Nyhedsdirektør efter omfattende kritik af DR: »Det er jeg virkelig ærgerlig over og ked af«

DR er ikke lykkedes med ambitionen om at skabe en »god og lødig« debat om den historiske relation mellem Danmark og Grønland, siger DRs nyhedsdirektør, Sandy French, i interview med Berlingske. Nu lover DR en »gennemgang« af, hvordan »Grønlands hvide guld« samt andre dokumentarer bliver til.

Nyhedsdirektør i DR Sandy French afviser, at den omfattende kritik af DRs dokumentar vil føre til fyringer blandt de ansvarlige, sådan som blandt andre DFs Alex Ahrendtsen har krævet. Philip Davali/Ritzau Scanpix

»Det er jeg virkelig ærgerlig over og ked af,« siger Sandy French til Berlingske som reaktion på den omfattende kritik, der har været rettet mod DRs omstridte dokumentar »Grønlands hvide guld«.

Sagen om »Grønlands hvide guld« kulminerede torsdag, efter at flere politikere med kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i spidsen havde efterlyst en reaktion fra mediekoncernens øverste ledelse på den bølge af kritik, der i løbet af ugen var blevet rettet mod DR.