Nyhedsdirektør stopper i DR

Efter 10 år i DR har Ulrik Haagerup valgt at fratræde sin stilling som nyhedsdirektør, oplyser DR.

Foto: Lars Helsinghof Bæk.
Læs mere
Fold sammen

DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup skifter til et job som direktør for det nystiftede ’Constructive Institute’ ved Aarhus Universitet, oplyser DR i en presssemeddelse.

Ulrik Haagerup kom til DR i 2007 fra en chefredaktørstilling i Nordjyske Medier. Først var han divisionschef i DR Nyheder, og siden 2010 har han været nyhedsdirektør.

»Det bliver vemodigt at sige farvel til DR og til alle de dygtige mennesker, jeg har arbejdet sammen med. Jeg ser dog frem til arbejdet med at fremme visionen om konstruktive nyheder - både herhjemme og globalt – som en naturlig forlængelse af det arbejde, jeg har lavet i DR,« udtaler Haagerup i pressemeddelelsen.

Haagerup måtte senest træde frem offentligt, da han skulle forsvare DRs beslutning om at betale USA-korrespondent Johannes Langkildes transport af sin kones hest - en beslutning som han siden kaldte en »fejlvurdering«. I slutningen af januar kom det også frem, at han personligt havde fået bonuspoint for de flyrejser, som DR havde betalt. Det var først, da det kom frem, at DR tog bonuspointene fra ham.

Nu ser han frem til det nye job.

»Målet er at bidrage til at genskabe og øge tilliden til nyhedsjournalistikken i en tid præget af falske nyheder, unuanceret debat og eroderende forretningsmodeller for ordentlig journalistik. Derfor glæder jeg mig til at arbejde for at placere Danmark og Aarhus i centrum for en global konstruktiv forandring i medieverdenen,« siger Ulrik Haagerup.

Det nystiftede ’Constructive Institute’ bliver blandt andre støttet af fonde, internationale medieorganisationer og af FN. Det skal bidrage med udvikling og implementering af højere journalistiske standarder, analyser, forskning, produktion af uddannelsesmateriale samt et nyt fellowship-program for journalistiske talenter.

DRs bestyrelsesformand, Michael Christiansen, beklager Haagerups valg.

»Så længe jeg har kendt Ulrik Haagerup, har han været drevet af en ægte public service-ambition om at sikre en troværdig og balanceret nyhedsformidling, hvor der er plads til nuancerne. Han har derfor bestemt også en god portion af æren for, at TV-Avisen og Radioavisen i en tid, hvor der er uendelig mange nyhedstilbud at vælge mellem, fortsat vurderes som landets mest troværdige nyhedstilbud,« mener bestyrelsesformanden.

Haagerup har siden 2007 været nyhedsdirektør i DR. Før det var han blandt andet chefredaktør på Nordjyske Medier og Jyllands-Posten.

MERE FØLGER...