Nykøbing Falster? Nej, Nykøbing Festlig

Danmarks næststørste revy er i musikalsk topform med et elegant stjernehold, der får alt ud af det meste.

Stjerner på afveje: Flemming Krøll som falstersk bonderøv må underkaste sig Jørgen Reenbergs og Thomas Blachmans dissektion. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Årets nummer i Nykøbing F. Revyen? Det kommer næsten lige inden pausen. Thomas Blachman – her, der og allevegne – har fundet vej til Nykøbing. »Det er første gang, et geni gæster Lolland-Falster«.

Henrik Lykkegaard gør ham stadig bedre end nogen anden, og her har han inviteret sig selv – og en egocentrisk Jørgen Reenberg i Henrik Koefoeds festlige og ondskabsfuldt-kærlige udlægning – i sofaen for at se på en falstersk bonderøv: »Det er et sindssygt godt koncept, I har, det der med at putte noget i jorden, og så kommer det op.« Reenberg? Han er mest optaget af at snakke om sin prostata. Hvem sagde udstilling? Det er rent ud sagt skideskægt. Tekst: Carl-Erik Sørensen.

Og skideskæg, det er årets revy, landets næststørste med rekordsalg igen i år. Bundniveauet for teksterne er højt, fejlskuddene få. Den er tilbage på det musikalske spor, der tidligere har karakteriseret revyen – Morten Wedendahl er en sofistikeret revykomponist, og i år har han holdet, der kan synge tonerne. Ren harmoni! Og er det ikke, som om den pakket lækrere ind end nogensinde før i sin flot belyste kulissse og med kostumer, der klæder, når de skal klæde?

Dopingbekendelser

Det er først og fremmest det godmodige pjank, der er revyens force. Men hele tiden serveret med et overskud, en elegance samt en tyrkertro på, at skidtet holder, som smitter og fryder. Det går naturligvis ikke uden stjernerne. Og det er måske sagt før, men det kan godt siges igen: Joy-Maria Frederiksen er en fremragende revyinstruktør, der tilfører revyen et gnidningsløst flow, men som tillige tager sig tid til at detailinstruere selv den mest åndssvage sketch, så det hele lever. Et satirisk bid har revyen også, selv om det ikke er der, den lægger sine accenter i år – er dansk politik efterhånden så kedeligt forudsigelig, at revyen ikke rigtig har noget at gå om bord i?

Statsministerens dopingbekendelser fra talerstolen i skikkelse af Mette Marckmann har dog en vittig idé: »Ja, jeg har benyttet mig af borgerlig politik.«

Til gengæld må hun kæmpe lidt for hårdt med en halvgående tekst som spansk donna på reklameoffensiv for sit forarmede hjemland. Og aftenens eneste anden reelle nitte – en halvtarvelig monolog som hende, der skal peppe ægteskabet op med lidt pisk i den bare ende – går til Pernille Schrøder. Den havde hun ikke behøvet, for hun har rigeligt at gøre i revyen, hvor hun lyser op med sin terrængående effektivitet, skønne musikalitet og afvæbnende mimik.

Komisk tyngde

Tag nu bare en morsom vise – tekst: Søren Anker Madsen – med Pernille Schrøder som gammel protestsanger i ægteskabeligt skænderi med Flemming Krøll: »Vores bollerum er fyldt op med gamle fliser«. Sidstnævnte har en stor force i sin komiske tyngde – jo alvorligere folder, han lægger ansigtet i, jo sjovere er han. Og med de to herrer Henrik Lykkegaard og Henrik Koefoed til at flankere sig kan det næsten ikke gå galt. De lægger sig mellem det edderspændte og det afslappede, som revyen kræver. De er »rigtige« skuespillere, der tilfører selv den mest fjogede vignet variation og præcision. Et drømmehold? Det er ikke for meget sagt.

»Fra nu af bli’r det hele bare sjov’re« synger det optimistiske revyhold i den elegante godnatsang. Det behøver de slet ikke. Den er hjemme forlængst.

LIKE US? Vi serverer dagligt anmeldelser og kulturnyt på facebook.com/berlingskekultur