

I »Slaget om Vestegnen« kan man ud over grunde også kæmpe om at eje S-togstunneler og indkøbscentre. Man kan også lande på beautyklinikken, hvor en terning bestemmer, om man skal have en botox-behandling eller navlepiercing.

Et kort, man kan trække i vestegnsspillet lyder »din læge siger, du mangler C-vitamin. Ryk til Rødovrecentret og betal 100 kroner for appelsin-Breezer«.

TV 2 Lorry har spurgt Sune Frantsen, om ikke han gør grin med lokalområderne.

»Målet er at tage kærligt pis på området, men ikke at gøre det stereotypt. Spillene skal gå til kanten på nogle punkter, men mit indtryk er, at de (borgerne, red.) synes, det er sjovt,« siger Sune Frantsen til lokalmediet.